Spændinger i kæben eller smerter i kæbemusklerne kan opstå af forskellige årsager. Udover at være ubehageligt kan spændingerne gøre det svært for os at slappe af i resten af kroppen, og det kan ligeledes mindske sanseligheden og lidenskaben.

I forhold til størrelsen er kæbemusklerne de stærkeste muskler i vores krop. Evolutionært set stammer styrken i kæberne fra, at mennesket var nødt til at kunne tygge og bide fra sig for at kunne overleve. I dag ser vi stadig reminiscenser fra dette hos mindre børn, der bider fra sig, før de kan forsvare sig med hænderne.

Kæberne kan anses som vores sidste skanse, og den sidste mulighed for at lukke ned for reaktioner, som i sociale sammenhænge kan opfattes som upassende. Når vi fx brænder inde med vores vrede eller ikke tillader vores følelser at komme til udtryk, tilbageholder vi udtrykket ved at spænde i kæbemusklerne.

Kom spændingerne til livs med kæbemassage

Spændinger i kæben er én af hjernens måder at fortælle vores krop, at tingene går for stærkt. Typisk vil spændingerne i kæben sprede sig, hvilket gør det svært for os at slappe af i resten af kroppen. Spændingerne kan føre til smerter og spændinger i hals, nakke og skuldre – og tinnitus, migræne, hovedpine og kvalme kan ligeså udspringe fra spændinger i kæben. Disse anstrengelser kan medføre, at kroppens sanselighed bliver mindsket. Det gælder også for vores lidenskabelighed.

Spændinger i kæben afskærer os blandt andet for vores sanselighed i læberne, som er dér, hvor vi viser ømhed og kærtegn. Et lidenskabeligt kys bliver i sagens natur bedst, hvis vi slapper af i kæberne, hvilket ikke er muligt, hvis du har smerter og spændinger i kæbepartiet.

En måde at komme spændingerne til livs er ved at prøve at give din kæreste, elsker eller ægtefælle en blid kæbemassage. Efterfølgende kan du vurdere, om de kysser bedre.