20 timer om ugen arbejder Maria Linnemann som hjemmesygeplejerske i Aalborg Øst, som bl.a. rummer de mest udsatte borgere. Resten af tiden bruger hun i sin nyåbnede klinik midt i Aalborg. Men kropsterapi og sygepleje er ikke lige så adskilt, som man måske skulle tro.

 

I Aalborg befinder Maria Linnemann sig, og hun kombinerer sin uddannelsesmæssige baggrund som sygeplejerske med kropsterapien, for hun bruger Totum kropsterapi som sygeplejerske og sygeplejen, når hun behandler som kropsterapeut.

“Jeg har altid været nysgerrig på andre mennesker. Og derfor har jeg også bevæget mig meget rundt i sundhedsvæsenet,” fortæller Maria, som har været sygeplejerske i 15 år på forskellige arbejdspladser såsom sygehusafdelinger, psykiatrien, bosteder, plejehjem og hospice.

“Jeg vil gerne skabe et ærligt rum, hvilket jeg fx oplevede på hospice. Jeg tror ikke, at du får skabt noget mere ærligt end i din sidste tid. Du bliver ikke mere åben og mere klar. Det der flow, der er i de essentielle værdier, de er allerstærkest, når alt andet er skrællet af”, forklarer Maria, og uddyber, at målet med at blive kropsterapeut var, at hjælpe andre mennesker til at skabe den sammen form for ærlighed over for dem selv – blot tidligere i livet. Således at der er plads til at udvikle sig.

Kropsterapi og sygepleje

Maria fortæller, at det største sammenfald i metoder mellem at være sygeplejerske og kropsterapeut er evnen til at se og analysere et andet menneske:

“Man lærer som sygeplejerske at arbejde med sin intuition. Man læser kroppen. Altså de ældre sygeplejesker er jo så dygtige til det. De kan jo nærmest give dig en diagnose bare ved at se på dig.”

Den intuition har Maria også med sig ind i kropsterapien – ligesom trygheden i at turde stole på, at det som hendes observationer siger hende, er rigtigt. Men udvekslingen går også den anden vej, for Maria tager også kropsterapien med ind i sygeplejen.

“Jeg er meget mere grounded som sygeplejerske, efter jeg også er blevet kropsterapeut. Jeg skal ikke finde løsninger hele tiden, for det vil sygeplejersker ellers gerne. Man behøver ikke altid være løsningsorienteret, men i stedet kan man hjælpe patienten til at finde løsningen for sig selv”, siger hun om den tankegang fra kropsterapien, som tager udgangspunkt i at åbne vejen op og skabe flowet.

Psykiske belastninger sætter sig i kroppen

Fordi Maria også har bevæget sig rundt i mange år i sundhedsvæsenet, har hun også stor viden om de emner og muligheder, som findes inden for især psykiatrien, som er den afdeling, hvor hun har arbejdet i længst tid.

“Jeg interesserer mig meget for, hvor balancen mellem det normale og unormale går – og hvornår livet tynger så meget, at denne balance tipper, og det bliver et problem eller en diagnose.”

Samtidigt ved hun også, at der findes en del patienter med psykosomatiske lidelser, som sundhedsvæsenet ikke kan hjælpe.

“De patienter kommer med nogle belastninger fra livet. Der er noget, som deres kroppe prøver at fortælle, men de ved ikke, hvordan de skal ændre det. De kommer med smerter i ryggen, knæ eller hoften, og det som jeg som sygeplejerske kan sige, er, at jeg godt forstå, at du har ondt, men vi kan ikke se noget”, siger hun og tilføjer:

“Det er fakta, at psykiske belastninger sætter sig i kroppen. Det er dér, hvor kropsterapi vinder, fordi den kigger ind ad, og du bliver sat i forbindelse med dig selv i kroppen i stedet for hovedet.”

Kropsterapi mod stress

“Det mest almene, jeg ser som kropsterapeut, er stress. Det kan sætte sig som en voldsomt smerte i den øverste del af ryggen. Som en elefant, der trykker ned på ryggen eller brystkassen. Lægen, fysioterapeuten eller kiropraktoren kan ikke hjælpe, så hvor går du hen?” spørger Maria retorisk og svarer derefter på sit eget spørgsmål:

“Det har jeg oplevet selv, og deraf ved jeg, at kropsterapi virker.”

Da Maria havde det allermest skidt på grund af stress, fik hun kropsterapi. Men fordi hun selv har været der – både på nedturen men også den nye vej, som kropsterapien anviste – ved hun, hvad klienterne skal igennem:

“Når man selv har kigget dæmonen i øjnene, ved man også, hvad de andre skal igennem, men også at det virker.”

Empati men ikke sympati

En af de vigtigste erfaringer, som Maria har med fra sygeplejen i sit arbejdet som kropsterapeut, er evnen til at sætte sig selv til side:

“Det er jo ikke dig selv, det handler om. Hverken som sygeplejerske eller kropsterapeut må vi lægge vores egne følelser eller historier over på patienten eller klienten,” forklarer Maria om det at forholde sig professionelt til den person, man behandler – men også om at passe på sig selv.

Som sygeplejerske har man tavshedspligt og kan derfor ikke vende de tunge sager, de svære skæbner og problemerne med partneren derhjemme. Evalueringer og overvejelser må tages med kolleger, når der er tid.

Det kan være svært, når man får en patient eller klient tæt ind på livet, og det er en oplevelse, som både kan indtræffe som kropsterapeut og som sygeplejerske. Her har Maria dog en hovedregel, hun lever efter – både som sygeplejerske og som kropsterapeut:

“Det vigtigste er, at man har empati og ikke sympati. Vi skal have empati for klientens liv, skæbne og følelser, men vi græder ikke med dem, og vi tager ikke deres historier med hjem,” slutter Maria.