Jeppe Dalsgaard, en af de tre grundlæggere af Totum Skolen for Kropsterapi, drømte om at være iværksætter. Samtidigt havde han det fantastisk i verdenen af selvudvikling og sundhed. Kombinationen af de to ting skulle vise sig at være vejen frem.

 

Da Jeppe Dalsgaard fra Snekkersten var helt ung, vidste han ikke hvad han skulle være. Det måtte dog gerne være noget med forretning.

Efter at have afsluttet HHX var den dengang 20-årige Jeppe på en jordomrejse. Han var meget optaget af sund kost og ernæring og var en stor fan af Tony Robbins, som er en amerikansk coach.

”Jeg læste hans bøger på jordomrejsen. Det var der, jeg indså, at jeg var herre over mit eget liv, og at jeg selv kunne – og skulle – skabe de forandringer, som jeg ville have. Den oplevelse var en øjenåbner, for jeg var jo i mine slut-teenage år og stadig under mine forældres vilje,” fortæller han.

Derefter startede Jeppe på Niels Brock, hvor han læste markedsføringsøkonomi, men bøgerne fængede simpelthen ikke. Jeppe droppede ud.

”Det var en svær beslutning. Min retning i livet bristede. Jeg var helt rådvild, for hvad skulle jeg så?” husker Jeppe.

Motivation uden mål

Jeppe, som i dag er 34 år og en af grundlæggerne af Totum, var med sine egen ord “vildt motiveret”, når han læste om sundhed, selvudvikling og kost. Den motivation ville han gerne arbejde med. Han oplevede, at det var nemt at læse de mange bøger og dykke ned i al den viden, som han kunne finde om kost og selvudvikling.

”Jeg havde fundet min plads uden at vide, hvad jeg skulle bruge den til,” fortæller Jeppe, mens han peger på, at når bøgerne havde mere præg af skole, var han slet ikke interesseret. Han var skoletræt og kunne ikke holde tanken om mere uddannelse ud, fordi den ikke tog ham i den retning, som han ønskede.

Derfor blev Jeppe operatør i en stor biograf, men han var slet ikke tilfreds, så han fyldte sin fritid med basketball.

”Jeg hadede mit job. Og da jeg så en dag forstuvede min ankel ved at spille basket, sygemeldte jeg mig,” fortæller han.

Forstuvet ankel

Sygemeldingen var en kærkommen pause fra arbejdet i biografen. Jeppe lå med foden oppe derhjemme, da hans svoger, som er kropsterapeut, ringede og spurgte, om han ikke lige skulle se på den der ankel.

Jeppe cyklede hen til sin svogers klinik, og anklen hævede vildt af cykelturen. Hans svoger fik arbejdet med lymfesystemet, så hævelsen forsvandt, og han trykkede, der hvor anklen gjorde allermest ondt. Og så sagde han: ”Ved du godt, at anklen hænger sammen med selvmedlidenhed?”

Det vidste Jeppe selvsagt ikke, og det skulle senere også vise sig, at det ikke var rigtigt, men blot noget som svogeren sagde, da han vidste, at Jeppe ikke var modtagelig for gode råd.

Inden for kropsterapi repræsenterer anklen ens ståsted og retning i livet, og hvor er vi på vej hen. Så Jeppes smerter i anklen var en indikation på, at han var i et job, som ingen fremtid havde.

”Dagen efter tog jeg på festival og susede rundt på krykker og glemte alt om den fod. Hvis min svoger havde givet mig gode råd, havde jeg ikke taget imod. Men han fik mig til at se, at jeg jo netop var herre over mit eget liv, og at det var selvmedlidenheden, der holdt mig fast i livet,” forklarer Jeppe.

Kropsterapi er en fremtid

Flere af Jeppes familiemedlemmer var kropsterapeuter, og kropsterapien var derfor ikke fremmed for ham.

”Jeg prøvede selv en behandling, og da klikkede det. Og da jeg så samtidigt hørte, at man kunne tage 800 kroner i timen, tænkte jeg, at det kunne man jo faktisk leve af,” fortæller Jeppe.

Den nu 23-årige Jeppe snakkede med sin far, og de blev enige om, at uddannelsen til kropterapeut kombinerede Jeppes ønsker om at hjælpe andre mennesker og samtidigt drive en forretning. Han lånte penge til uddannelsen af faren og gik i gang med at uddanne sig til kropsterapeut, samtidigt med at han beholdt jobbet i biografen. Det var langt lettere at udholde jobbet nu, fordi han havde en mål.

Skolestart
Derefter startede han på uddannelsen, blev færdiguddannet og skulle i gang med at starte den virksomhed, som han drømte om.

”Jeg levede fra hånden til munden, mens jeg forsøgte at få min virksomhed op at stå,” fortæller Jeppe om den første tid som selvstændig kropsterapeut.

Et halvt år senere stod Jeppe ved siden af Ronni Vistisen i et lokale og underviste nogle elever hos Marcus Heller.

”Det at give al min viden videre, tændte mig totalt – at jeg kunne hjælpe en masse mennesker i stor skala ved at drive skole og hjælpe behandlerne videre,” fortæller Jeppe om tilblivelsen af Totum og forløsningen af sin drøm.

I dag brænder han for at give kropsterapeuteleverne et ståsted, så alle de dygtige behandlere kan komme ud fra Totum og hjælpe en masse andre mennesker.

”Det er vigtigt, at vores elever bliver rigtigt dygtige kropsterapeuter, men vi skal også hjælpe dem med at gøre det til en holdbar forretning for dem selv. Ellers vil de ikke kunne hjælpe så mange på den lange bane,” fortæller Jeppe om den passion, som han har med til Totum Skolen for Kropsterapi hver dag.

”Det er… cirklen er komplet,” afslutter Jeppe.