Mange kvinder lider hver måned af voldsomme menstruationssmerter, der gør, at de kan have svært ved at tage i skole eller på arbejde. Men med kropsterapi kan man lindre smerterne.

Hver 4. kvinde i Danmark lider af menstruationssmerter, og hos cirka 10 procent er smerterne så voldsomme, at de kræver månedlig sygemelding.

Smerterne resulterer ofte i et øget forbrug af smertestillende medicin, som paracetamol og NSAID, men da disse ikke er uden bivirkninger, kan det være en god idé at se i andre retninger efter effektiv smertelindring.

Akupressur kan lindre smerter ved menstruation

Ifølge Marcus Heller, kropsterapeut, direktør og grundlægger af Totum, kan du behandle dine menstruationssmerter selv. Du finder en video under punkterne, hvor Marcus viser teknikkerne, du selv kan lave derhjemme.

Når du skal behandle dig selv for menstruationssmerter, skal du massere følgende punkter:

1. “Kvindepunktet”

Dette punkt ligger på indersiden af underbenet. Du finder det ved at måle cirka tre fingerbredder op over ankelknysten. Punktet ligger lige på undersiden af skinnebenet. Punktet benyttes af både kropsterapeuter og akupunktører til at behandle menstruationsproblematikker og har derfor fået tilnavnet “kvindepunktet”.

På kinesisk hedder punktet Sanyinjiao, hvilket betyder 3-yin-kryds. Det er nemlig her 3 yin-meridianer(energibaner) mødes i ét og samme punkt. Punktet findes også på mænd, og det benyttes til at styrke almentilstanden.

2. Zonepunkt for æggestokke
Det næste punkt, du skal behandle, er zonepunktet for æggestokkene. Punktet ligger cirka midtvejs på en skrå linje mellem den inderste ankelknyst og hælen. Et zonepunkt – også kaldet reflekspunkt – er et punkt på f.eks. foden, der relaterer til et andet sted i kroppen. Zoneterapi behandler ud fra denne viden om, at vi kan påvirke alle steder i kroppen fra punkter på fødderne. I æggestokkene frigives æg under ægløsningen, men de fungerer også som endokrine kirtler, som producerer forskellige kønshormoner, bl.a. østrogen og progesteron.

Menstruationssmerter kan skyldes en ubalance i det endokrine system(hormonsystemet) og ved at behandle på reflekspunktet for disse endokrine kirtler, kan du hjælpe din krop tilbage i balance.

3. Zonepunkt for hypofysen
Hypofysen er hormonsystemets overordnede kirtel. Den er cirka på størrelse med en ært og sidder bag øjnene på undersiden af hjernen. Her produceres hormoner, som er styrende for kroppens andre endokrine kirtler. Og det er derfor, den er interessant for dig, der lider af menstruationssmerter. Punktet du skal behandle, ligger midt på undersiden af storetåens blomme, lidt ud mod anden tå.