Den cartesianske arv handler om, at krop og psyke ses som adskilte. Det har formet både moderne medicin og vores egen måde at forstå helbred på.
Fra Descartes til moderne biomedicin
Descartes’ skelnen mellem krop og sjæl blev fundament for den biomedicinske model, hvor sygdom forstås som noget primært fysisk.
Descartes ville skabe klar viden og ren naturvidenskab. For at gøre det “rent” adskilte han sindet fra kroppen: lægekunsten skulle tage sig af kroppen, teologi og filosofi af sjæl og bevidsthed. Denne opdeling blev senere vævet ind i den biomedicinske model, hvor sygdom først og fremmest forstås som fejl i organer, væv eller biokemi (Engel, 1977).
Denne tænkning har givet enorme fremskridt: vacciner, antibiotika, kirurgi, avanceret billeddiagnostik. Men den har også en bagside. Kroppen bliver let reduceret til et reparationsprojekt, hvor lægen “fixer” et organ, uden nødvendigvis at se menneskets livssituation, relationer, følelser og erfaringer som en integreret del af helbredet (Engel, 1977).
Vi har arvet et sundhedssyn, hvor krop og sind tænkes som adskilte. Det har styrket den naturvidenskabelige medicin, men gjort det sværere at forstå og behandle komplekse tilstande, hvor krop, følelser og livsomstændigheder hænger tæt sammen.
Specialer, systemer og silotænkning
Det cartesianske sundhedssyn viser sig i et stærkt opsplittet sundhedssystem, hvor vi ofte behandles som dele frem for som hele mennesker.
I dagens sundhedsvæsen fordeles vi mellem specialer: kardiologi, neurologi, psykiatri, gastroenterologi og så videre. Opdelingen er fagligt nødvendig, men den afspejler også den cartesianske arv: kroppen behandles ét organ ad gangen, og psyken placeres i et separat system.
Konsekvenserne bliver tydelige, når mennesker har komplekse, sammensatte tilstande – for eksempel kroniske smerter, længerevarende stress, træthed, søvnproblemer og diffuse kropslige symptomer på samme tid. Patienter kan opleve at blive sendt rundt mellem specialer, hvor hvert organ undersøges grundigt, uden at nogen samler trådene og ser hele mennesket.
I dansk og international forskning på funktionelle somatiske tilstande (funktionelle lidelser) peger man netop på, at begreber som “medicinsk uforklarede symptomer” er barn af en dualistisk tænkning, hvor man leder efter en ren fysisk forklaring – og hvis man ikke finder den, risikerer patienten at blive opfattet som “psykisk” (Fink et al., 2008; Petersen et al., 2021).
Konsekvenser for behandling af komplekse tilstande
Kroniske smerter er et tydeligt eksempel. Nyere forskning viser, at kronisk smerte ofte indebærer ændringer i nervesystemets måde at bearbejde signaler på (central sensibilisering) og påvirkes af både tidligere belastninger, aktuelle følelser, forventninger, relationer og livsvilkår (Adams & Turk, 2015; Edwards, 2016; Kovačević et al., 2024).
Hvis man kun leder efter en “mekanisk” forklaring i muskler og led, risikerer man, at relevante psykologiske og sociale faktorer overses. Det kan betyde, at patienter får gentagne, tunge udredninger, smertestillende medicin og måske operationer med begrænset effekt – mens de faktisk har brug for et integreret forløb, der kombinerer kropslig behandling, viden om smerte, støtte til følelsesregulering og justering af hverdagsliv og belastninger (Adams & Turk, 2015; Edwards, 2016).
Det samme gælder funktionelle lidelser som irritabel tyktarm, kronisk træthed og udbredte smerter, hvor man ofte ikke finder tydelige vævsforandringer, men hvor symptomerne alligevel er meget invaliderende. Her peger nyere modeller på, at biologiske, psykologiske og sociale faktorer væver sig tæt sammen – og at hele dette mønster må medtænkes i behandlingen (Fink et al., 2008; Petersen et al., 2021).
Når sundhedssystemet primært er indrettet efter den cartesianske arv, bliver disse patienter let “hjemløse”: de er for syge til at sendes hjem uden hjælp, men passer dårligt ind i en model, der kræver en entydig fysisk diagnose.
Konsekvenser for vores egen helbredforståelse
Vi bærer den cartesianske arv med os i vores selvforståelse, hvilket kan skabe en følelse af usikkerhed og fremmedgørelse i forholdet til vores egen krop
Det delte sundhedssyn lever ikke kun i systemet, men også i os selv. Mange mennesker oplever, at “rigtig sygdom” er noget, der kan ses på en blodprøve eller en scanning. Hvis symptomerne ikke kan måles, bliver vi i tvivl: Er det “bare psykisk”? Overreagerer jeg?
Den usikkerhed kan blive endnu stærkere, når lægen siger, at “prøverne ser fine ud”, samtidig med at man oplever smerter, udmattelse eller hjertebanken i hverdagen.
Det kan skabe usikkerhed og selvsanktion, især ved stress, angst, depression og vedvarende kropslige symptomer. Mange beskriver, at de tænker, at de “burde kunne tage sig sammen” eller “ikke burde være så sarte”. Vi kan komme til at presse os selv hårdere, ignorere kropslige signaler og holde fast i en forestilling om, at kroppen skal kunne præstere uændret, uanset belastninger. Andre svinger mellem at overhøre kroppen og at blive overoptagede af den, fordi symptomerne ikke passer ind i en klar forklaringsmodel. Vores helbred forstås som noget, der enten er “i hovedet” eller “i kroppen”, i stedet for at se erfaringer, følelser og kropslige tilstande som dybt forbundne (Damasio, 1994; Engel, 1977).
Samtidig kan vi begynde at tale om kroppen som en maskine, der skal optimeres: vi “performance-tracker” søvn, kost, træning og produktivitet, og bruger forskellige måleredskaber til at vurdere, om vi er “gode nok”. Det kan i perioder være hjælpsomt, men det kan også betyde, at vi styrer efter tal og kurver frem for efter vores faktiske oplevelse af velbefindende. På den måde kan vi komme længere væk fra den indre fornemmelse af, hvordan vi egentlig har det – fysisk og følelsesmæssigt – og dermed også længere væk fra den form for kropslig selvforståelse, som kunne hjælpe os med at navigere mere sikert i livet.
Modbevægelser: fra dualisme til integration
Nyere neurovidenskab og den biopsykosociale model udfordrer den cartesianske arv og peger på et mere integreret syn på sundhed.
Siden 1970’erne har psykiateren George Engel argumenteret for den biopsykosociale model, hvor helbred og sygdom forstås som et samspil mellem biologiske, psykologiske og sociale faktorer – ikke som rent biologiske fejl (Engel, 1977; Engel, 1980).
Neuroforskeren Antonio Damasio har på sin side kritiseret Descartes’ skarpe skelnen mellem krop og sind. I bogen Descartes’ Error viser han, hvordan tænkning, følelser og beslutninger hele tiden opstår i tæt samspil med kroppens signaler, og at følelser ikke er forstyrrende støj, men en forudsætning for rationel beslutningstagning (Damasio, 1994).
Samtidig ser vi i både international og dansk forskning stigende interesse for stress, trauma, interoception (evnen til at mærke kroppen indefra) og nervesystemets rolle i både psykisk og kropsligt helbred – og for kropsorienterede og helhedsorienterede behandlingsformer (Adams & Turk, 2015; Edwards, 2016; Kovačević et al., 2024;).
I en dansk kontekst afspejles denne bevægelse blandt andet i øget fokus på sammenhængen mellem kropslige og psykiske funktioner i sundhedspolitik og reformarbejde, samt i udviklingen af tværfaglige tilbud til mennesker med funktionelle lidelser og kroniske smerter (Fink et al., 2008; Petersen et al., 2021; Kovačević et al., 2024).
Perspektiv: Hvad gør vi med den cartesianske arv?
Den cartesianske arv forsvinder ikke, men vi kan bruge bevidstheden om den til at bevæge os mod et mere helhedsorienteret sundhedssyn.
Den cartesianske arv har givet os stærke naturvidenskabelige redskaber – men også et blindfelt over for det, der ikke lader sig reducere til organer, tal og billeder. Vejen frem er ikke at forkaste medicinen, men at udvide rammen: at se krop, psyke og livsomstændigheder som dele af ét system (Engel, 1977; Damasio, 1994).
For behandling betyder det, at komplekse tilstande som funktionelle lidelser, kroniske smerter og stressrelaterede problemer bør mødes med integrerede forløb, hvor både biologiske, psykologiske og sociale faktorer adresseres (Fink et al., 2008; Adams & Turk, 2015; Edwards, 2016). For os som mennesker betyder det, at vi kan øve os i at se vores symptomer som meningsfulde signaler fra ét samlet system – ikke som noget, der enten er “i hovedet” eller “i kroppen”, men begge dele på én gang (Damasio, 1994;).
For behandling betyder det, at komplekse tilstande som funktionelle lidelser, kroniske smerter og stressrelaterede problemer bør mødes med integrerede forløb, hvor både biologiske, psykologiske og sociale faktorer adresseres. For os som mennesker betyder det, at vi kan øve os i at se vores symptomer som meningsfulde signaler fra et samlet system – ikke som noget, der enten er “i hovedet” eller “i kroppen”, men begge dele på én gang.
Kropsterapi i skyggen af Descartes
Den cartesianske arv har ikke kun formet den måde, vi organiserer sundhedsvæsenet på. Den har også sat dybe spor i, hvordan vi forstår og vurderer kropsterapi og andre holistiske behandlinger. Når “rigtig” sygdom i høj grad forbindes med noget, man kan se på en scanning eller i en blodprøve, bliver behandlinger, der arbejder med kropsfornemmelser, nervesystem og relationel kontakt, let opfattet som mindre seriøse eller “bløde”.
Den cartesianske arv har ikke kun formet den måde, vi organiserer sundhedsvæsenet på. Den har også sat dybe spor i, hvordan vi forstår og vurderer kropsterapi og andre holistiske behandlinger. Når “rigtig” sygdom i høj grad forbindes med noget, man kan se på en scanning eller i en blodprøve, bliver behandlinger, der arbejder med kropsfornemmelser, nervesystem og relationel kontakt, let opfattet som mindre seriøse eller “bløde” (Engel, 1977; Fink et al., 2008).
Det gælder for mange former for kropsterapi, som arbejder med åndedræt, muskelspændinger, holdning, bevægelse og kropslig bevidsthed. Her er grundtanken ofte, at krop, følelser og tanker væver sig tæt sammen, og at ændringer ét sted påvirker helheden. Set gennem en cartesiansk linse kan det virke diffust, fordi effekten ikke altid kan knyttes til én bestemt muskel, ét organ eller én biokemisk proces. Denne form for kompleksitet passer dårligt ind i en snæver biomedicinsk logik (Engel, 1980; Damasio, 1994).
Samtidig har nogle alternative miljøer taget tydelig afstand fra “skolemedicin”, hvilket kan forstærke kløften. På den ene side står et stærkt biomedicinsk system, der efterspørger randomiserede kontrollerede studier og tydelige mekanismer. På den anden side står praksisformer, der ofte er erfaringsbaserede, forankret i kropslig oplevelse og relation, men som ikke altid taler ind i den samme videnskabelige grammatik. Det kan skabe gensidig mistillid (Fink et al., 2008; Petersen et al., 2021).
Der sker dog gradvise forskydninger. Forskning i kroniske smerter, stress og trauma peger i stigende grad på, at regulering af nervesystemet, interoception og kropslig bevidsthed spiller en central rolle for helbred og behandling (Adams & Turk, 2015; Edwards, 2016; Kovačević et al., 2024).
Det åbner et fagligt rum, hvor seriøse, veluddannede kropsterapeuter og andre helhedsorienterede behandlere kan blive relevante samarbejdspartnere, når komplekse tilstande skal behandles – ikke som erstatning for medicin, men som en integreret del af et mere samlet syn på mennesket (Engel, 1977).
Litteratur
Adams, L. M., & Turk, D. C. (2015). Psychosocial factors and central sensitivity syndromes. Current Rheumatology Reviews.
Damasio, A. (1994). Descartes’ Error: Emotion, Reason, and the Human Brain. New York: Putnam.
Descartes, R. (1641/1996). Meditationer over den første filosofi (moderne udgave/oversættelse).
Edwards, R. R. (2016). The role of psychosocial processes in the development and maintenance of chronic pain. Current Opinion in Supportive and Palliative Care.
Engel, G. L. (1977). The need for a new medical model: A challenge for biomedicine. Science, 196(4286), 129–136.
Engel, G. L. (1980). The clinical application of the biopsychosocial model. The American Journal of Psychiatry, 137(5), 535–544.
Fink, P., Rosendal, M., & Olesen, F. (2008). Recent developments in the understanding and management of functional somatic syndromes. BMJ, 337, a2188.
Kovačević, I., et al. (2024). Integrated approach to chronic pain – the role of biopsychosocial factors. Pain Reports.
Petersen, M. W., Schröder, A., Jørgensen, T., & Fink, P. (2021). Three different approaches to delimitation of functional somatic disorders. Journal of Psychosomatic Research, 140, 110283.