Vi lever i en tid, hvor kroppens og psykens samspil vinder stigende anerkendelse i den konventionelle sundhedsvidenskab. Denne udvikling sker efter, at spaltningen mellem krop og psyke i flere århundreder har dannet basis for teorier om sundhed og sygdom, og for hele sundhedssystemets opbygning.
Mennesker har til alle tider forsøgt at forstå, hvorfor kroppen bliver syg, og hvordan vi kan lindre smerte. Tidlige teorier byggede på observationer, filosofi og overtro, men lagde grunden til senere viden.
Vi har altid forsøgt at forstå sammenhænge mellem adfærd og helbred og at blive bedre til at lindre smerte og forøge det psykiske og kropslige velbefindende.
Gennem årtusinder var vores forståelse af sygdomme og behandlingsmetoder baseret på ydre observationer, hypoteser om årsagssammenhænge, overtro og filosofi. Et eksempel er humorteorien, idéen om, at kroppen består af fire væsker: blod, slim, gul galde og sort galde, og at sygdom skyldes ubalance i disse væsker. Denne idé er blandt de forkastede metoder, mens andre metoder har bestået tidens test.
Historiske sygdomsforståelser
I 1800-tallet opstod den moderne sundhedsvidenskab med nye målemetoder og randomiserede trial designs. Det førte til opdagelsen af bakterier og vacciner og metoder til at forebygge og helbrede en lang række sygdomme, vi tidligere havde stået magtesløse overfor.
Den nye viden kom uheldigvis også til at gå hånd i hånd med et syn på kroppen som et stykke top-down reguleret mekanik, hvor dysfunktionelle organer ofte blev søgt “repareret” ude af kontekst med helheden. Konsekvensen var, at mulighederne for at gøre fremskridt i forståelsen og behandlingen af en række mere komplekse sygdomme begrænsedes.
Det, der før var filosofi og “fornemmelser”, kan i dag ses på hjernescanninger og i blodprøver. Krop-psyke sammenhænge er ikke længere et alternativt syn – men en central del af moderne sundhedsvidenskab.
Medicinske fremskridt og blinde vinkler
Fra stressforskning til moderne hjerneafbildning er krop-psyke sammenhænge blevet konkrete. Begreber som fight–flight og samspillet mellem celler, organer og hjerne understøtter nutidens holistiske sundhedsforståelse og politiske reformer.
Fra stressforskning til moderne hjerneafbildning er krop-psyke sammenhænge blevet konkrete. Begreber som fight–flight og samspillet mellem celler, organer og hjerne understøtter nutidens holistiske sundhedsforståelse og politiske reformer.
Et væsentligt trin på vejen mod videnskabeliggørelse af krop-psyke sammenhænge var introduktionen af de nye termer “fight–flight reaction” og “stress”, som beskrev automatiserede fysiologiske reaktioner på alle former for forandringer.
I første omgang havde forskningen fokus på kropslige reaktioner på ubehagelige stimuli som kulde og smerte (beskrevet i Selyes klassiske Nature-artikel fra 1936), det blev dog hurtigt anerkendt, at også psykosociale udfordringer trigger de samme reaktioner. En af pionererne inden for stressforskning, Hans Selye, skrev i 1974, at alle følelser indebærer en forøgelse af kroppens stressberedskab. Efterfølgende hjerneforskning har understreget sandheden i, og spændvidden af, dette postulat.
Endnu et afgørende vendepunkt kom i 1994 med hjerneforskeren Antonio Damasios banebrydende bog Descartes’ Error – Emotion, Reason and the Human Brain. Her gjorde Damasio op med den gamle forestilling fra 1600-tals filosofen Descartes, som mente, at tanker, følelser og kroppen fungerer adskilt. Damasio påviste tværtimod, at vores tænkning og følelsesliv er dybt forankret i kroppens biologiske processer.
Siden da er det blevet bredt anerkendt, at oplevelser af tryghed, velvære mv., ligesom oplevelser af kulde og smerte, opstår i tæt samspil mellem kroppens celler, væv, organer og nervesystemets mange lag – fra rygmarv og hjernestamme til storhjernens netværk.
Non-invasive metoder til at undersøge det levende, aktive hjernevæv har i de seneste årtier givet os viden om hjernens og nervesystemets måder at organisere information og regulere vores oplevelser og adfærd på. Denne viden har været banebrydende for genforeningen af krop og psyke i vores selvforståelse og i større perspektiv for erkendelsen af sammenhænge mellem vores moderne levevis og vores helbredstilstand, herunder sammenhænge mellem psykosocial stress og kropslige symptomer.
Den sundhedsvidenskabelige anerkendelse og interesse for krop-psyke sammenhænge har medført, at kroppen bliver trukket ind i den kognitive neurovidenskab og forskningen i trivsel og sundhed.
I Sundhedsreformen anno 2024 anerkendes det, at kropslige og psykiske funktioner hænger tæt sammen. Denne udvikling kommer sikkert til at stimulere forskningen i de holistiske behandlingsformer, som allerede gennem en årrække har gjort deres indtog i dele af det konventionelle sundhedssystem.
Kobling til kropsterapi
Den moderne forståelse af krop-psyke sammenhæng giver et stærkt fagligt fundament for kropsterapi. Når stress og følelser beskrives som tilstande af emotionel og fysiologisk uligevægt, bliver det tydeligt, at regulering af kroppen ikke blot er et supplement til samtale – men en central del af behandlingen.
I kropsterapien arbejder behandleren direkte med de systemer, som stressforskning og neurovidenskab har udpeget som nøglespillere: det autonome nervesystem, muskelspændinger, åndedrættet og de interoceptive signaler fra organer og væv. Berøring, pulsering, ledmobilisering og guidet åndedræt kan dæmpe overaktivering i det sympatiske nervesystem og støtte en mere stabil, parasympatisk præget tilstand af ro, restitution og tryghed.
Samtidig øges klientens kropsbevidsthed. Når klienten mærker forskellen mellem en stresset, opkørt tilstand og en reguleret, afspændt krop, bliver den abstrakte viden om stress pludselig konkret. Det skaber et kropsligt “erfaringsspor”, som hjernen kan bruge som reference, når nye belastninger opstår.
Kropsterapi kan også ses som en praktisk måde at udnytte det, vi ved om plasticitet i hjernen: gentagen erfaring af ro, kontakt og regulering kan over tid ændre de mønstre, hvor krop og hjerne ellers automatisk ville vælge alarm, spænding og overlevelsesstrategier. På den måde bliver behandlingsbriksen et træningsrum, hvor kroppen gradvist lærer nye veje til selvbeskyttelse – med mindre smerte, lavere stressniveau og større oplevelse af sammenhæng mellem det, vi føler, tænker og mærker.
Litteratur
Damasio, A.R., 1994. Descartes’ error: Emotion, reason, and the human brain. New York: Putnam.
Lazarus, R.S. & Folkman, S., 1984. Stress, appraisal, and coping. New York: Springer Publishing Company.
McEwen, B.S. & Lasley, E.N., 2002. The end of stress as we know it. Washington, DC: Joseph Henry Press/Dana Press.
Selye, H., 1936. ‘A syndrome produced by diverse nocuous agents’, Nature, 138, p. 32.
Craig, A.D., 2002. ‘How do you feel? Interoception: the sense of the physiological condition of the body’, Nature Reviews Neuroscience, 3(8), pp. 655–666.