Af Karen Johanne Pallesen, PhD (sundhedsvidenskab), cand. scient. (neurobiologi), stresscoach i Synergia.dk
Gennem det meste af det 20. århundrede har psykologien været præget af forestillingen om, at følelser er biologiske “fingeraftryk”, vi alle fødes med. Men nyere neurovidenskabelig forskning, anført af Lisa Feldman Barrett, tegner et radikalt anderledes billede.
Vi er ikke “passive ofre” for vores følelser – vi skaber dem nemlig selv.
Denne nye forståelse har store konsekvenser for, hvordan vi ser på sundhed, sygdom og forbindelsen mellem krop og sind.
For at forstå i hvor høj grad Barret udfordrer vores tidligere antagelser, må man kende den traditionelle teori, hun udfordrer.
Paul Ekman blev verdenskendt for sin teori om “basale emotioner”. Hans studier tydede på, at mennesket har seks universelle grundfølelser – glæde, sorg, vrede, frygt, overraskelse og afsky – som udtrykkes ens i ansigtet på tværs af alle kulturer (Ekman, 1992). Ifølge denne model er følelser automatiske programmer, der “affyres” af specifikke hændelser, og som kan aflæses objektivt i ansigtets muskulatur.
Barretts omfattende forskning har imidlertid vist, at der faktisk ikke findes videnskabelige beviser for disse faste “fingeraftryk” i hverken hjernen eller ansigtet. Et smil kan indikere glæde, men det kan f.eks. også bruges til at skjule usikkerhed eller udtrykke hån.
Hjernen reagerer ikke blot på isolerede signaler, men konstruerer en betydning baseret på hele situationen, kulturel baggrund og kroppens aktuelle tilstand (Barrett, 2017). Variation er normen, ikke undtagelsen. Det betyder, at to mennesker kan føle vrede på vidt forskellige måder, både fysiologisk og oplevelsesmæssigt.
Nervesystemets spådomme
Hjernen arbejder konstant på at forudsige, hvad sanseindtryk og kropslige signaler betyder, før de er fuldt registreret.
Den sammenligner sine forudsigelser med virkeligheden og retter ind ved fejl. Følelser er hjernens bedste bud på, hvad kroppen oplever i en given situation.
Hjernen lever i totalt mørke bag kraniets vægge, isoleret fra den ydre verden. Dens eneste kontakt med virkeligheden er en uafbrudt strøm af elektriske impulser – rå data, som i sig selv er uden mening.
For at skabe orden i dette kaos benytter hjernen prediktiv kodning. I stedet for passivt at vente på, at sanserne forklarer verden nedefra og op, arbejder hjernen proaktivt. Den simulerer konstant virkeligheden ved at sende forventninger ud (top-down) baseret på tidligere erfaringer. Denne strategi er biologisk nødvendig; at analysere hvert eneste sanseindtryk fra bunden ville kræve mere energi, end mennesket besidder (Barrett, 2017).
En proces styret af sandsynlighed
Når hjernen modtager signaler, foretager den en lynhurtig sandsynlighedsberegning: “Hvad minder dette input mest om, baseret på alt hvad jeg tidligere har oplevet?”
- Forudsigelsen: Hvis du ser en bukket form i en mørk skov, simulerer hjernen “slange” og gør din krop klar til flugt, før dit syn overhovedet har stillet skarpt.
- Sammenligningen: Når de faktiske data når frem til hjernen, sammenlignes de med simuleringen. Stemmer de overens, spares der energi.
- Forudsigelsesfejlen: Hvis “slangen” viser sig at være en gren, opstår en fejlmeddelelse. En sund hjerne bruger straks denne afvigelse til at opdatere sin model, så frygten afløses af erkendelsen af en harmløs genstand.
Følelser som kvalificerede gæt
Denne proces gælder også vores indre liv. Følelser er ikke reaktioner på verden, men hjernens bedste gæt på, hvad kroppens fysiske fornemmelser betyder i en specifik sammenhæng. Ved at bruge lagrede koncepter fra kultur og opvækst giver hjernen de elektriske signaler mening.
Vores virkelighed skabes altså i krydsfeltet mellem forventning og erfaring. Vi ser ikke verden, som den er, men som vi – baseret på vores fortid – forventer, at den ser ud.
Vi er ikke "passive ofre" for vores følelser
- vi skaber dem selv.
Kropsbudgettet og den biologiske balance
Hjernens kerneopgave er at styre kroppens energiregnskab – kropsbudgettet – gennem allostase (kroppens måde at holde biologisk balance på over tid). Vedvarende trussel og stress tærer på dette budget, så kroppen aldrig får ro til at genopbygge. Over tid kan underskuddet opleves som udmattelse, depression eller angst, snarere end blot “negativt humør”.
Hjernens mest fundamentale opgave er ikke at tænke, men at holde dig i live ved at styre kroppens ressourcer. Barrett introducerer begrebet allostase, populært kaldet “kropsbudgettet” (Barrett, 2017).
Hjernen forsøger hele tiden at forudsige, hvornår kroppen får brug for energi – i form af glukose, ilt eller hormoner – og hvornår der skal spares. Alt, hvad du gør, tænker og føler, påvirker dette budget.
Når man oplever vedvarende stress eller følelsesmæssig ubalance, er det ofte et tegn på, at kropsbudgettet er i underskud. Hvis hjernen konstant forudsiger trusler, vil den blive ved med at trække på budgettet uden at give kroppen mulighed for at restituere.
Over tid fører dette til en følelse af at være “brugt op”, hvilket hjernen ofte tolker som depression eller angst.
En depression er i dette perspektiv ikke nødvendigvis en kemisk ubalance i hjernen alene, men kan ses som et kropsbudget i dybt underskud, hvor hjernen forsøger at spare på energien ved at lukke ned for engagement med verden.
Interoception: Grundtonen i vores indre
Fundamentet for alle vores følelser er interoception – hjernens fortolkning af signaler fra de indre organer, hormoner og nervesystemet. Disse signaler opleves ofte blot som en grundtone af behag eller ubehag, samt høj eller lav energi. Dette kaldes teknisk for “affekt”. Følelser opstår først, når hjernen giver disse fornemmelser en mærkat ved hjælp af de begreber, vi har lært gennem vores opvækst og kultur (Barrett, 2017).
Det er her, forbindelsen til det fysiske bliver tydelig. Hvis din mave snører sig sammen, kan din hjerne tolke det som “nervøsitet” før en tale, eller som “sult”, hvis du ikke har spist i otte timer. Den fysiske sensation er den samme, men den følelsesmæssige konstruktion er forskellig. Hvis vi mangler ord eller begreber for vores tilstande, bliver det sværere for hjernen at regulere kropsbudgettet præcist, hvilket kan føre til en følelse af generaliseret ubehag eller angst.
Barrett kalder evnen til at sætte præcise ord på sine kropslige tilstande for følelsesmæssig granularitet. En person, der kun kender tre etiketter – “sur”, “glad” og “stresset” – har langt færre reguleringsmuligheder end én, der kan skelne mellem fx rastløshed, bekymring, skam, skuffelse, melankoli og forventningsglæde. Jo mere nuanceret vores følelsesordforråd er, desto finere kan hjernen justere både adfærd og fysiologi. At opdage: “Jeg er ikke bare dårlig tilpas – jeg er overbelastet og trænger til pause” peger på helt andre handlinger end “der er noget galt med mig”.
Følelsesmæssig granularitet
Følelsesmæssig granularitet handler om evnen til at sætte præcise ord på dét de mærker i kroppen. Det er ikke blot et spørgsmål om sprog, men om hjernens evne til at afkode og kategorisere kroppens fysiske signaler.
Hvor en person med lav granularitet oplever følelser som store, ufokuserede klumper af “behag” eller “ubehag”, kan en person med høj granularitet skelne mellem meget små variationer af samme grundfølelse.
Når vi dykker ned i, hvordan hjernen bearbejder specifikke kontra uspecifikke følelser, ser vi på forskellen mellem en grovkornet og en finkornet sortering af virkeligheden.
Den grove sortering (Lav granularitet)
Når hjernen opererer med uspecifikke følelser, reagerer den på det, man kalder affekt. Affekt er en simpel følelse af at være “oppe eller nede” (valens) og “rolig eller ophidset” (aktivering).
Hvis du oplever lav granularitet, modtager hjernen et signal om ubehag, men den mangler et specifikt begreb til at isolere årsagen.
Resultatet er en generaliseret alarmtilstand. Fordi hjernen ikke ved præcis, hvad “fejlen” er, har den tendens til at overreagere. Den aktiverer måske et fuldt stressrespons (kamp/flugt), selvom kroppen i virkeligheden blot var dehydreret eller havde brug for en pause. Det svarer til at have en alarm i huset, der hyler ensidigt, uanset om der er indbrud, eller om brødristeren blot ryger lidt.
Den fine sortering (Høj granularitet)
Når hjernen derimod bearbejder følelser specifikt, fungerer de præcise ord som filtre, der sorterer i de fysiske signaler. Denne proces kaldes i neurovidenskaben for “conceptual expansion”.
- Mønstergenkendelse: Hjernen scanner dine tidligere erfaringer for at finde det begreb, der bedst matcher de nuværende kropslige sensationer.
- Præcis kategorisering: I stedet for blot at mærke “uro i maven”, kobler hjernen signalet til begrebet “forventningsfuld spænding”.
- Effektiv sortering: Ved at give tilstanden et specifikt navn, kan hjernen “arkivere” følelsen korrekt. Det betyder, at den kemiske reaktion i kroppen bliver målrettet og kortvarig, fordi hjernen har fundet den logiske forklaring på tilstanden.
Jo mere specifikt vi kan kategorisere, jo mindre “støj” er der i vores nervesystem. En specifik følelse giver hjernen en klar instruks, mens en uspecifik følelse efterlader den i en tilstand af gætværk, hvilket er biologisk udmattende.
Når kroppen lærer hjernen nye følelser
I kropsterapien finder Barretts teorier en direkte praktisk anvendelse, der bygger bro mellem det mentale og det fysiske. Da følelser er konstruktioner baseret på interoceptive signaler fra kroppen, kan man ændre den følelsesmæssige oplevelse ved at ændre de signaler, hjernen modtager.
Kropsterapi arbejder “bottom-up” ved at påvirke det fysiske væv og nervesystemet direkte, hvilket tvinger hjernen til at opdatere sine forudsigelser.
Når en kropsterapeut arbejder med at løsne spændinger i muskulaturen eller anvender pulserende teknikker, brydes de fastlåste fysiske mønstre, som hjernen ellers ville bruge som råmateriale til sine forudsigelser. En klient, der lever med en kronisk opspændt krop, sender konstante signaler om fare til hjernen.
Ved at facilitere fysisk afspænding og dybere åndedræt sendes nye signaler om tryghed. Hjernen får herved mulighed for at konstruere nye forudsigelser, der fører til ro i stedet for stress. Dette er essentielt, da samtale alene (top-down) ofte har svært ved at trænge igennem, hvis kroppens signaler insisterer på en trusselstilstand.
Desuden hjælper kropsterapi klienten med at opbygge en højere følelsesmæssig granularitet. Ved at lære at mærke og skelne mellem forskellige fysiske fornemmelser på briksen, får klienten bedre redskaber til at tolke sit kropsbudget i hverdagen. Terapeuten understøtter nervesystemets evne til at skifte fra mobilisering til restitution. Når vi f.eks. arbejder med traumereaktioner, handler det om at lære hjernen, at de kropslige signaler, der før betød fare, nu kan tolkes anderledes i en tryg kontekst.
Det er en proces, hvor kropsbudgettet langsomt genopbygges, og klienten får ejerskab over sin egen følelsesmæssige konstruktion.
Litteratur
Barrett, L. F. (2017). How Emotions Are Made: The Secret Life of the Brain. Houghton Mifflin Harcourt.
Ekman, P. (1992). An argument for basic emotions. Cognition & Emotion, 6(3-4), 169-200.
Damásio, A. (2018). The Strange Order of Things: Life, Feeling, and the Making of Cultures. Pantheon.