Selv om man er en af dem, som ved allermest om stress, kan man godt blive ramt selv. Ronni Vistisen, der er skoleleder hos Totum – Skolen for Kropsterapi, fortæller om, hvordan et liv med meningsfuldhed og arbejdsmæssig fremgang pludselig blev til stress. Og om, hvordan man kan finde vejen tilbage fra et stressforløb.

På et af de blå sæder i regionaltoget sidder Ronni Vistisen. Han har tydelige symptomer på stress, han vil bare ikke indrømme det over for sig selv. Han sidder og kigger ud af vinduet som mange af de andre passagerer. Hans hænder er kolde, og pludselig går det op for ham, at han ikke kan huske, om han er på vej til arbejde eller på vej hjem til sin familie, og var det egentlig ham, der skulle have hentet børnene i dag?

Hans hjerte begynder at galopere, hans hals snører sig sammen, og han får svært ved at trække vejret. Han ved godt, hvad symptomerne betyder. Faktisk ved han det bedre end nogen anden.

Ronni er en af landets dygtigste kropsterapeuter, og han ved af erfaring, at kropsterapi kan være ekstremt effektiv til lindring af stress og angst. Men her i regionaltoget på vej fra København er det ham selv, der udviser klare tegn på stress.

Satte alarmer for at huske aftaler

I starten var symptomerne ikke alarmerende, han begyndte blot at glemme ting, fortæller han. Han havde travlt, og der var meget at se til både derhjemme og på skolen, hvor han er daglig leder. Men de små ting udviklede sig, og pludselig var han der, hvor han havde glemt, hvem der skulle hente børnene, eller hvad der var blevet talt om til et møde, han lige var gået ud fra.

”Jeg er lidt distræt i forvejen. Så det er ikke uvant for mig, at jeg glemmer ting i ny og næ, men det var enormt ubehageligt, at jeg så småt var begyndt at glemme alt. Jeg kunne sidde i møde i halvanden time, og når jeg trådte ud af døren, så havde jeg glemt alt, hvad der var talt om til mødet. Jeg forsøgte at kigge i mine noter for at finde hoved og hale i tingene, men det hjalp ikke,” forklarer Ronni.

Det var ikke kun hukommelsen, det gik ud over. Ronnis energiniveau faldt også drastisk, og han havde intet overskud, hverken på arbejdet eller derhjemme. Når han var på arbejde, kunne han ikke overskue arbejdsopgaverne eller at være social med sine kollegaer.  Og når han kom hjem, havde han ikke overskud til at være sammen med familien. Han kollapsede på sofaen og var mentalt et helt andet sted.

”Jeg havde hørt skrækhistorier, hvor forældrene glemmer deres børn i bilen i flere timer. Jeg begyndte virkelig at blive nervøs for, at jeg ville glemme mine børn. Så jeg ringede ofte til min kone for at tjekke op på, om det var mig, der skulle hente dem. Jeg begyndte at dobbelttjekke alt og sætte alarmer på min mobil, så jeg blev mindede om, at det var min tur til at hente børnene,” fortæller han. 

Forsøgte at dække sine fejl

På arbejdet begyndte Ronni at dække over forglemmelserne. Det var svært at indrømme over for sig selv, at han viste tegn på stress.

Jeg gav udtryk for, at jeg havde styr på mine opgaver, selvom jeg slet ikke havde. Men jeg synes, at det var pinligt og skamfuldt, som når et barn prøver at dække over sine fejl. Jeg begyndte at skrive ting ned flere gange, men når jeg så læste mine noter, gave det ingen mening for mig,” siger Ronni.

Hukommelsestabet blev hyppigere, og arbejdsopgaverne blev svære at løse.

”Jeg begyndte ikke at kunne læse tal. Hvis jeg så, at der stod 19 i et Excel-ark, og jeg skulle skrive det ned på et papir ved siden af mig, så skrev jeg tallet 16 i stedet,” tilføjer han.

Og så var der et møde, hvor hans nærmeste kollega så ham i øjnene og sagde, at han trængte til at trække stikket.

”Han kunne godt se, at jeg var stresset. Og alle prøvede at hjælpe mig, men det gik ikke til sidst. Jeg fik forbud om at gå ind i vores fælles kalender, fordi jeg kunne komme til at ændre på møder og aftaler, som slet ikke skulle rykkes. Det var lidt som at få en barnepige på, fordi alle holdt ekstra øje med mig,” forklarer Ronni.

Vinterbadning og tomrum

I starten af november 2018 blev Ronni sygemeldt fra sit arbejde. Og selv om han troede, det ville hjælpe at få mindre at se til, havde det i stedet den modsatte effekt.

”Den første tid var enormt hård. Forstået på den måde, at når der bliver sagt, at nu skal du tage hjem og ikke lave noget, så åbner der sig et tomrum. Det føltes som at være i frit fald, hvor der ikke er noget at gribe fat i. Jeg gik fra at skulle forholde mig til mange til pludselig ikke at skulle forholde mig til noget. Intet,” siger Ronni.

Den første måned efter sygemeldingen var meget ensartet og skemalagt.

”Jeg meldte mig ind i en vinterbadeklub, hvor jeg var flere gange om ugen. Helt konkret bestod min dag i, at jeg stod op og kørte ned til badeklubben, hoppede i vandet, gik i sauna, kørte hjem og sov 2-3 timer, til familien kom hjem. Og sådan gjorde jeg 4-5 dage om ugen. Jeg ville så gerne kunne en hel masse, men jeg orkede ikke andet,” forklarer Ronni.

Kropsterapi gav Ronni sin hukommelse tilbage

Kort efter sin sygemelding kontaktede han Søren Møller, der arbejder som kropsterapeut i Aarhus. De kropsterapeutiske behandlinger, han fik hos Søren, begyndte at hjælpe. Ronni fik mere energi i kroppen, og der kom overskud til at gå små ture.Selvom han selv havde behandlet andre med stor succes, så var det en lettelse ikke at skulle forholde sig til sin egen sygdom som fagmand. Men som et menneske. Et menneske, der for en kort stund havde mistet fodfæste.

”Jeg fandt ud af, at jeg kun skulle lave ting, der gav mig energi. For jo mere energi man har jo flere neutrale opgaver, kan man overskue. Jeg elsker for eksempel at lave mad, når jeg har madvarerne i køleskabet og tiden til at hygge mig. Men jeg kan ikke lide at planlægge, så det kostede mig energi, så det skulle jeg have hjælp til,” forklarer Ronni.

I januar kort efter jul skete der et gennembrud for Ronni. Han var begyndt at få behandling fra en af sine tidligere elever, der arbejder med nogle af de ting, Ronni selv har brændt for og har undervist i.

”Vi arbejdede os dybt ind i kroppen og det psykiske og fik ryddet op i min fortid. Jeg oplevede, at jeg havde nogle adfærdsmønstre fra min morfar. Jeg holdt meget af min morfar, men jeg havde den oplevelse af, at jeg havde indtaget min morfars kropsholdning, han måde at se tingene på – men det var ikke mig,” siger han og tilføjer:

”Det er behandlingerne i januar, der gjorde den store forskel. Jeg begyndte at huske igen og fik håbet tilbage om, at tingene nok skal gå”.

Tilrettelægger sine dage

I starten af februar 2019 begyndte Ronni stille og roligt at komme tilbage til arbejdet. Men stressforløbet har haft konsekvenser i forhold til, hvor meget han kan, uden at han falder tilbage i de gamle rutiner. Den dagligdag, han tidligere havde, skulle forandres og bygges om, så den passede til det menneske, og de behov og værdier, Ronnie havde genopfundet.

”Hver dag skal jeg mærke efter, hvor højt mit energiniveau er og ud fra det, tilrettelægger jeg min dag, så jeg ved præcis, hvad jeg skal. Men det er fantastisk at være tilbage. At opleve verden uden den er sløret, kunne reflektere igen og være nærværende over for min familie, mine børn og arbejdet, det er en kæmpe gave,” fortæller Ronni.

I dag laver Ronni mindre kontorarbejde og bruger tiden på det, der giver ham energi. Han er begyndt at behandle og undervise igen, og for hver dag der går, får han det bedre.

Tilliden til dig selv forsvinder

Selv om det har været smertefuldt, så har stressforløbet gjort ham klogere på sig selv og på, hvordan vores kroppe reagerer i situationer, hvor vi er ved at knække, og hvor hjernen ikke altid vil følge med. Selv om vi ved det hele med vores fornuft, selv om vi kender vejen og symptomerne, så er det ikke ensbetydende med, at vi kan leve et liv uden stress. Der er visse ting, som ikke lader sig kontrollere. Der har vi kun os selv og vores selverkendelse at stå med. 

”Det er som om, at vi er to personer. Der er et over-jeg og et under-jeg, hvor den ene del kan se, at jeg har nogle udfordringer, og så er der en anden del, som fornægter. Derfor tror jeg, at det er enormt vigtig med selverkendelse, for hvis vi ikke har tillid til os selv, og vi tror på, at det vi laver, er godt nok, så forsvinder tilliden til os selv. Grundusikkerheden i os kan være kilden til stress. Sådan tror jeg, at det var for mig,” afslutter Ronni.

Vil du også gerne uddanne dig til kropsterapeut som Ronni og hjælpe andre med stress og angst gennem behandling af kroppen? 

Så kom til en af vores populære infoaftener – se tid og sted her.