Stress opstår, når kravene opleves større end de ressourcer, man føler, man har – og opleves gennem kroppen som ændret vejrtrækning, puls og indre uro.
I moderne forståelse beskrives stress som en relation mellem menneske og omgivelser, ikke som noget der “bor” inde i personen alene. Krav udefra og indefra møder en indre oplevelse af: “Kan jeg klare det her?” og det er i dette møde, stressreaktionen opstår (Lazarus, 1966; Lazarus & Folkman, 1984).
Denne reaktion mærkes primært gennem interoception – kroppens indre sans for puls, åndedræt, muskelspænding, mavefornemmelser og energiniveau. Hjertet banker hurtigere, musklerne spænder op, vejrtrækningen bliver fladere. Kroppen giver besked, længe før man nødvendigvis har tænkt: “Jeg er stresset” (Craig, 2002).
Samtidig frigives en række hormoner og signalstoffer som adrenalin, noradrenalin og kortisol. De hjælper med at mobilisere energi og fokus, men kan på sigt belaste kroppen, hvis systemet sjældent får lov at falde til ro igen (McEwen & Lasley, 2002).
Allostatisk belastning – kroppens samlede stress over tid
Langvarig stress handler ikke kun om travlhed, men om den pris kroppen betaler for at være i alarmberedskab for længe.
Allostase beskriver kroppens evne til hele tiden at tilpasse sig skiftende krav ved at skrue op og ned for hormoner, nervesystem, immunforsvar og kredsløb. Det er en fleksibel proces, som på kort sigt er sund og nødvendig: kroppen mobiliserer ekstra energi, skærper opmærksomheden og gør os klar til at handle. Allostatisk belastning er navnet på den pris, kroppen betaler, når denne tilpasning står på for længe eller gentager sig uden tilstrækkelig restitution (McEwen & Lasley, 2002).
På kort sigt er stresshormoner som adrenalin og kortisol hjælpsomme. De får hjertet til at slå hurtigere, blodet til at løbe stærkere, blodsukkeret til at stige, og immunsystemet til kortvarigt at vågne op. Problemet opstår, når kroppen stort set aldrig får lov til at vende tilbage til sit udgangspunkt. Så bliver den midlertidige tilpasning til en ny “normaltilstand”, hvor kroppen konstant er en smule på overarbejde.
Med tiden kan det ses i flere systemer: Søvnen bliver lettere og mere urolig, fordøjelsen påvirkes, blodtryk og puls ligger for højt, og smerter eller spændinger bliver kroniske. Immunsystemet kan både blive overaktivt (mere inflammation, allergilignende reaktioner) og svækket (man bliver lettere syg). Samtidig ændrer hjernens stresscentre sig, så det bliver vanskeligere at geare ned og nemmere at blive trigget. Den samlede allostatiske belastning er derfor ikke bare et tal i en forskningsartikel, men et billede på, hvor meget kroppen samlet set har måttet holde til over tid.
Mange oplever kun brudstykkerne: lidt dårligere søvn, lidt mere træthed, lidt mere spænding, lidt mindre overskud. Set enkeltvis virker det måske ikke alvorligt, men i kroppen tælles alt med. Allostatisk belastning samler alle de små og store belastninger til et samlet tryk, som gradvist tærer på ressourcerne – også selv om man “klarer det” udadtil.
Begrebet allostatisk belastning peger derfor på, at effektiv stresshåndtering ikke kun handler om at rydde ud i kalenderen, men om at give kroppen reelle, gentagne erfaringer med at være i ro og reguleret tilstand. Her kan kropsterapi være en direkte måde at sænke den samlede belastning, fordi behandlingen hjælper nervesystem, muskulatur og åndedræt med konkret at forlade alarmberedskabet og finde tilbage til et sundere udgangspunkt.
Interoception er hjernens måde at registrere og fortolke signaler indefra kroppen på. Og forskningen viser, at vi først for alvor forstår mental sundhed, når vi betragter følelser som nært forbundne med kroppens tilstand.
Indre vurdering og håndtering – når stress ikke bliver reguleret
Stress bliver først et problem, når kroppen ikke kan falde til ro igen efter belastningen.
Når noget presser sig på, starter kroppen med små ændringer: puls, åndedræt, spænding i musklerne. Samtidig foretager hjernen en indre vurdering: “Er det her farligt, udfordrende eller ligegyldigt?” og “Har jeg kræfter, tid og støtte til at klare det her?” (Lazarus & Folkman, 1984; Craig, 2002).
Hvis situationen opleves som farlig, og ressourcerne føles små, vokser stressen. Hvis den samme situation opleves som en meningsfuld udfordring, som man trods alt kan stå igennem, bliver stressreaktionen ofte mere fokuseret og hjælpsom. Nyere forskning peger på, at det gør en stor forskel, om man grundlæggende ser stress som noget ødelæggende – eller som kroppens måde at mobilisere energi til noget vigtigt (McGonigal, 2015).
Herefter træder vores måder at håndtere presset på i kraft. Nogle forsøger at løse problemet direkte: taler med chefen, beder om hjælp, prioriterer om. Andre forsøger mest at dæmpe de ubehagelige følelser: glatter ud, tager mere ansvar end godt er, trækker sig, dulmer eller overpræsterer (Lazarus & Folkman, 1984).
Disse mønstre sætter sig i kroppen. At “bide tænderne sammen” bliver til spænding i kæbe og nakke. At sluge vrede giver tryk i brystet eller knude i maven. At løse alt ved at skrue op for tempoet ender i et nervesystem, der sjældent får lov at komme helt ned i gear. Over tid bliver det ikke blot stressen i sig selv, men manglen på regulering – manglen på at komme tilbage til hvile – der slider.
Et nyt syn på stress
Et centralt budskab i nyere stressforskning er, at stressreaktionen grundlæggende er en hjælp, ikke en fejl. Når noget er vigtigt for os – vores børn, vores arbejde, vores værdier – skruer kroppen op for puls, vejrtrækning og muskelspænding for at give ekstra energi og fokus. Set sådan er stress kroppens måde at sige: “Det her betyder noget, og jeg gør mig klar til at hjælpe dig.” Problemet opstår først, når vi tolker de samme signaler som bevis på, at vi er ved at bryde sammen, og samtidig ikke får støtte til at regulere ned igen, når belastningen er ovre (McGonigal, 2015).
Her spiller den indre sansning, interoception, en central rolle. Hjertebanken, svedige håndflader, uro i maven og en snørende brystkasse kan tolkes på mindst to måder: som tegn på fare og svaghed – eller som tegn på, at kroppen mobiliserer kræfter til noget, der er vigtigt. Vores grundlæggende syn på stress er med til at afgøre, hvilken tolkning der vinder. Når stress automatisk opfattes som farlig, forstærkes angst og hjælpeløshed, og kroppen får endnu sværere ved at falde til ro. Når stress i stedet opfattes som et signal om engagement, bliver det lettere at møde den med nysgerrighed: “Hvad er det, jeg prøver at beskytte eller lykkes med lige nu?” (McGonigal, 2015; Craig, 2002).
Samtidig foregår der et helt konkret kemisk skift i kroppen. Stresshormoner som adrenalin og kortisol stiger for at øge energi og reaktionsevne, mens andre signalstoffer – blandt andet oxytocin og visse peptider – kan støtte behovet for nærhed, omsorg og samarbejde, når vi er pressede. Det betyder, at kroppen ikke kun gør sig klar til at kæmpe eller flygte, men også til at søge støtte, passe på andre og knytte bånd. Hvis stress kun tolkes som farlig, kommer vi lettere til at isolere os og ignorere denne del af reaktionen, som faktisk inviterer til kontakt og regulering gennem fællesskab (McEwen & Lasley, 2002; Pert, 1997; McGonigal, 2015).
I kropsterapi får kroppen lov til konkret at erfare, at stress kan reguleres. I behandlingen får klienten hjælp til at mærke de stærke kropslige signaler – hjertebanken, spænding, uro – mens nervesystemet samtidig guides i retning af ro gennem berøring, åndedrætsarbejde og terapeutens nærvær.
Når kroppen falder mere til ro, dæmpes den “baggrundsstøj”, som kronisk stress skaber, og de indre signaler bliver tydeligere og mere nuancerede. Det styrker interoception – evnen til at mærke, hvad der faktisk foregår i kroppen – så klienten lettere kan skelne mellem sund aktivering og reel overbelastning. På den måde kan hjertebanken f.eks. begynde at føles som “jeg er engageret og koncentreret” i stedet for automatisk at blive tolket som “jeg er ved at bryde sammen”.
Behandling for behandling lærer klienten at aflæse og regulere sine stressreaktioner mere præcist, og gradvist lærer at stress ikke kun er noget farligt, men en tilstand kroppen kan forstå, håndtere, og -især- regulere.
Når krop, følelser og biokemi arbejder sammen
Stress handler både om ydre belastninger, indre fortolkninger og kroppens biologi. Kroppen registrerer belastning gennem interoception: ændret puls, ændret vejrtrækning, spændinger, mavefornemmelser. Disse signaler farves af nervesystemets tilstand og af de kemiske budbringere, der cirkulerer i kroppen – hormoner og neuropeptider, som påvirker, hvordan følelser opleves og reguleres (Craig, 2002; Pert, 1997).
Når et menneske i længere tid har været under pres, vil de interoceptive signaler ofte være præget af uro og alarm, og kroppen vænner sig til et bestemt kemisk “klima”, hvor stressens molekyler fylder meget. Det kan gøre det svært både at føle ro og at tro på, at roen er sikker, når den endelig opstår. I den situation er det ikke nok at forstå stress med hovedet; kroppen skal mærke, at noget nyt er muligt.
På briksen kan kropsterapi skabe et rum, hvor kroppen mødes med tryg berøring, guidet opmærksomhed og støtte til at blive i det, der mærkes, uden at skulle flygte eller kontrollere. Når muskler slipper, åndedrættet bliver dybere, og nervesystemet falder til ro, ændrer de interoceptive signaler sig konkret. Klienten kan mærke forskellen mellem et alarmpræget indre miljø og en mere reguleret tilstand – ikke som teori, men som kropslig erfaring.
Samtidig understøtter denne regulering, at “følelsernes molekyler” skifter karakter. Mindre vedvarende aktivering af stresshormoner giver plads til mere af de signalstoffer, der forbinder med kontakt, nydelse og tryghed, som f.eks. oxytocin og visse opioide peptider. Over tid kan det ændre både følelseslivet og oplevelsen af relationer, fordi kroppen ikke længere hele tiden forbereder sig på kamp eller flugt.
Kropsterapi bliver på den måde en praktisk bro mellem stressforskning, interoceptionsforskning og viden om følelsernes biologi. Ved at arbejde direkte med kroppen får klienten mulighed for at opbygge nye mønstre i både nervesystem, kemi og følelsesliv – og dermed en mere bæredygtig måde at være i verden på, hvor stress ikke forsvinder, men kan reguleres og bruges uden at slide kroppen ned.
Litteratur
Chen, W. G., Schloesser, D., Arensdorf, A. M., m.fl. (2021). The emerging science of interoception: Sensing, integrating, interpreting, and regulating signals within the self. Trends in Neurosciences, 44(1), 3–16.
Craig, A. D. (2002). How do you feel? Interoception: The sense of the physiological condition of the body. Nature Reviews Neuroscience, 3(8), 655–666.
Craig, A. D. (2009). How do you feel—now? The anterior insula and human awareness. Nature Reviews Neuroscience, 10(1), 59–70.
Craig, A. D. (2014). How Do You Feel? An Interoceptive Moment with Your Neurobiological Self. Princeton University Press.
Garfinkel, S. N., Seth, A. K., Barrett, A. B., Suzuki, K., & Critchley, H. D. (2015). Knowing your own heart: Distinguishing interoceptive accuracy from interoceptive awareness. Biological Psychology, 104, 65–74.
Jenkinson, P. M., Fotopoulou, A., Ibáñez, A., & Rossell, S. L. (2024). Interoception in anxiety, depression, and psychosis: A review of current knowledge and recommendations for future research. eClinicalMedicine, 73, 102673.
Khalsa, S. S., Adolphs, R., Cameron, O. G., m.fl. (2018). Interoception and mental health: A roadmap. Biological Psychiatry: Cognitive Neuroscience and Neuroimaging, 3(6), 501–513.
Nord, C. L., & Garfinkel, S. N. (2022). Interoceptive pathways to understand and treat mental health conditions. Trends in Cognitive Sciences, 26(6), 499–513.