Vi mennesker forsøger hele tiden at forstå det, vi oplever, og at handle passende på det. Længe har vi troet, at vores følelser, tanker og reaktioner primært udspringer af bevidste, rationelle vurderinger. I dag ved vi, at det kun er en lille del af sandheden (f.eks. Damasio, 1994; Barrett, 2017).
Store dele af vores adfærd styres af ubevidste processer i nervesystemet. Freud var blandt de første til at tale om ubevidste kræfter, og moderne hjerneforskning har på mange måder bekræftet, at han havde fat i noget – om end billedet er langt mere nuanceret, end man dengang forestillede sig (Freud, 1915; Solms, 2019).
Et enkelt eksempel: Du står midt i et lokale og er optaget af noget helt andet, da du pludselig hører dit navn i en samtale bag dig. Øjeblikkeligt bliver din opmærksomhed fanget, og kroppen geares automatisk op. Det sker, før du når at tænke over det. Dit nervesystem har ubevidst sorteret i lydene omkring dig og vurderet, at netop lydene, der matcher dit navn, er vigtige. Først bagefter registrerer du bevidst, at du er blevet mere opmærksom, og kan vælge, om du vil reagere på det eller ej (Porges, 2018; Damasio, 1999).
Denne ubevidste ”vagtcentral” i nervesystemet regulerer konstant vores indre tilstand – puls, vejrtrækning, muskelspænding og energiniveau – uden at vi opdager det. Den gør kroppen mere eller mindre klar til handling, og først derefter bliver vi bevidste om, hvordan vi har det, og sætter ord på: ”Jeg er nervøs”, ”jeg er glad”, ”jeg er nysgerrig”. De kropslige reaktioner kommer altså før den bevidste oplevelse (Damasio, 1994; Barrett, 2017).
Forskning tyder på, at op mod 90 % af alle de signaler, der kommer ind gennem sanserne, aldrig når vores bevidsthed. Nervesystemet sorterer fra og tolker på et ubevidst plan, før vi overhovedet får lov til at ”se filmen” (LeDoux, 1996; Koch, 2012).
Denne ubevidste bearbejdning kaldes nogle steder for neuroception: hjernens automatiske vurdering af, om noget er sikkert, truende eller ligegyldigt (Porges, 2004, 2011). På baggrund af den vurdering tilpasses den autonome tilstand – vi geares op eller ned.
Når vi taler om, at kroppen ”kommer op i gear på et splitsekund”, handler det altså om ubevidste lag af det, vi kender som følelser og stress (McEwen, 2002; Porges, 2018).
Stress – når kroppen går ud af balance
Stress fylder meget i samtaler om trivsel og sundhed. Kronisk stress er forbundet med udmattelse, øget risiko for sygdom, kognitive problemer og en lang række psykiske og fysiske symptomer (McEwen, 2002; Daugherty, 2019). Det giver derfor god mening at forstå, hvad stress egentlig er.
Sætter vi psykologisk, neurobiologisk og sundhedsvidenskabelig viden sammen, kan stress beskrives som en tilstand af emotionel og fysiologisk uligevægt. Kroppen er kommet ud af balance, og nervesystemet forsøger at beskytte os ved at omfordele energiressourcerne (Selye, 1956; Porges, 2018).
I dag taler man mindre om ”kamp-flugt” og mere om mobilisering. Det handler nemlig ikke kun om at kæmpe eller flygte, men bredt om den energimæssige oprustning, der gør os klar til at handle – også i situationer hvor vi ikke oplever akut fare. Mobilisering er én form for stressrespons. Andre mulige reaktioner er immobilisering (frysreaktionen) og sociale strategier såsom at søge støtte eller samarbejde. Alle tre kan ses som forskellige måder, nervesystemet forsøger at sikre vores overlevelse på (Porges, 2011, 2018).
En mere udførlig definition af stress kan derfor være:
Stress er en tilstand af emotionel og fysiologisk uligevægt, som ansporer til selvbeskyttelse gennem ubevidst tilpasning af energiressourcerne i kroppen.
Denne forståelse bygger på en syntese af klassiske og nyere bidrag til stressforskningen (Selye, 1956; McEwen, 2002; Daugherty, 2019; Porges, 2018).
Når vi bliver bevidste om, at vi er stressede, skyldes det, at de underliggende processer har fået en vis styrke. Den indre uligevægt er blevet så stor, at den presser sig op til overfladen som uro, bekymringer, søvnbesvær, irritabilitet eller træthed. Men selve reguleringen af kroppen foregår hele tiden – også når vi føler, at vi ”har det fint” (McEwen, 2002).
Stress handler ikke kun om kamp-flugt, men om mobilisering, frys eller sociale strategier som at søge hjælp. Kroppen forsøger ubevidst at beskytte sig og spare på energi.
Følelser som rationelle signaler
Som mennesker opfatter vi følelser fra vores kroppe, der relaterer sig til vores velvære, vores energi- og stressniveau, vores humør og vores temperament. Hvordan oplever vi disse følelser? Gennem århundreder er følelser blevet betragtet som noget irrationelt, noget der skal “tøjles”. Denne opgave, mente man, blev løst af den præfrontale hjernebark, som er et af de evolutionært nyeste områder i hjernen.
Betragtet fra nervesystemets perspektiv er historien dog en anden.Det er en stærk teori, som idag underbygges af omfattende forskning, at følelsestilstande er centrale for vores bevidsthed og beslutningstagning. Følelser kan beskrives som rationelle markører i perspektiv af kroppens primitive behov for selvbeskyttelse.
I mange år har vi både inden for forskningen og i den almindelige populistiske forståelse opereret med seks såkaldte “grundfølelser”, nemlig glæde, vrede, sorg, overraskelse, frygt og afsky. Vi har troet, at disse seks følelser var biologisk forankrede, med karakteristiske ansigtsudtryk på tværs af kulturer. Implikationen er, at en grundfølelse opstår spontant i mødet med bestemte stimuli (Ekman, 1975). Trods den brede anerkendelse af teorien, er den i nyere tid blevet tilbagevist, særligt af forskergruppen omkring professor Lisa Feldman Barrett, som er en af verdens pt. mest citerede hjerneforskere.
Nye undersøgelser med stringente paradigmer har vist, at mennesker ikke er i stand til at genkende de følelser, der gemmer sig bag ansigtsudtryk, med mindre udtrykkene er karikerede eller kulturelt betingede, med undtagelse af når vi møder et ægte smil og latter (Barrett, 2017). Ligeledes findes der ikke bestemte aktivitetsmønstre i hjernen, der aktiveres hver gang vi f.eks. er bange. Istedet er enhver følelsesmæssig oplevelse baseret på et unikt mønster af aktivitet i krop og hjerne, som skabes gennem fortolkning af kropslige fornemmelser i sammenhæng med individets erfaring, kontekst og kultur. Eksempel på at vores følelser er baseret på hjernens fortolkning: En hurtig puls kan tolkes som angst, ophidselse eller glæde, afhængigt af situationen.
Følelser informerer os – allerede på det ubevidste plan og i enhver situation – om bestemte informationers væsentlighed og hjælper os med at forstå: hvad der er vigtigt, hvordan vi har det, og hvordan vi skal handle. Følelser er meningsbærere i vores ubevidste og bevidste oplevelser og funktionelle elementer i det stresssignal, som modulerer kroppens energimetabolisme (f.eks. Damasio, 1994; Barrett, 2017, 2021).
Interoception – at sanse kroppens indre
Et centralt begreb i forståelsen af følelser og stress er interoception – vores sansning af kroppens indre tilstand. Interoceptive signaler fortæller hjernen om blandt andet hjerteslag, mavefornemmelser, åndedræt og muskelspænding (Craig, 2002).
Disse signaler sendes blandt andet gennem vagusnerven og integreres i hjernen i netværk, der hele tiden vurderer, hvad der kræver opmærksomhed. Et af de vigtigste netværk hedder salience netværket og fungerer som en slags indre radar for, hvad der er vigtigt lige nu – både i kroppen og i omgivelserne (Seeley et al., 2007). I samspil med andre netværk danner dette grundlag for vores subjektive følelser, selvoplevelse og bevidste tanker (Barrett & Simmons, 2015).
Når de interoceptive sanseoplevelser er svage, skaber de typisk brede stemninger som velbehag eller ubehag. Når de bliver mere intense, kan de danne basis for klart afgrænsede følelser, som vi lægger mærke til og forsøger at sætte ord på: ”overrasket”, ”forarget”, ”lettet”, ”rasende” (Barrett, 2017).
Hjernens egenaktivitet
Tidligere troede man, at hjernen nærmest ”slukkede”, når vi ikke var optaget af konkrete opgaver. I dag ved vi, at hjernen er aktiv hele tiden. Den scanner konstant både det indre og det ydre miljø for forandringer (Raichle, 2010).
Denne egenaktivitet foregår i såkaldte intrinsiske netværk. Et af de mest kendte er Default Mode Network (DMN), der især er aktivt, når vi vender opmærksomheden indad – dagdrømmer, tænker på os selv, forestiller os fremtiden eller genkalder fortiden. Når vi retter fokus mod en krævende opgave, dæmpes DMN-aktiviteten, og andre netværk tager over (Raichle et al., 2001).
Selvom man skelner mellem hjernens netværk og det perifere nervesystem, er der konstant kommunikation mellem hjerne og krop. Kroppens tilstand påvirker netværksaktiviteten – og omvendt.
Interoception er altså en vigtig del af den måde, hjernen organiserer både tanker, følelser og handlinger på (Craig, 2002; Barrett & Simmons, 2015).
Ubevidste følelser i hverdagen
Ubevidste følelsesmæssige spor viser sig i hverdagen som mavefornemmelser, pludseligt ubehag eller uventet lettelse. Små triggere kan vække gamle mønstre, så vi reagerer kraftigt, før vi når at forstå hvorfor – og bagefter opfinder rationelle forklaringer.
Ubevidste følelsesmæssige processer påvirker os langt mere, end vi normalt tror.
Forestil dig, at du møder et nyt menneske og uden nogen åbenlys grund mærker modvilje eller afstand.
Du kalder det måske en ”mavefornemmelse” og forsøger bagefter at finde en rationel forklaring. I virkeligheden kan det handle om ubevidste emotionelle associationer til tidligere oplevelser, som kroppen genkender, før du selv gør (LeDoux, 1996; Scherer, 2009).
Det kan også være en positiv oplevelse: Du går ned ad gaden og overvældes pludselig af velvære. Først senere opdager du duften fra et nymalet plankeværk, der minder dig om trygge barndomssomre. Kroppen har mobiliseret energi i en kontekst af behag.
Når de følelsesmæssige associationer til tidligere oplevelser er stærke, kan de udløse reaktioner, som virker ude af proportioner med den aktuelle situation. Måske har du oplevet at have et alvorligt sygt barn og senere, mange måneder eller år efter, stadig fare op, når du hører en ambulance i nabolaget. Den gamle, stærke association aktiveres lynhurtigt, og kroppen overmandes af behovet for at handle (LeDoux, 1996).
I sådanne situationer bliver det tydeligt, at vores reaktioner i høj grad styres af ubevidste processer, og at vores bevidste forklaringer ofte er efterrationaliseringer (Barrett, 2017; Damasio, 1994).
Fortolkning, coping og personlig arv
Vi har alle prøvet at misforstå en situation og reagere på måder, der ikke helt passer til virkeligheden. Psykologen Richard Lazarus var en af dem, der tidligt beskrev, hvordan både bevidste og ubevidste fortolkningsprocesser spiller ind på, om noget føles stressende (Lazarus, 1966).
Ifølge hans stress- og copingteori opstår stress ikke kun på grund af ydre begivenheder, men i høj grad på grund af den måde, vi fortolker dem på: Vurderer vi situationen som truende, og oplever vi, at vores ressourcer ikke rækker, stiger stressen (Lazarus & Folkman, 1984). Senere neurovidenskab har vist, at disse vurderinger i vidt omfang er bundet til de kropslige og emotionelle processer, der foregår uden for bevidstheden (Porges, 2018; Barrett, 2017).
Ud over vores fælles, evolutionære ”nervesystem-arv” bærer vi også hver især en personlig arv med os. Vores tidlige erfaringer sætter spor i nervesystemet og påvirker, hvilke signaler der vækker stærke reaktioner senere i livet.
Ikke mindst når vi ikke er opmærksomme på de mekanismer, kan de styre vores fortolkninger og valg i nuet (Schore, 2012; Siegel, 2012).
Kobling til kropsterapi
Når så stor en del af vores følelser, stressreaktioner og valg styres af ubevidste processer i nervesystemet, giver det mening, at vejen til forandring ikke kun går gennem tanker og samtale.
I kropsterapi arbejder vi direkte med den del af systemet, som regulerer puls, åndedræt, muskelspænding og energiniveau – altså samme ”vagtcentral”, som ubevidst vurderer, om vi er i sikkerhed eller ej.
Gennem berøring, pulsering af bindevæv, arbejde med led og muskulatur samt guidet vejrtrækning sendes der nye interoceptive signaler til hjernen. Det giver nervesystemet konkrete erfaringer af, at kroppen kan være aktiveret og samtidig tryg, eller at den kan slippe ud af frys og kollaps uden fare. På den måde påvirkes de samme autonome mekanismer, som ligger bag stress, mobilisering og ubevidste følelsesmæssige reaktioner.
En central del af kropsterapi er at styrke interoception – evnen til at sanse kroppens indre. Når klienten guides til at mærke hjerteslag, åndedræt, spændinger og små impulser til bevægelse, bliver de diffuse ”stemninger” mere tydelige og differentierede: Er det egentlig uro, sorg, skam, grænser eller træthed, kroppen fortæller om? Det øger muligheden for at reagere anderledes, før stressen løber af med os.
Den trygge relation til behandleren fungerer samtidig som en form for social regulering. Terapeutens nærvær, stemmeføring og tempo giver nervesystemet nye erfaringer af at være sammen med et andet menneske, mens kroppen er i følelsesmæssig bevægelse. Det kan gradvist omskrive gamle mønstre, hvor kroppen tidligere har koblet bestemte sensationer med fare, og i stedet forbinde dem med kontakt, støtte og handlemuligheder.
Kropsterapi kan derfor blandt andet:
- Påvirke balancen mellem sympatisk ”oppe i gear”-tilstand og parasympatisk ro og restitution
- Styrke interoception og kropsbevidsthed, så tidlige stress- og følelsessignaler opdages og forstås
- Løsne kroniske spændings- og beskyttelsesmønstre forbundet med mobilisering, frys eller kollaps
- Skabe trygge, kropslige erfaringer med at mærke og udtrykke følelser, der før var ubevidste eller overvældende
- Øge oplevelsen af handlekraft ved at give klienten simple kropslige redskaber til selvregulering i hverdagen
På den måde bliver kropsterapi et praktisk laboratorium for nervesystemet: Et sted hvor viden om ubevidst adfærdsstyring, følelser og stress omsættes til konkret, kropsligt forankret forandring.
Litteratur
Barrett, L.F., 2017. How Emotions Are Made: The Secret Life of the Brain. Boston, MA: Houghton Mifflin Harcourt.
Barrett, L.F., 2021. Seven and a Half Lessons About the Brain. New York, NY: Mariner Books.
Barrett, L.F. & Simmons, W.K., 2015. Interoceptive predictions in the brain. Nature Reviews Neuroscience, 16(7), pp.419–429.
Craig, A.D., 2002. How do you feel? Interoception: the sense of the physiological condition of the body. Nature Reviews Neuroscience, 3(8), pp.655–666.
Damasio, A.R., 1994. Descartes’ Error: Emotion, Reason, and the Human Brain. New York, NY: Putnam.
Damasio, A.R., 1999. The Feeling of What Happens: Body and Emotion in the Making of Consciousness. New York, NY: Harcourt Brace.
Daugherty, A.K., 2019. Unstressed: How Somatic Awareness Can Transform Your Body’s Stress Response and Build Emotional Resilience. Oakland, CA: New Harbinger Publications.
Freud, S., 1915. The unconscious. In J. Strachey (ed.), The Standard Edition of the Complete Psychological Works of Sigmund Freud, Vol. 14. London: Hogarth Press.
Koch, C., 2012. Consciousness: Confessions of a Romantic Reductionist. Cambridge, MA: MIT Press.
Lazarus, R.S., 1966. Psychological Stress and the Coping Process. New York, NY: McGraw-Hill.
Lazarus, R.S. & Folkman, S., 1984. Stress, Appraisal, and Coping. New York, NY: Springer Publishing Company.
LeDoux, J.E., 1996. The Emotional Brain: The Mysterious Underpinnings of Emotional Life. New York, NY: Simon & Schuster.
McEwen, B.S. & Lasley, E.N., 2002. The End of Stress As We Know It. Washington, DC: Joseph Henry Press/Dana Press.
Porges, S.W., 2004. Neuroception: A subconscious system for detecting threats and safety. Zero to Three, 24(5), pp.19–24.
Porges, S.W., 2011. The Polyvagal Theory: Neurophysiological Foundations of Emotions, Attachment, Communication, and Self-Regulation. New York, NY: W.W. Norton & Company.
Porges, S.W., 2018. Polyvagal theory and the quest for safety. In: (overordnet reference til nyere polyvagal-publikation; kan præciseres efter behov i din samlede litteraturliste).
Raichle, M.E., 2010. The brain’s dark energy. Scientific American, 302(3), pp.44–49.
Raichle, M.E., MacLeod, A.M., Snyder, A.Z., Powers, W.J., Gusnard, D.A. & Shulman, G.L., 2001. A default mode of brain function. Proceedings of the National Academy of Sciences, 98(2), pp.676–682.
Scherer, K.R., 2009. The dynamic architecture of emotion: Evidence for the component process model. Cognition and Emotion, 23(7), pp.1307–1351.
Schore, A.N., 2012. The Science of the Art of Psychotherapy. New York, NY: W.W. Norton & Company.
Seeley, W.W., Menon, V., Schatzberg, A.F., Keller, J., Glover, G.H., Kenna, H., Reiss, A.L. & Greicius, M.D., 2007. Dissociable intrinsic connectivity networks for salience processing and executive control. Journal of Neuroscience, 27(9), pp.2349–2356.
Selye, H., 1956. The Stress of Life. New York, NY: McGraw-Hill.
Selye, H., 1974. Stress Without Distress. Philadelphia, PA: J.B. Lippincott.
Siegel, D.J., 2012. The Developing Mind: How Relationships and the Brain Interact to Shape Who We Are, 2nd ed. New York, NY: Guilford Press.
Solms, M., 2019. The hard problem of consciousness and the free-energy principle. Psychoanalytic Perspectives