Indhold

Medicinfri behandling af angst

Kropsterapi har meget positive resultater i behandling af angst

Der grines og knibes en tåre. Angst rammer i alle aldre og alle samfundslag. Foredragene om medicinfri behandling af angst afholdes i hele landet af det kendte foredragspar; komiker Elias Ehlers og anerkendt kropsterapeut samt ekspert i behandling af angst Marcus Heller.

Lokalet er fyldt med mennesker, der koncentreret lytter til Elias Ehlers’ ord. Hans fortælling er så levende, at man næsten føler, man er fluen på væggen, når han fortæller om de gange, hans angst har vist sit grimme ansigt.

”Min rytme var sådan, at jeg vågnede om morgenen, og indenfor fem sekunder havde jeg udviklet et panikangstanfald. Hver morgen gik jeg rundt i min lejlighed og rev mig i håret og græd. Jeg kunne ikke være i mit hoved. Og så kunne jeg tage på arbejde. Det var meget vigtigt for mig at blive ved med at tage på arbejde, så det ikke vandt,” fortæller Elias Ehlers.

På dette tidspunkt vidste den 26-årige kendte standup komiker fra Holstebro ikke, at det var angst, han led af.

”Jeg troede bare, at jeg var underlig oveni i hovedet. Jeg tog på arbejde, hvor jeg skrev manuskript. Men jeg kunne ikke arbejde mere end en halv time af gangen, fordi så opstod en voldsom fornemmelse i mig. Jeg blev nødt til at gå ud på badeværelset. Her brød jeg helt sammen. Når jeg havde gjort det i 10 minutter – der var jo ikke nogen, der måtte blive bekymrede eller undre sig – så skyndte jeg mig ind og skrev videre. Sådan kørte det bare en hel dag – hver dag,” fortæller han.

Lokalet, der er fyldt til bristepunktet, er helt stille. Totum – Skolen for Kropsterapi i Odense er denne aften vært for et udsolgt foredrag om at blive fri for angst uden brug af medicin. Foredragsholderne er den anerkendte kropsterapeut, ekspert i behandling af angst og grundlægger af Totum Marcus Heller samt stand up komiker Elias Ehlers, som har været i behandling hos Marcus.

”Jeg åbner en flaske champagne, hvis du bliver indlagt”

Inden de to gik på, var der en forventningsfuld stemning i rummet. Sniksnakken om stort og småt og en let summen lød mellem stolerækkerne, hvor unge par, veninder, forældre med voksne børn og ældre mennesker havde købt billet. Alle aldersgrupper – alle samfundsgrupper. Sådan rammer angst. Men de summende stemmer, holdt brat op, da Elias Ehlers og Marcus Heller træder ind foran rækkerne og begynder at tale.

“Jeg oplevede første gang regulær angst, da jeg var fem år gammel. På det tidspunkt vidste jeg ikke, at jeg havde angst. Det var bare noget, der skete, og så gik det over igen. Det angstanfald, der kom, var så voldsomt, at jeg var sikker på, at det, der var sket, det var forkert. Ingen måtte vide det, fordi jeg måtte have gjort noget forkert. Jeg husker det krystalklart,” begynder Elias Ehlers.

Læs også: Her er de fire steps til at stoppe et angstanfald

Han fortæller i detaljer om et barns hemmelige erfaring med noget så svært og ubærligt, at det ikke kan deles. Det er tydeligt at mærke, at Elias Ehlers er stand-up komiker til hverdag. For selv om hans fortælling på mange måder er glimt fra en barsk verden, så krydses fortællingen med finurlige detaljer og tragikomiske betragtninger. Fortællingen følger komikerens udvikling og alder. Han bliver ung og voksen, og angsten følger med.

“Min læge konkluderede, at jeg skulle tage ud til psykiatrisk afdeling. Hun sagde, at hun ville åbne en flaske champagne, hvis jeg blev indlagt, fordi det er så svært at blive indlagt,” fortæller Elias Ehlers på en måde, så der opstår en forløsende latter i lokalet. Han fortsætter:

“Og min læge er ikke sjov.” Latteren bryder ud igen. “Så når hun siger sådan noget, er det, fordi hun mener det.”

Læs også: Elias Ehlers blev ramt af angst og kom tilbage til livet – uden brug af medicin

Tiden går med behandling, indlæggelse og medicin, der ikke rigtigt virker, fortæller Elias Ehlers. Og utallige møder med fortravlede psykiatere, der mest af alt havde travlt med at sikre, at han trods alt ikke ’døde’ på deres vagt. Det eneste han ønskede var en medicinfri behandling af angst.

”Jeg havde fået at vide af den overlæge, som kendte min sag, at jeg skulle snakkes med og ikke have medicin. Det, der stod i min journal, var, at jeg var selvmordstruet og gerne ville dø. Så blev jeg mødt at en psykiater. Hun ville slet ikke snakke med mig. Hun skulle bare sørge for, at jeg ikke døde, mens hun havde mig i behandling, så hun gav mig medicin,” fortæller han.

Kan du hjælpe mig? JA!

Aftenens foredrag er ikke bare en personlig beretning om at møde angst og sidde fast i medicin og mangelfuld behandling i det offentlige sundhedssystem. Det er i lige så høj grad fortællingen om, hvordan man kommer ud på den anden side til en hverdag uden medicin. Som et klogere, stærkere og på mange måder mere harmonisk menneske.

Elias Ehlers fortæller, hvordan han kom videre. Han havde hørt om kropsterapi. Hørt om en ekspert ved navn Marcus Heller.

”Jeg ringede til Marcus, og det var en helt vildt mærkelig oplevelse. Indtil da havde jeg været hos to psykiatere, hos psykologer, coaches, healere og havde prøvet alt for at få det bedre. Hver gang jeg ringede til dem, så var der aldrig nogen, der tog ansvar og sagde: Det der, det kan jeg gøre noget ved,” siger han og fortsætter:

”Så ringede jeg til Marcus. Jeg forsøgte ikke underdrive, hvordan jeg havde det. Jeg prøvede virkelig at få ham til at forstå, at jeg havde det ekstremt dårligt. Jeg spurgte ham direkte: Er det noget, du kan gøre noget ved? Og så sagde han ja. Jeg spurgte: Er du sikker? JA! Jeg er overbevist om, at jeg kan hjælpe dig. Og det var ligesom om, at det hjalp lidt. At der var en mand, som sagde: Den klarer vi.”

Angste siger det ikke til nogen

Marcus Heller er en landets førende eksperter indenfor kropsterapi. Han har behandlet tusindvis af danskere og har desuden grundlagt uddannelsesinstitutionen Totum – Skolen for Kropsterapi, som i dag er Skandinaviens største indenfor området og uddanner kropsterapeuter i både Danmark og Sverige. Han møder Elias Ehlers blik, da Elias holder inde, og han tager ordet. De smiler et øjeblik til hinanden. Fortroligt og fuld af respekt.

”Det er naturligt for os. Helt grundlæggende er vi angste for at blive udstødt af flokken,” siger Marcus Heller og fortsætter sin forklaring:

”Vi er homo-sapiens. Vi er flokdyr. Og vi har ikke lyst til at stikke ud eller være anderledes. For anderledes er udenfor. Og hvis man er udenfor – i vores oprindelse og især som barn – så dør man. Der er ikke nogen treårig, der klarer sig selv. Så dør barnet. Det er helt grundlæggende i vores DNA. Men de fleste af de angstklienter, jeg har siddet overfor, har ikke sagt det til nogen – eller kun deres allernærmeste,” siger han.

Læs også: Blogindlæg af Marcus Heller: “Kan vi overhovedet rumme angst og stress?”

Tilhørerne nikker bekræftende. Her sidder mange, som enten har oplevet angst eller er pårørende til angstramte.

”De fleste ønsker at have kontrol over ting, de ikke har kontrol over – hvad andre mennesker vil, kan, tænker og gør. Det er med til at skabe angst. Første skridt mod at komme igennem angst er at slippe behovet for kontrol. Start med en accept af tingenes tilstand og jer selv. Hvis I sætter jeres børn i en fireårig alder, så var der ikke så mange krav til dem for, at de skulle være værdige til at få kærlighed. I elsker dem bare. Og det skal man også med sig selv. Det er vejen ind, og det er vejen ud af angst,” siger Marcus Heller.

Du er ikke dine mønstre

Kropsterapi blev oprindeligt udviklet blandt elitesportsfolk. Det er effektfuldt, når kroppen skal præstere. Men det viste sig også at have særlig effekt på kroniske smerter, traumer, svære følelser og psykiske lidelser. I dag er det en af de mest anerkendte behandlinger til stress og angst. Behandlingen er medicinfri. Marcus Heller forklarer lidt om, hvad det er, der sker på briksen hos en kropsterapeut.

Læs også: Dagbog fra kursist: “Man kan ikke lade som om, at dårlige ting i fortiden ikke er sket”

”Du er ikke dine mønstre. Mønstre er noget, du har. Vi tror bare rigtig tit, at vi er det. Vi tror også, at vi er vores handlinger. Helt plat kan man sige: Jeg er ikke ryger. Jeg er en, der ryger. Du er ikke et kontrolmenneske. Kontrol er et mønster, du har. Vi kan finde ud af, hvornår det er gavnligt for dig, og hvornår det ikke er. Vi kan lægge tryghed ind i stedet for. Det, at du har følelsen af, at hvis du ikke har kontrol, så bliver du bange, skaber tanker. Men du er ikke de tanker,” siger han og fortsætter:

”Mønstrene udspiller sig på briksen, fordi det er en spændingstilstand. Vi ser et spændingsmønster i en krop, når vi som kropsterapeuter aflæser den. Og det fortæller os om den psykiske tilstand i kroppen.”

Følelser er hverken farlige eller unikke

Elias Ehlers er i dag helt medicinfri og lever et travlt liv med arbejde, børn og familie. Han har taget uddannelsen som kropsterapeut selv. Fordi, fortæller han, den her behandling kan noget særligt.

”Marcus så mig. Talte med mig. Og når jeg gik derfra, så havde jeg fået lektier for – positive lektier. Lektier, der gjorde, at jeg kunne gå hjem og arbejde med det, der var min udfordring. Det havde jeg aldrig prøvet før. Den store forskel var, at jeg synes, at han var et menneske. Han så på mig som et menneske. Og han gik ind i kampen. Det var ikke mig, der sad alene,” siger Elias Ehlers.

Læs også: Den kropsterapeutiske behandling

Og det er den oplevelse, man som kropsterapeut bærer med sig ind i behandlingen, fortæller Marcus Heller.

”Som kropsterapeut møder vi dig, der hvor du er. Det handler om din historie og det at skabe et trygt rum omkring dig. Ligeså vigtigt er det, at vi tør stå og være med det, der kommer fra klienterne. Vi er ikke bange for, at du bliver bange. Vi aktiverer og hjælper kroppens parasympatiske nervesystem. Det gør, at man kommer i en mere afslappet tilstand, når man går ud af døren, end da man kom ind. Vi giver plads til følelserne. At finde ud af, at de følelser, du har, ikke er farlige. Og de er heller ikke unikke. Rigtig mange andre har de samme følelser – fx ikke at føle sig god nok eller værdsat,” siger han og fortsætter:

”En følelse varer i fem minutter maks. Resten af tiden er det jeres hjerne, der hele tiden genererer noget for at holde den i live. Følelsen er der ikke længere. Hvis en person sagde noget til mig, der gjorde mig rigtig vred, så kan jeg i 3-5 minutter være vred. Derefter er følelsen forbi. Men jeg kan godt gå og minde mig selv om, at det var rigtig ubehøvlet, det han sagde, og det var i virkeligheden også tarveligt, og næste gang skal jeg have sagt til ham, osv. osv. Så holder jeg følelsen i live. Men man kan stoppe det efter fem minutter. Og det kan man faktisk også med angst. Efter fem minutter er det blot tankespind.”

Læs også: Blogindlæg: Der sidder så meget selvmedlidenhed i den ankel

Der er stille blandt tilhørerne, da de to fortællere holder inde.

”Er der nogle spørgsmål?” spørger Marcus Heller.

Dem er der mange af. Lokalet tømmes langsomt, men nogle flere bliver hængende. De taler med Marcus Heller og Elias Ehlers om spørgsmål, som de ikke ønskede at bringe op i plenum.

Del på facebook
Facebook
Del på linkedin
LinkedIn
Del på email
Email

Seneste indlæg

Behandling af hovedpine

Behandling af hovedpine

De fleste mennesker oplever at have hovedpine af og til. Otte ud af ti har oplevet af have ondt i hovedet i

Sådan får man en god nats søvn

Sådan kan man få en god nats søvn

Endnu en nat uden søvn eller søvn, der først indfinder sig langt ud på natten. Et hastigt blik mod vækkeuret, der snart

Scroll til toppen