Danskere er IKKE en nation af lønmodtagere. Historisk set var vi fiskere, landmænd, købmænd og håndværkere. Et arbejdsliv, der gav mening og tilpasset den enkeltes udvikling. Måske er det det, mange søger mod i dag?
En kultur af lønmodtagere. Det er sådan, man normalt beskriver den skandinaviske arbejdsstyrke. Jeg synes der sker noget i øjeblikket, som i den grad beviser det modsatte.
Som direktør på Totum Skolen for Kropsterapi oplever vi en kæmpe tilstrømning af elever for tiden. Faktisk er der så stor efterspørgsel, at vi nu udvider med skoler i Odense, Aalborg og Malmø. Dermed har vi uddannelsesinstitutioner i København, Aarhus, Odense, Aalborg og Malmø.
Hvad er det, vores studerende søger? Det er først og fremmest to ting:
Et meningsfuldt arbejdsliv, hvor man har friheden og selv er herre over egen udvikling.
En uddannelse der gør dig i stand til som behandler, at hjælpe andre til at skabe en hverdag uden smerte, stress og angt. Med andre ord: En tilværelse i balance.
Læs også: Eksamensangst? Her er kropsterapeutens bedste råd
Det er selvfølgelig ikke alle danskere – eller svenskere, som skal være selvstændige. Men hvis man ser historisk på sagen, så var vi altså nationer bygget på små selvstændige virksomheder.
Vi var landmænd, fiskere, håndværkere og købmænd. Små selvstændige, som passede og opretholdt eget liv og familie.
Der var reelt kun en kort periode af industrialiseringen, der gjorde store dele af befolkningerne til producerende lønmodtagere. Vi blev til små bitte tandhjul, der blev trukket rundt af store virksomheder og organisationer.
Konsekvensen ved at blive til et lille tandhjul i en stor maskine er desværre, at man kan miste fornemmelsen for processen og målet. Vi bliver en funktion der skal stå i maskinrummet og passe vores arbejde. Friheden og muligheden for at kunne tilpasse arbejdslivet, så det harmonere med ens udvikling og livssituation, bliver lavet om til et regelsæt formuleret og forhandlet på plads af virksomheder og fagforeninger.
Jeg skal her indskyde, at jeg bestemt holder meget af den danske model og aftalesystemet. Det er ikke der, mit forbehold ligger.
Men når vi ser så massivt mange gå ned med stress og psykiske sygdomme, som depression og angst, så er det et symptom på, at noget ikke fungerer.
Læs også: Kan vi overhovedet rumme angst og stress?
Som kropsterapeut taler man om tre elementer, der skal være på plads for at vi bevarer arbejdsglæden og gejsten.
- Udvikling. Vi skal kunne udvikle os og lære nyt. Både personlig udvikling og fagligt.
- Anerkendelse. En følelse af at vi gør det godt og vi bliver anerkendt for vores indsats.
- Økonomi. Vi skal have oplevelsen af økonomisk sikkerhed. Der kan også ligge en følelse af anerkendelse og værd i løn niveauet.
Jeg tror rigtig meget ligger i oplevelsen af, at kunne udvikle sig og have friheden til at lære nyt og mærke mening med det, man laver.
Mange af vores elever er dygtige fagfolk, som har været lønmodtagere en stor del af deres liv. Men de er kørt ned, eller også har de nået at trykke på bremsen, før de faldt. Vi ser faktisk også flere og flere unge, som direkte vælger vores uddannelse som en karrierevej, fordi de vil være selvstændige.
Er der da ikke mening i, at arbejde som social- og sundhedshjælper, at pleje landets ældre?
Masser af mening. Problemet er bare, at vi med systemer og nidkære beregningsmodeller, har pillet al selvstændighed ud af deres arbejde. Deres rolle er gået fra, at skulle tage sig af de ældre borgere, til at skulle overholde et tidsskema, hvor deres arbejdstid ned til 5 minutters intervaller er planlagt. Her står, om de skal trække støttestrømper på eller feje et gulv, om de skal bade den ældre, eller rede seng. Intet sted, står der, at de selv skal vurdere, om der er behov for et bad, eller tid til at afhjælpe med det den ældre har behov for, når de møder op. Det er ikke langt fra fabriksarbejderens ensformige arbejdsdag. Der er i hvert fald ikke skyggen af selvstændighed eller mulighed for at udvikle sig selv og lære nyt her.
