Interoception: Sådan påvirker kroppen dine følelser

Interoception: Sådan påvirker kroppen dine følelser

Interoception – kroppens indre statusrapport

Interoception er hjernens registrering og tolkning af kroppens indre signaler: puls, vejrtrækning, temperatur, smerte, sult, kvalme, spænding og hormonelle samt immunologiske ændringer. Disse informationer udgør en løbende statusrapport om kroppens tilstand.

Insula – når kroppens signaler bliver til en følelse

Signalerne føres gennem lamina I–spinothalamus–insula-aksen til hjernen. I insula forarbejdes de i tre trin: bageste del modtager rå data, midterste del integrerer dem med kontekst og hukommelse, og forreste insula danner oplevelsen af “sådan har jeg det lige nu”. Følelser kan derfor forstås som hjernens øjebliksbillede af, hvordan kroppens indre balance er lige nu.

Tre dimensioner af interoception

Interoception beskrives gennem tre dimensioner:

Nøjagtighed: hvor præcist kroppen faktisk registreres.

Følsomhed: hvor meget opmærksomhed og betydning signalerne får.

Bevidsthed: hvor godt den subjektive oplevelse stemmer med de reelle signaler fra kroppen.

Man kan være stærkt optaget af kroppen uden at registrere præcist – eller næsten frakoblet kroppen og dens behov.

Interoception og psykisk sundhed

Forskningen viser, at forstyrrelser i interoception går igen i angst, depression, spiseforstyrrelser, afhængighed og psykose. Ved angst ses ofte høj følsomhed og lav nøjagtighed; ved depression nedsat nøjagtighed og svag kontakt til kroppens behov; ved psykose dybe brud i kropslig selvoplevelse. Mange terapiformer virker sandsynligvis ved at påvirke interoception – enten ved at ændre de kropslige signaler eller den måde hjernen forstår dem på. Interoception bliver dermed et nøglepunkt mellem krop, følelser og mental sundhed.

Kropsterapi som direkte vej til nervesystemet

Kropsterapi påvirker de signaler, hjernen bruger til at skabe følelsesliv og selvoplevelse. Berøring, pulsering, bevægelse og åndedrætskontakt ændrer de signaler om kroppens indre balance, som hjernen modtager: muskeltonus falder, puls dæmpes, vejrtrækningen bliver dybere, og fordøjelsen kan vågne. For hjernen er det tydelige sikkerhedssignaler.

Når klienten guidet mærker tyngde, varme, stræk, uro eller lettelse, trænes alle tre sider af interoception. Nøjagtigheden styrkes, når spænding, smerte og slip skilles fra hinanden. Følsomheden justeres, når kroppen kan mærkes uden at udløse katastrofetanker eller fuld lukning. Bevidstheden øges, når klienten opdager, at dramatiske tanker ikke nødvendigvis svarer til det, kroppen faktisk gør.

Ved langvarig stress og traumer overses ofte de små kropslige “nej’er”, indtil kroppen reagerer med smerter, panikanfald eller kollaps. Her kan kropsterapi forstås som interoceptiv genoptræning: signalerne bliver tydeligere og mere nuancerede, mens klienten støttes i at være til stede i dem.

Hver behandling giver nervesystemet nye erfaringer: “Min krop kan godt være her. Jeg kan mærke mig selv og stadig være tryg.” Insula får dermed gentagne gange mulighed for at opdatere billedet af kroppens tilstand. Og over tid kan gamle alarmmønstre svækkes og erstattes af nye følelser af dybere ro, bedre kontrol og lettere vejrtrækning blive mere dominerende i klientens daglige “nu-oplevelse”.

Resumé
Indhold
    Add a header to begin generating the table of contents

    Interoception er hjernens måde at mærke kroppen indefra.

    Og forskningen peger på, at mental sundhed først kan forstås ordentligt, når følelser ses i tæt sammenhæng med kroppens tilstand – altså med de signaler vores  interoception sender fra kroppen til hjernen.

    Interoception er hjernens måde at registrere og fortolke signaler indefra kroppen på. I stedet for at betragte følelser som noget, der bare “foregår i hovedet”, peger neurovidenskabelig forskning på, at følelser i høj grad er hjernens øjebliksbillede af kroppens tilstand her og nu (A. D. Craig, 2002, 2014; Chen et al., 2021).

    Et centralt budskab fra dette felt er, at man ikke kan forstå mental sundhed uden at forstå, hvordan hjernen læser kroppen. For Totum betyder det, at arbejdet på briksen ikke kun påvirker muskler og bindevæv, men også de systemer i hjernen, der skaber følelser, selvoplevelse og ro eller uro i nervesystemet.

    Hvad er interoception?

    Interoception er kroppens indre “statusrapport” til hjernen – om puls, vejrtrækning, mavefornemmelser, smerte og meget mere. Hvordan vi læser de signaler, påvirker direkte, hvordan vi har det mentalt.

    Interoception handler om alle de beskeder, kroppen sender til hjernen indefra – blandt andet:
    • puls og blodtryk
    • vejrtrækning
    • temperatur
    • sult, mæthed og kvalme
    • spænding, smerte og ubehag
    • hormonelle og immunologiske ændringer
    Kort sagt: kroppens statusrapport til hjernen (Chen et al., 2021). En specifik nervevej fra organer, muskler og hud til hjernen – den såkaldte lamina I–spinothalamus–insula-akse – er særligt vigtig for de interoceptive signaler. Her bliver rå biologisk information gradvist til bevidst, følelsesmæssig oplevelse (Craig, 2002). Forskningen peger på tre sider af interoception (Garfinkel et al., 2015):
    • Interoceptiv nøjagtighed – hvor præcist man faktisk kan registrere fx sin egen puls.
    • Interoceptiv følsomhed – hvor meget opmærksomhed og betydning man subjektivt giver kroppens signaler.
    • Interoceptiv bevidsthed – hvor godt ens oplevelse af at “mærke kroppen” stemmer overens med den faktiske nøjagtighed.
    I praksis betyder det, at man godt kan være ekstremt optaget af kroppen uden at være særligt præcis i sine registreringer – eller omvendt. Nogle klienter mærker “alt” og bliver hurtigt overvældet; andre er nærmest slukket fra halsen og ned. Begge grupper har udfordringer i det interoceptive system – bare på forskellige måder.

    Interoception handler om alle de beskeder, kroppen sender til hjernen indefra – blandt andet:

    • puls og blodtryk
    • vejrtrækning
    • temperatur
    • sult, mæthed og kvalme
    • spænding, smerte og ubehag
    • hormonelle og immunologiske ændringer

    Kort sagt: kroppens statusrapport til hjernen (Chen et al., 2021).

    En specifik nervevej fra organer, muskler og hud til hjernen – den såkaldte lamina I–spinothalamus–insula-akse – er særligt vigtig for de interoceptive signaler. Her bliver rå biologisk information gradvist til bevidst, følelsesmæssig oplevelse (Craig, 2002).


    Forskningen peger på tre sider af interoception (Garfinkel et al., 2015):

    • Interoceptiv nøjagtighed – hvor præcist man faktisk kan registrere fx sin egen puls.
    • Interoceptiv følsomhed – hvor meget opmærksomhed og betydning man subjektivt giver kroppens signaler.
    • Interoceptiv bevidsthed – hvor godt ens oplevelse af at “mærke kroppen” stemmer overens med den faktiske nøjagtighed.

    I praksis betyder det, at man godt kan være ekstremt optaget af kroppen uden at være særligt præcis i sine registreringer – eller omvendt. Nogle klienter mærker “alt” og bliver hurtigt overvældet; andre er nærmest slukket fra halsen og ned. Begge grupper har udfordringer i det interoceptive system – bare på forskellige måder.

    Interoception er hjernens måde at registrere og fortolke signaler indefra kroppen på. Og forskningen viser, at vi først for alvor forstår mental sundhed, når vi betragter følelser som nært forbundne med kroppens tilstand.

    Fra kropssignal til følelse

    Inde i hjernen samler området insula kroppens signaler og omsætter dem til følelser og en fornemmelse af “mig lige nu”. Det er her, kropsfornemmelse bliver til oplevet følelse

    Et centralt område i hjernen for interoception er insula. Her samles og fortolkes mange af kroppens signaler. Modellen kan forenkles i tre trin (Craig, 2009, 2014):

    • Bageste insula modtager de rå data fra kroppen – temperatur, smerte, stræk, kemiske ændringer.

    • Midterste insula begynder at integrere signalerne og kobler dem til kontekst, hukommelse og sociale input.

    • Forreste insula (AIC) skaber den subjektive oplevelse af “hvordan jeg har det lige nu” – et samlet følelses- og kropsligt øjebliksbillede.

    Følelser kan dermed beskrives som hjernens forsøg på at holde kroppen i balance og samtidig give os en oplevelse af, hvordan den proces føles (Craig, 2002).

    Angst kan f.eks ses som fortolkningen af et alarmpræget kropsmønster: hurtig puls, muskelspænding og overfladisk vejrtrækning. Ro kan ses som fortolkningen af et andet mønster: dybere åndedræt, lavere muskeltonus, mere stabil puls.
    Forskning peger også på, at oplevelsen af et stabilt “jeg over tid” opstår, fordi forreste insula hele tiden opdaterer disse kropslige øjebliksbilleder – som en hurtig strøm af interoceptive “nu’er” (Craig, 2014).

    Interoception og mental sundhed

    Forstyrrelser i interoception dukker op i angst, depression, spiseforstyrrelser, afhængighed og psykose. Det tyder på, at måden vi mærker kroppen på, er et fælles nøglepunkt i mange psykiske tilstande.

    Nyere forskning tyder på, at interoception er det sted, hvor kroppen og psyken mødes: Det, der sker i kroppen, påvirker vores følelser og tanker – og omvendt (Chen et al., 2021).Forstyrrelser i dette system dukker op i mange forskellige psykiske lidelser, blandt andet angst, depression, spiseforstyrrelser, afhængighed og somatiske symptomlidelser (Khalsa et al., 2018).
    Sammenstillinger af forskningen i angst, depression og psykose viser karakteristiske forskelle i måden, kroppen mærkes på (Jenkinson et al., 2024):

      • Ved angst ses ofte høj interoceptiv følsomhed: kroppen overvåges tæt, men uden tilsvarende høj nøjagtighed. Der mærkes meget, men ikke nødvendigvis præcist, og almindelige signaler kan hurtigt tolkes som fare.

      • Ved depression er interoceptiv nøjagtighed ofte nedsat, og kontakten til kroppens behov svækket. Kroppen kan føles tung, fjern eller “flad”.

      • Ved psykose ses dybere forstyrrelser i den kropslige selvoplevelse; kroppen kan opleves uvirkelig, fremmed eller fragmenteret.

    Set i lyset af insula-modellen betyder det, at både de signaler, der sendes fra kroppen, og den måde hjernen samler dem til en “nu-oplevelse” på, fungerer anderledes end normalt i disse tilstande (Craig, 2002, 2009, 2014).

    Interoception som fællesnævner for mange behandlingsformer

    Mange terapiformer virker sandsynligvis netop, fordi de påvirker interoception – enten ved at ændre signalerne fra kroppen eller ved at ændre den måde, hjernen forstår dem på. Her passer kropsterapi naturligt ind.

    Forskning peger på, at mange af de metoder, der allerede bruges i psykiatri og psykoterapi, i virkeligheden virker ved at påvirke interoception – enten ved at ændre signalerne fra kroppen eller ved at ændre hjernens fortolkning af dem (Nord & Garfinkel, 2022).

    Eksempler:

    • Eksponering for kropslige symptomer ved panikangst (fx hjertebanken) kan gradvist lære nervesystemet, at signalerne ikke automatisk betyder fare.

    • Åndedrætsøvelser og mindfulness kan kan dæmpe kroppens aktivering (arousal) og skabe mere ro i systemet, og dermed øge evnen til at være til stede med kropslige fornemmelser uden at blive overvældet.


    Så et bredere sundhedsperspektiv foreslår altså, at medicin, livsstil, relationer, stressniveau og kropslige behandlingsformer bør ses som forskellige veje til at påvirke det samme interoceptive reguleringssystem – frem for adskilte spor (Chen et al., 2021).

    I denne ramme bliver kropsterapi en naturlig og vigtig del af paletten.

    Interoception og kropsterapi

    Kropsterapi kan ses som træning af nervesystemets evne til at mærke, forstå og regulere kroppens signaler. Berøring, bevægelse og åndedræt oversættes direkte til nye erfaringer af ro, kontakt og tryghed i hjernen.

    Set fra et interoceptivt perspektiv er kropsterapi en direkte måde at påvirke de signaler, som hjernen bruger til at skabe følelsesliv og selvoplevelse.
    Når en klient ligger på briksen og bliver guidet til at mærke tyngde, varme, stræk, uro eller lettelse, trænes alle tre sider af interoception (Garfinkel et al., 2015):

      • Interoceptiv nøjagtighed styrkes, når klienten lærer at skelne mellem forskellige fornemmelser – er det stramhed, smerte, nervøs sitren eller muskler, der faktisk giver slip?

      • Interoceptiv følsomhed justeres, når klienten øver sig i at være opmærksom på kroppen uden automatisk at gå i katastrofetanker eller lukke ned.

      • Interoceptiv bevidsthed øges, når klienten opdager, at tanker som “nu bryder jeg sammen” ikke nødvendigvis afspejler det, kroppen faktisk gør, særligt når den stille falder til ro under behandlingen.

    Mange med stress, udbrændthed eller traumehistorik kommer i behandling med noget, der minder om interoceptiv blindhed: de små “nej’er” fra kroppen –  tiltagende spænding, flad vejrtrækning, knugen i maven – registreres ikke tydeligt nok, før kroppen må “råbe højt” med smerter, panikanfald eller lignende reaktioner (Khalsa et al., 2018). I den situation er integrationen af signaler i insula svækket (Craig, 2009).

    Kropsterapi kan her beskrives som “interoceptiv genoptræning”. Berøring, pulsering og arbejde med bindevæv og åndedræt øger både styrken og nuancerne i de kropslige signaler, der sendes via lamina I-systemet til insula (Craig, 2002). Samtidig støttes klienten i at være nærværende med fornemmelserne og sætte ord på dem, så oplevelsen kan integreres som meningsfulde, følelsesmæssige øjeblikke i forreste insula.


    På det biologiske plan ændrer behandlingen de signaler, hjernen får om kroppens indre balance (de såkaldt homeostatiske signaler): muskelspænding falder, pulsen sænkes, vejrtrækningen bliver dybere, og fordøjelsen kan vågne – maven begynder måske at rumle midt i behandlingen. For hjernen er det klare sikkerhedssignaler, der gør det muligt at danne nye “globale emotionelle øjeblikke” præget af ro og kontakt frem for alarmberedskab (Craig, 2014; Nord & Garfinkel, 2022).


    Ved traumer og langvarig stress kan kroppen være låst i fastfrosne interoceptive mønstre, som om den hele tiden forventer fare, også når den ikke er der (Khalsa et al., 2018).
    I den kropsterapeutiske behandling får klienten igen og igen en ny erfaring:
    “Min krop kan godt være her. Jeg kan mærke mig selv – og stadig være tryg.”
    Hver behandling giver nervesystemet og insula nyt materiale til at opdatere billedet af, hvordan kroppen faktisk har det nu. Og over tid kan gamle alarmmønstre svækkes og erstattes af nye erfaringer af dybere ro, , lettere vejrtrækning og en tydeligere kontakt til sig selv.

    Litteratur

    Chen, W. G., Schloesser, D., Arensdorf, A. M., m.fl. (2021). The emerging science of interoception: Sensing, integrating, interpreting, and regulating signals within the self. Trends in Neurosciences, 44(1), 3–16.

    Craig, A. D. (2002). How do you feel? Interoception: The sense of the physiological condition of the body. Nature Reviews Neuroscience, 3(8), 655–666.

    Craig, A. D. (2009). How do you feel—now? The anterior insula and human awareness. Nature Reviews Neuroscience, 10(1), 59–70.

    Craig, A. D. (2014). How Do You Feel? An Interoceptive Moment with Your Neurobiological Self. Princeton University Press.

    Garfinkel, S. N., Seth, A. K., Barrett, A. B., Suzuki, K., & Critchley, H. D. (2015). Knowing your own heart: Distinguishing interoceptive accuracy from interoceptive awareness. Biological Psychology, 104, 65–74.

    Jenkinson, P. M., Fotopoulou, A., Ibáñez, A., & Rossell, S. L. (2024). Interoception in anxiety, depression, and psychosis: A review of current knowledge and recommendations for future research. eClinicalMedicine, 73, 102673.

    Khalsa, S. S., Adolphs, R., Cameron, O. G., m.fl. (2018). Interoception and mental health: A roadmap. Biological Psychiatry: Cognitive Neuroscience and Neuroimaging, 3(6), 501–513.

    Nord, C. L., & Garfinkel, S. N. (2022). Interoceptive pathways to understand and treat mental health conditions. Trends in Cognitive Sciences, 26(6), 499–513.

    Indtast søgeord og tryk enter for at søge