Vi har talt med studievejleder og kropsterapeut Fie Wilkie fra Totum. Hun får hver dag spørgsmål fra dem, der skal starte på kropterapeut uddannelsen. Mange er nemlig usikre på, hvordan de eksempelvis starter deres klinik op, og om de overhovedet kan skaffe klienter.

Hvordan starter jeg en klinik? Hvordan får jeg klienter? Kan jeg have mit gamle erhverv ved siden af? Kan man kun arbejde alene som kropsterapeut?

Det er nogle af de spørgsmål, der tikker ind hos studievejleder og kropsterapeut Fie Wilkie. Vi har spurgt Fie, om hun kan hjælpe med at svare på nogle af de spørgsmål, der kommer ind.

Der er ikke en opskrift som kropsterapeut

Dem der tager en uddannelse som kropsterapeut hos Totum, har mulighed for at lave forskellige sammensætninger, så det passer til dem. Du kan bruge din uddannelse, som du synes det passer bedst – i forhold til, hvordan dit liv er, og hvad du har lyst til.
”Man kan dele dem der tager uddannelse op i tre grupper: Der er dem, som supplerer det med deres gamle erhverv, og så er der dem, der bruger det til selvudvikling, og til sidst er der dem, som vælger at blive selvstændige,” forklarer Fie Wilkie, der er studievejleder hos Totum og har egen klinik i Farum.

Der er nemlig en hel del, der vælger at få foden under eget bord (eller briks) og vælger at blive selvstændige.

Som Fie forklarer, er der også en del, som vælger at kombinere kropsterapien med deres gamle erhverv. Det er ofte dem, der har med mennesker at gøre. Det kunne være pædagoger, skolelærer, folk der arbejder med udsatte børn, autister eller på behandlingshjem.

Der er også nogle, der kommer ind i et behandlerfællesskab, hvor de har klinik sammen med andre. Nogle vælger at leje sig ind hos en massør, eller et yogacenter. Sådan et fællesskab giver nemlig klienterne mulighed for at vælge fra forskellige typer behandlinger/træning der supplerer hinanden.

Det er en god ide at tænke ”forretningsplan” allerede nu

Hvis du er en af dem, der allerede nu ved, at du skal uddanne dig til kropsterapeut, er det en god ide at tænke på, hvordan du bedst forbereder dig på, når du er færdig med uddannelsen.
”Hvis man allerede nu har besluttet, at man vil være kropsterapeut på fuld tid, så er det en god ide at lave en forretningsplan. Du kan allerede nu tænke på spørgsmål som: Hvad er din målgruppe, kender du nogle i dit nærområde som du kan give kropsterapi, hvor mange vil du behandle om ugen, hvilken kropsterapeut vil du være, vil du behandle hjemme eller ude. Der er mange spørgsmål, du kan reflektere over og derfor er det en god ide allerede at begynde nu,” forklarer Fie Wilkie og tilføjer:

”Hos Totum har vi nye hold her efter sommerferien, og hvis man er på et af dem, kan man jo allerede nu gå og skrive sine tanker og drømme ned på et stykke papir,” siger hun.

For når du tager en uddannelse hos Totum, er der allerede efter 2-3 måneder mulighed for at give behandlinger ud fra de værktøjer, man har fået.

Studievejleder Fie Wilkie anbefaler derfor altid eleverne til at forberede sig så meget som muligt. For det har hun lært fra sine egne fejl.

”Da jeg var færdig med min uddannelse, var jeg slet ikke ordentlig forberedt. Jeg fandt nemlig hurtig ud af, at det ikke fungerede for mig at have briksen stående i stuen, jeg ville hellere ud,” fortæller hun.

Hvordan får jeg klienter?

For at være kropsterapeut skal du også have klienter. Og her tager Fie Wilkie også fat i, hvordan hun har opnået de bedste resultater.

”For mig har den bedste måde at få klienter været ved at bruge mund-til-mund. Det synes jeg, er den bedste markedsførings-strategi for at få klienter. Derfor er det en god en ide at bede dine kunder give dig en udtalelse. Det gør, at nye kunder har lettere ved at forestille sig selv som klient hos dig” fortæller hun.

Fie Wilkie er af natur meget udadvendt og er ikke bange for at tage kontakt til andre.

”Jeg ringede i starten til den lokale løbeklub i Furesø, og spurgte dem, om jeg skulle komme ned om søndagen og give løberne gratis behandling. Det sagde de ja tak til, og i dag har jeg et fast samarbejde med dem. Men tingene kommer selvfølgelig ikke af sig selv, og det skal man også være klar på. Du er selv nødt til at vise flaget,” forklarer hun.

Men det er ikke alle, der føler sig trygge ved bare at gribe knoglen – at sælge sig selv. Derfor er det en god idé at starte med dem du kender og måske deres venner.

”Jeg ved godt, at det ikke er alles natur at være opsøgende. Derfor er det en god ide at starte i det små. Du kan høre folk i din omgangskreds, om de vil have en behandling, og så kan de anbefale det videre til deres venner og familie,” siger Fie Wilkie.

Husk at passe på dig selv

Når Fie vejleder elever på Totums uddannelse, tager hun ofte fat i sit egen liv, og de fejl hun begik. For da Fie blev færdig som kropsterapeut, fik hun hurtig mange klienter. Og måske også lidt for mange.

” Jeg havde 5-6 klienter om dagen og kunne en dag godt mærke, at jeg blev presset, og det var jo ikke planen. Jeg havde booket mange af mine tider langt ud i fremtiden, og det betød, at folk ikke kunne komme ind med kort varsel, hvis de eksempelvis havde voldsom migræne eller rygproblemer. Og det fik jeg det dårligt over,” siger Fie og tilføjer:
”Samtidig havde jeg ikke lyst til at gå ned med stress. For det havde jeg gjort to gange tidligere i mit gamle job. Derfor er det vigtigt at huske, at passe på sig selv. Også mentalt. For nogle af de klienter man kan få ind, kan have nogle svære historier.”

Kan være et ensomt job

Et andet råd fra Totums studievejleder er, at man skal huske at mærke efter, om man har lyst til at stå alene en hel dag uden at have kollegaer at tale med. For det er nemlig muligt at slå sig sammen med andre kropsterapeuter, og så kan man spise frokost sammen, drikke en kop kaffe og sparre og vende sine tanker.

Det skridt har Fie Wilkie selv valgt at tage.

”Vi har en elev hos Totum, som er startet som praktikant hos mig, og har derfor mulighed for at prøve kropsterapien af allerede nu. Så laver vi supervision sammen, hvor jeg overværer hendes behandlinger, og hun overværer også mine behandlinger, når klienten selvfølgelig siger god for det,” siger hun.

Vil du også lære at behandle kroppens sammenhænge og blive i stand til at forløse angst og stress og de bagvedliggende psykiske spændinger?

Du kan tage første skridt ved at deltage i en af Totums populære infoaftener.
En infoaften er en præsentation af vores uddannelse.

  • Vi viser en behandling, og oversætter undervejs kroppens sprog.
  • Vi fortæller, hvordan uddannelsen er bygget op, og hvad du vil lære som elev.
  • Vi svarer på alle de spørgsmål, du måtte have.

Du kan se hvor og hvornår samt tilmelde dig her.