Vejen til videnskabeliggørelse

Vejen til videnskabelig- gørelse

Af Karen Johanne Pallesen, PhD (sundhedsvidenskab), cand. scient. (neurobiologi), stresscoach i Synergia.dk

Placebo-kriteriet passer dårligt til kropsterapi

I medicin kan man skjule, hvem der får “rigtig pille” og “kalkpille”. I kropsterapi kan man ikke skjule berøring, nærvær og relation, så man kan ikke lave klassiske dobbeltblindede placebo-studier. Dermed får holistiske metoder “minuspoint”, ikke fordi de ikke virker, men fordi kriteriet er designet til noget andet.

Placebo og nocebo er en del af al behandling

Tro, tryghed, håb og god relation kan aktivere kroppens selvhelende processer, mindske smerte og stress – det er ikke “støj”, men en vigtig ressource. Omvendt kan frygt og mistillid (nocebo) forværre symptomer. Mindset og relation er derfor integrerede dele af effekten, også i kropsterapi.

”Aktive komponenter” kan ikke skilles ad på samme måde som i medicin

I medicin er den aktive komponent et stof i en dosis. I holistisk behandling er “pakken” en kombination af berøring, åndedræt, kropsbevidsthed, samtale, relation og rammer – de virker i samspil, og hvis man splitter dem ad, ødelægger man selve metoden.

Forskning i holistiske metoder findes – men kræver andre mål

Der laves allerede mange studier med før-/eftermålinger på trivsel, stress, fysiologiske mål, kognition og hjernescanninger, ofte kombineret med interviews. Nye spørgeskemaer som MAIA, BAQ, SBC og BPQ forsøger at måle kropsbevidsthed, interoception og følelsesregulering – netop de områder, Totum Kropsterapi ønsker at påvirke. Derfor er det afgørende at vælge målemetoder, der faktisk fanger de forandringer, kropsterapi sigter mod.

Kropsterapiens plads i fremtidens evidensbaserede behandling

Relevansen for kropsterapi er stor, fordi hele feltet står midt i en bevægelse fra “erfaringsbaseret” til også at blive dokumenteret og forklaret med videnskabelige metoder. Når vi diskuterer placebo, aktive komponenter og nye målemetoder, handler det i praksis om kropsterapiens mulighed for at blive taget alvorligt på linje med mere konventionelle behandlinger – uden at miste sin holistiske kerne. For Totum Kropsterapi betyder det blandt andet:
  • At vi kan synliggøre effekter, som klienterne allerede oplever, f.eks. mindre smerte, lavere stress og bedre kontakt til kroppen.
  • At vi får et fagligt sprog for centrale elementer som kropsbevidsthed, interoception og følelsesregulering – eksempelvis gennem skalaer som MAIA, BAQ, SBC og BPQ.
  • At vi kan forstå placebo ikke som “fusk”, men som en kraftfuld selvhelende ressource, der aktiveres gennem tryg relation, nærværende berøring og meningsfuld rammesætning.
  • At vi kan indgå mere kvalificeret i tværfagligt samarbejde med andre behandlere og sundhedsprofessionelle.
Kort sagt: Når vi forholder os kritisk og konstruktivt til de videnskabelige kriterier, bliver kropsterapi ikke reduceret – den bliver tydeligere. Det giver bedre muligheder for udvikling af metoden, forankring i sundhedssystemet og stærkere argumenter for, hvorfor arbejdet med kroppen er centralt for menneskers heling og trivsel.
Se kort resumé her
Indhold
    Add a header to begin generating the table of contents

    Ikke kun medicin, men også holistiske metoder som kropsterapi bliver nu undersøgt videnskabeligt – både med tal, målinger og menneskers fortællinger. Når de skal passe ind i klassiske evidenskriterier, opstår der dog udfordringer, især omkring placebo og krav om “aktive komponenter”.

    I dag er det ikke længere kun klassiske medicinske behandlinger, der bliver undersøgt med videnskabelige metoder.

    Også de såkaldte komplekse, komplementære eller holistiske behandlingsformer – herunder kropsterapi – er i stigende grad genstand for systematiske studier, hvor man forsøger at måle deres effekt både kvalitativt (gennem interviews, beskrivelser, oplevelser) og kvantitativt (gennem tal, spørgeskemaer, fysiologiske målinger osv.).

    Hvis disse behandlingsformer skal have stemplet “evidensbaseret”, skal de leve op til en række konventionelle kvalitetskriterier, der oprindeligt er udviklet til at vurdere mere “enkle” behandlinger, typisk medicin. Netop her opstår der en række udfordringer: kriterierne er ikke altid udviklet til – eller velegnede til – metoder, hvor relation, berøring, tid, kontekst, klientens aktive medvirken og hele den kropslige oplevelse er en del af selve behandlingen. Dermed risikerer vi, at vigtig viden om disse metoder bremses eller undervurderes.

    Nedenfor udfoldes to centrale problemfelter: placebokriteriet og kravet om at identificere “aktive komponenter” i komplekse interventioner.

    Når evidens møder kropsterapi

    Placeboeffekten beskriver den forbedring, der opstår gennem klientens forventning og tillid – ikke gennem selve stoffets eller teknikkens mekaniske virkning. I lægemiddelforskning forsøger man at filtrere denne effekt fra via randomiserede, dobbeltblindede forsøg med ”rigtig” behandling og kalkpille. For holistiske metoder som kropsterapi er dette næsten umuligt, fordi berøring, relation og klientens medvirken ikke kan skjules, og derfor passer placebokriteriet dårligt til denne type behandling.

    Placeboeffekten defineres ofte som en positiv behandlingseffekt, der primært skyldes patientens eller klientens forventning til behandlingen og/eller tilliden til behandleren – snarere end selve behandlingens “mekaniske” virkning på kroppen. I den konventionelle lægemiddelforskning har denne effekt i mange år været betragtet som uønsket støj, fordi den gør det sværere at isolere og dokumentere den rene farmakologiske virkning af et præparat. I et klassisk medicinsk forsøg ønsker man at vise, at det er selve interventionens direkte påvirkning af dysfunktionelle fysiologiske processer (f.eks blodtryk, inflammation, smertesystemer), der skaber bedring – og ikke blot troen på, at interventionen virker. Derfor arbejder man ofte med randomiserede kontrollerede forsøg, hvor deltagerne tilfældigt fordeles til at modtage enten:
    • Den “rigtige” behandling
    • En placebo – typisk en “kalkpille” uden aktivt stof
    Når hverken deltagerne eller forskerne ved, hvem der får hvad (dobbeltblindet design), kan man sammenligne effekterne i de to grupper og vurdere, hvor stor en del af forbedringen der kan tilskrives den aktive medicin – og hvor stor en del, der “bare” skyldes placebo. At kunne vise en effekt, der klart rækker ud over placebo, er et klassisk kvalitetsstempel i konventionel medicinsk forskning. Placebokrav i en kropslig verden Holistiske behandlingsformer – som Totum Kropsterapi – bygger grundlæggende på, at klienten er informeret, til stede og medskabende i processen. Man kan ikke “snyde” klienten til at tro, at der ikke foregår en behandling, når kroppen tydeligt mærker berøring, bevægelse og kontakt. Det gør det praktisk talt umuligt at lave et stringent lodtrækningsforsøg, hvor:
    • Den ene gruppe får en “ægte” Totum kropsbehandling
    • Den anden gruppe får en “falsk” eller “placebo” Totum behandling, som føles helt ens, men ikke indeholder de “rigtige” elementer
    Selv hvis man forsøgte, ville klienterne ofte kunne fornemme forskellen på nærværende, kompetent berøring og en kunstig “tom” berøring. Dermed bryder selve forsøgsdesignet sammen, og placebokriteriet kommer til automatisk at give minuspoint til de holistiske metoder – ikke fordi de ikke virker, men fordi kriteriet er udviklet til en helt anden type intervention.

    Placebokriteriet kommer til automatisk at give minuspoint til de holistiske metoder – ikke fordi de ikke virker, men fordi kriteriet er udviklet til en helt anden type behandling.

    Placebo som en ressource

    Placebo kan ses som en positiv ressource, hvor tro, tryghed og håb aktiverer kroppens selvhelende processer, mindsker smerte og stress og styrker samarbejdet. Modsætningen nocebo viser, hvordan frygt og mistillid kan forværre symptomer, fordi forventninger og relation påvirker direkte kroppen.

    I stedet for udelukkende at bruge placebokriteriet til at underkende komplementære metoder, bliver det mere frugtbart at spørge: Hvad er det egentlig placeboeffekten viser?

    Hvis en behandling – f.eks kropsterapi – kan aktivere klientens egen tro på bedring, oplevelse af tryghed, håb og mening, og dette i sig selv sætter gang i kroppens selvhelende processer, er det så ikke en værdifuld behandlingskomponent?

    I dag undersøges placebo i stigende grad i sin egen ret som en positiv faktor, der kan:

    • Reducere smerte
    • Sænke stressniveauer
    • Forbedre behandlingsalliance og motivation
    • Understøtte langvarige ændringer i adfærd og livsstil

    Parallelt hermed er noceboeffekten – den negative “søster” til placebo – blevet tydeligere: Når forventningerne er præget af frygt, mistillid eller negative prognoser, kan symptomer forværres, og behandlingsudbyttet forringes. I dag anerkendes det, at både placebo og nocebo spiller en rolle i alle former for behandling, også medicinsk.

    Vores mindset, forventninger og relation til behandleren er ikke et ekstra lag ovenpå behandlingen – de er en integreret del af, hvordan kroppen reagerer.

    Aktive komponenter – hvad er det egentlig, der virker?

    Et andet forskningskriterium handler om at finde de “aktive komponenter” i en behandling – altså hvad skaber effekten. Det giver mening ved medicin, men i holistisk behandling virker elementerne sammen, så berøring, åndedræt, relation og rammer ikke kan skilles ad.

    Et andet klassisk kvalitetskriterium i sundhedsvidenskabelig forskning er kravet om at identificere de såkaldte aktive komponenter i en behandling. Man vil gerne kunne svare på spørgsmål som:

    • Hvilke konkrete elementer i behandlingen skaber effekten?
    • Hvilke elementer virker mest – og kan måske prioriteres?
    • Hvilke elementer kunne man undvære, uden at effekten forringes?

    Denne tankegang giver god mening i forhold til f.eks medicin, hvor den aktive komponent er et veldefineret stof i en bestemt dosis. Men i holistiske behandlinger er situationen en anden.

    Her kan “pakken” bestå af:

    • Berøring og manuel behandling
    • Arbejde med åndedræt og kropsbevidsthed
    • Samtale, spejling og mental afklaring
    • Tryg, regulerende kontakt mellem behandler og klient
    • Rammer, struktur, tid og gentagelse

    Hele ideen er, at disse elementer spiller sammen og understøtter hinanden på måder, der kan være svære at skille ad uden samtidig at ødelægge selve behandlingens natur.

    Hvordan måler man effekter af  holistiske behandlinger?

    På trods af udfordringerne findes der efterhånden mange studier af holistiske behandlinger, hvor man måler effekter før og efter med spørgeskemaer, fysiologiske mål, kognitive tests og hjernescanninger. Nye design kombinerer tal med interviews, så klienternes egne oplevelser også tæller.

    På trods af disse udfordringer er der i dag publiceret en lang række studier af holistiske behandlinger, hvor man måler effekter ved at sammenligne forskellige markører for virkning før og efter behandlingen.

    Sådanne virknings-mål kan f.eks omfatte:

    • Validerede spørgeskemaer
    • Trivsel, livstilfredshed, stressniveau, robusthed, angst, depression m.m.
    • Psykofysiologiske mål
    • Blodtryk, puls, hjertevariabilitet, elektrodermiske reaktioner (hudledning), vejrtrækning
    • Psykometriske tests
    • Opmærksomhed, hukommelse, mental fleksibilitet
    • Mål for hjernefunktion og -anatomi

    f.eks via EEG eller neuroimaging, hvor man undersøger ændringer i aktivitetsmønstre eller netværk

    Der udvikles løbende nye forskningsdesigns og målemetoder, som er bedre tilpasset holistiske behandlinger. Mange studier kombinerer f.eks kvantitative målinger med kvalitative interviews, hvor klienternes egne erfaringer får plads.

    Kropsbevidsthed, følelser og nye spørgeskemaer

    I takt med, at krop-psyke-sammenhænge er kommet højere på den sundhedsvidenskabelige dagsorden, er der også opstået et behov for bedre at kunne måle noget så “uhåndgribeligt” som kropsbevidsthed, interoception (fornemmelsen af indre kropslige signaler) og følelsesmæssig regulering.

    Dette har ført til udviklingen af en række nye spørgeskemaer, som f.eks:

    • Multidimensional Assessment of Interoceptive Awareness (MAIA) – måler forskellige aspekter af kropslige fornemmelser, f.eks evnen til at mærke kroppen, ikke-dømmende opmærksomhed og evnen til at regulere følelser gennem kropslig kontakt.
    • Body Awareness Questionnaire (BAQ) – fokuserer på, hvor opmærksom en person er på subtile kropslige fornemmelser, som kan afspejle både helbred og følelsesmæssig tilstand.
    • Scale of Body Connection (SBC) – undersøger både følelsen af forbindelse til kroppen og oplevelsen af kropslig fremmedgjorthed eller “afkobling”.
    • Body Perception Questionnaire (BPQ) – relaterer sig bl.a. til det autonome nervesystem og registrerer, hvordan personer oplever indre kropslige tilstande og aktivering.

    For Totum Kropsterapi er netop sådanne mål relevante, fordi behandlingen sigter mod at styrke kropsbevidsthed, regulere nervesystemet og skabe bedre kontakt mellem følelser, krop og bevidsthed. Når man vælger metoder til at undersøge effekterne af Totum Kropsbehandling, er det derfor vigtigt at spørge: Hvilke mål fanger bedst det, vi faktisk forventer at påvirke?

    Kropsterapiens plads i fremtidens evidensbaserede behandling

    Relevansen for kropsterapi er stor, fordi hele feltet står midt i en bevægelse fra “erfaringsbaseret” til også at blive dokumenteret og forklaret med videnskabelige metoder. Når vi diskuterer placebo, aktive komponenter og nye målemetoder, handler det i praksis om kropsterapiens mulighed for at blive taget alvorligt på linje med mere konventionelle behandlinger – uden at miste sin holistiske kerne. For Totum Kropsterapi betyder det blandt andet:
    • At vi kan synliggøre effekter, som klienterne allerede oplever, f.eks. mindre smerte, lavere stress og bedre kontakt til kroppen.
    • At vi får et fagligt sprog for centrale elementer som kropsbevidsthed, interoception og følelsesregulering – eksempelvis gennem skalaer som MAIA, BAQ, SBC og BPQ.
    • At vi kan forstå placebo ikke som “fusk”, men som en kraftfuld selvhelende ressource, der aktiveres gennem tryg relation, nærværende berøring og meningsfuld rammesætning.
    • At vi kan indgå mere kvalificeret i tværfagligt samarbejde med andre behandlere og sundhedsprofessionelle.
    Kort sagt: Når vi forholder os kritisk og konstruktivt til de videnskabelige kriterier, bliver kropsterapi ikke reduceret – den bliver tydeligere. Det giver bedre muligheder for udvikling af metoden, forankring i sundhedssystemet og stærkere argumenter for, hvorfor arbejdet med kroppen er centralt for menneskers heling og trivsel.

    Litteratur

    Mehling, W.E., Price, C., Daubenmier, J., Acree, M., Bartmess, E. & Stewart, A. (2012) ‘The Multidimensional Assessment of Interoceptive Awareness (MAIA)’, PLoS ONE, 7(11), e48230.

    Price, C. & Thompson, E.A. (2007) ‘Measuring dimensions of body connection: Body awareness and bodily dissociation’, Journal of Alternative and Complementary Medicine, 13(9), pp. 945–954.

    Shields, S.A., Mallory, M.E. & Simon, A. (1989) ‘The Body Awareness Questionnaire: Reliability and validity’, Journal of Personality Assessment, 53(4), pp. 802–815.

    Porges, S.W. (1993) Body Perception Questionnaire (BPQ). Manual. Laboratory of Developmental Assessment, University of Maryland, College Park, MD.

    Indtast søgeord og tryk enter for at søge