Når ledelse bliver svært, er det sjældent kun, fordi lederen mangler et værktøj. Ofte sker der noget i kroppen længe før, hovedet når at finde den rigtige metode frem. En medarbejder bliver tavs. Et møde løber løbsk. En konflikt nærmer sig. Og pludselig reagerer kroppen med uro, overansvar, kontrol, tavshed eller trang til at fikse.
For Kirstine Moltzen, der er psykolog, psykoterapeut og kropsterapeut, er kroppen derfor en vigtig del af ledelse. Hun arbejder med ledere og ledergrupper, der skal lære at mærke sig selv, regulere deres nervesystem og forstå, hvordan deres egen tilstand påvirker relationer, beslutninger og samarbejde.
Kirstines vej ind i kropsterapien begyndte i arbejdet med klassisk lederudvikling. Hun underviste i samtaleteknik, mødeledelse og svære dialoger, men opdagede, at der manglede noget, når teorien skulle leve i mødet mellem mennesker. For ledelse foregår ikke kun i hovedet. Den foregår også i kroppen, i nervesystemet og i den kontakt, der opstår mellem mennesker.
På briksen kan lederen få øje på de mønstre, der ellers styrer automatisk. Hvornår tager jeg for meget ansvar? Hvornår lukker jeg af og bliver tavs? Hvornår mister jeg kontakten til mig selv?
Fra klassisk lederudvikling til kroppen som vejviser
Kirstine Moltzen er oprindeligt uddannet psykolog. I mange år arbejdede hun med HR og lederudvikling, hvor hun underviste ledere i samtaler, mødeledelse og svære situationer på arbejdspladsen.
Hun kendte værktøjerne. Hun kunne undervise i dem. Men efterhånden begyndte hun at se, at der var noget, modellerne ikke kunne nå.
“En ting er at fortælle om et værktøj og forberede sig rigtig meget. Noget andet er det, der sker i rummet, når man er sammen med andre mennesker,” fortæller Kirstine.
For selv den bedst forberedte leder kan blive udfordret, når samtalen tager en drejning. En medarbejder reagerer anderledes end forventet. Stemningen skifter. Det, der skulle være en enkel samtale, bliver pludselig vanskeligt.
Det var her, Kirstine begyndte at interessere sig for kroppen. Først gennem en psykoterapeutisk uddannelse, der arbejdede kropsligt og oplevelsesorienteret, og senere gennem uddannelsen som kropsterapeut hos Totum.
God ledelse sker gennem relationer
Når Kirstine skal forklare, hvorfor kroppen er vigtig i ledelse, begynder hun med relationen.
“God ledelse sker jo gennem relationer,” siger hun.
Det lyder enkelt. Men det betyder, at ledelse ikke kun handler om beslutninger, retning og struktur. Det handler også om, hvordan lederen er til stede sammen med andre mennesker.
I relationer scanner nervesystemet hele tiden efter tryghed og fare. Vi mærker tonefald, ansigtsudtryk, pauser, blikke og stemninger. Vi spejler os i hinanden, og vi påvirker hinandens tilstande. Derfor kan lederen ikke adskille sin faglige rolle fra sin kropslige tilstand.
Når presset stiger, reagerer ledere forskelligt. Nogle begynder at tale mere, end de egentlig har brug for. Andre bliver fåmælte, skarpe eller meget fokuserede på opgaven. Nogle får en stærk trang til at fikse, tage over eller haster løsninger igennem, mens andre får svært ved at sætte den grænse, situationen faktisk kalder på.
“Vi kan blive lidt kuppet i, at nu skal vi også fikse noget. Vi kan blive meget talende, hvis vi er pressede. Vi kan også komme til at blive for tavse, fordi det bliver for svært at sætte grænser,” siger Kirstine.
For hende er det ikke et tegn på, at lederen er dårlig. Det er et tegn på, at kroppen forsøger at beskytte. Hvis lederen ikke opdager det, kan gamle mønstre komme til at styre situationen.
Når gamle mønstre går med på arbejde
Kirstine peger på, at vi ikke bliver et helt andet menneske, bare fordi vi går på arbejde. De erfaringer og mønstre, vi har med os, følger også med ind i lederrollen og kan komme i spil, når vi bliver pressede.
Hvis man tidligt har lært at tage ansvar for, at andre har det godt, kan det vise sig i lederrollen. Hvis man har lært, at tavshed er utrygt, kan man komme til at fylde stilheden ud. Hvis man har lært, at konflikt er farligt, kan man komme til at trække sig, når der egentlig er brug for en grænse.
Kirstine giver et eksempel med en leder, der har en medarbejder, hvor de samme aftaler igen og igen falder til jorden. Lederen prøver at følge op, skrive ned, foreslå løsninger og skabe forandring. Men ingenting rykker rigtigt.
I sådan en situation kan arbejdet på briksen være med til at vise, hvad der sker i relationen. Måske opdager lederen, at hun selv kommer til at tage for meget ansvar. At hun hele tiden foreslår, hvad medarbejderen skal gøre anderledes, og at medarbejderen derfor ikke selv bliver involveret nok.
Det interessante er ikke kun, hvad lederen gør. Det interessante er, hvorfor netop den adfærd bliver hendes automatiske svar. Hvad bliver svært ved at læne sig tilbage? Hvad sker der i kroppen, når ansvaret skal gives tilbage til medarbejderen?
Når lederen lærer at mærke sine mønstre på briksen
Det kan lyde overraskende, at en leder kan udvikle sig ved at ligge på en briks. Men for Kirstine giver det god mening.
På briksen går tempoet ned. Kroppen får mulighed for at vise de reaktioner, der i hverdagen ofte sker så hurtigt, at lederen først opdager dem bagefter. Det kan være spændinger, uro, en trang til at tale, en fornemmelse af at holde igen eller et fysisk mønster, hvor kroppen læner sig frem og tager ansvar.
“Rigtig mange af de informationer, vi får, som har betydning for, hvordan vi kommunikerer eller er i relation, kommer fra kroppen og nervesystemet,” siger Kirstine.
Derfor handler arbejdet ikke kun om at forstå med hovedet. Det handler om at mærke. Hvor sidder spændingen? Hvad minder stemningen om? Hvornår tager kroppen over?
For Kirstine er kropsterapi både behandling og læring. Den, der ligger på briksen, får en kropslig erfaring med sine egne tilstande. Når lederen senere sidder i en svær samtale og mærker, at kroppen begynder at gøre det samme, kan hun nå at opdage det tidligere. Hun kan måske tage en pause, stille et spørgsmål eller lade være med at overtage ansvaret.
Det er også her, regulering begynder. Ikke ved at kontrollere kroppen hårdt, men ved først at lytte til den.
Selvledelse begynder i nervesystemet
I dag arbejder Kirstine især med ledergrupper, hvor kroppen og nervesystemet bliver en del af gruppens udvikling.
“Hvis jeg skal sige det meget kort, så lærer de at lytte til deres krop og til deres nervesystem,” siger Kirstine.
Det kan ske gennem vejrtrækningsøvelser, natur, oplevelsesorienterede øvelser og samtaler om, hvad nervesystemet betyder for kommunikation og relationer. For mange ledere bliver det tydeligt, hvor meget af hverdagen der foregår i en mobiliseret tilstand. Møde på møde. Hurtige skift. Høje krav. Mange relationer. Mange beslutninger. Kroppen er på arbejde hele tiden.
Når lederen er i den tilstand for længe, kan kontakten til sig selv forsvinde. Og når kontakten forsvinder, bliver det sværere at være tydelig, nærværende og fleksibel i relationen til andre.
Når Kirstine taler om selvledelse, handler det derfor ikke først og fremmest om mål, strategier eller effektivitet. Det handler om at tage sin egen tilstand alvorligt og lære kroppen at kende, så man kan bruge dens signaler aktivt i relationer.
Hun beskriver det som at blive ven med sit nervesystem.
For hvis man som leder kan mærke, hvad der sker indeni, bliver det også lettere at regulere sig selv på en måde, der hjælper relationen. Måske bliver man ikke automatisk en bedre leder af at ligge på en briks. Men man kan blive bedre til at opdage, hvad der sker i kroppen, når man leder.
Og det kan ændre måden, man møder andre på.
