På Hybelinstitutionen i København er kropsterapi blevet en del af tilbuddet til anbragte unge. Her oplever socialpædagog og kropsterapeut Rikke Lund Espinosa, at arbejdet med kroppen kan give de unge en anden indgang til at forstå sig selv – ved at lære at genkende kroppens signaler, når f.eks. angsten eller uroen truer med at tage over, eller de får lyst til at trække sig væk.
For mange udsatte unge er det at fortælle om sig selv ikke noget nyt. Deres historie kan være blevet fortalt til pædagoger, psykologer og sagsbehandlere og beskrevet i journaler, handleplaner og statusser. De kan have sat mange ord på det, de har oplevet – uden nødvendigvis at være vant til at lægge mærke til kroppens signaler: at de spænder op, får hjertebanken, bliver urolige eller får lyst til at trække sig væk.
Det er noget af det, socialpædagog og Totum kropsterapeut Rikke Lund Espinosa møder på Hybelinstitutionen under Københavns Kommune, hvor hun arbejder med anbragte unge mellem 16 og 23 år. Her er kropsterapi blevet etableret som et fast tilbud én dag om ugen og indgår som et supplement til institutionens øvrige socialpædagogiske arbejde.
Når kroppen bliver en del af den pædagogiske indsats
På Hybelinstitutionen arbejder man blandt andet med narrativ pædagogik, tilknytningsteori og en traumebevidst tilgang. Fælles for dem er på forskellige måder forsøget på at forstå den unge og det, der kan ligge bag en bestemt reaktion eller adfærd.
For Rikke kan kropsterapi tilføre endnu et perspektiv: Hvordan mærkes det?
”Hvordan er kroppen også et sprog?” spørger hun.
For når den unge f.eks. oplever angst, vrede eller et behov for at trække sig, kan der samtidig være noget meget konkret på spil i kroppen: hjertebanken, spændinger, uro eller en impuls til at komme væk.
Kropsterapien bliver dermed ikke en erstatning for det pædagogiske eller psykologiske arbejde, men et supplement, hvor opmærksomheden også rettes mod kroppens signaler. Det placerer indsatsen i et bredere felt, hvor kropsterapi i sociale indsatser kan indgå sammen med andre faglige tilgange.
Kropsterapi for udsatte unge – når kroppens signaler bliver tydeligere
En af de unge kvinder, Rikke har behandlet, beskriver, hvordan hun efterhånden er begyndt at opdage nogle af de fysiske reaktioner, som tidligere gik ubemærket hen. Hun kan f.eks. mærke, at hun spænder op, når angsten kommer.
”Jeg har ikke lagt mærke til, at jeg spænder helt op. Det har jeg ikke lagt mærke til før,” fortæller hun.
Det interessante er ikke kun, at hun mærker spændingen. Hun begynder også at opdage sin reaktion, mens den sker. Det giver mulighed for at stoppe op, trække vejret eller tage et skridt tilbage, før reaktionen har taget helt over.
Rikke arbejder blandt andet med små kropslige ankerpunkter, som de unge kan tage med sig fra behandlingen og bruge i hverdagen. Det kan være åndedrættet eller noget så enkelt som at trykke sig selv i hånden og bruge det som en påmindelse om at registrere, hvad der er ved at ske.
Det er en konkret form for kropsbevidsthed, som også genfindes i arbejdet med kroppens signaler og nye handlemuligheder: At det at opdage sin reaktion kan skabe et lille mellemrum, hvor andre muligheder bliver synlige.
Når man ikke behøver fortælle sin historie først
For nogle unge kan netop det være vigtigt, at kropsterapien ikke begynder med et krav om at fortælle.
Rikke fortæller om en ung mand, der havde meget få ord og svært ved både at formulere og reflektere over det, han oplevede. I behandlingen behøvede han ikke fortælle sin livshistorie. Han kunne lægge sig på briksen, og udgangspunktet kunne i stedet være den krop, der var meget spændt og i alarm.
Rikke har faktisk været overrasket over, hvilke unge der har taget imod tilbuddet. Hun havde forestillet sig, at det især ville være unge, som i forvejen havde overskud til at være nysgerrige på kroppen. Men blandt dem, der er kommet, er også unge med komplekse problemstillinger, som institutionen har haft svært ved at nå gennem andre terapeutiske tilbud.
Det er ikke i sig selv dokumentation for, at kropsterapi virker bedre for denne gruppe. Men erfaringen fra Hybelinstitutionen peger på, at en kropslig tilgang kan skabe en anden indgang til kontakten – også for unge, der har svært ved at begynde med ordene.
Et andet rum end resten af hverdagen
En anden vigtig forskel handler om relationen. En kontaktpædagog skal forholde sig til mange dele af den unges liv: skole, aftaler, økonomi, behandling, familie og alt det praktiske, der skal fungere.
Kropsterapiens rum har en anden og mere afgrænset opgave.
”Du er ikke en del af mit liv.”
Det siger en af de unge meget enkelt til Rikke. Det kan umiddelbart lyde distanceret og afvisende, men i hendes forklaring ligger netop en værdi. Når hun kommer til behandling, skal Rikke ikke samtidig have en holdning til, om hun har været i skole eller fået ordnet de ting, hun skulle. I det rum kan opmærksomheden være rettet mod hende og det, hun mærker.
Derfor mener Rikke også, at rollerne som udgangspunkt bør være adskilt. Kropsterapeuten skal ikke nødvendigvis samtidig være den kontaktperson, der bagefter minder den unge om regninger eller skolegang. Den tydelige ramme kan være en vigtig del af selve tilbuddet.
Når forskellige faglige sprog mødes
Adskillelsen betyder ikke, at kropsterapien skal stå alene. Tværtimod er noget af det, Rikke finder mest interessant, hvordan det kropslige og det pædagogiske arbejde kan understøtte hinanden.
Et kropsligt anker fra behandlingen kan f.eks. kobles til begreber og strategier, som den unge allerede arbejder med sammen med sine pædagoger. På den måde kan noget, der opdages på briksen, få betydning uden for behandlingsrummet.
Det er også en erfaring, man har gjort andre steder, hvor kropsterapi er blevet en del af en social indsats. I Københavns Kommunes Enhed for Kriminalpræventive Indsatser voksede tilbuddet eksempelvis gradvist fra et lille behandlingsrum til en mere etableret indsats. Historien om vejen fra idé til etableret tilbud viser samtidig, at det kræver både organisatorisk opbakning og forståelse blandt kolleger, hvis kropsterapi skal finde en meningsfuld plads sammen med eksisterende fagligheder.
På Hybelinstitutionen er det arbejde stadig under udvikling. Rikke beskriver selv udfordringen som at finde et fælles sprog mellem en pædagogisk verden, der ofte er teoretisk og struktureret, og et kropsterapeutisk arbejde, der også rummer sansning og det, der opstår i mødet med den enkelte.
Fra en krop, der står i vejen, til en krop, man kan være med
For nogle af de unge har kroppen først og fremmest været noget, der gjorde livet vanskeligere. Den kunne reagere med angst, uro, spændinger eller andre fysiske fornemmelser, som var svære at forstå. Rikke beskriver det som et møde med unge, der kan opleve kroppen som ”et belastet hylster”.
Kropsterapien ændrer ikke den historie, de kommer med. Men i behandlingsrummet kan de få mulighed for at blive nysgerrige på kroppen på en anden måde: Hvad mærker jeg lige nu? Hvad sker der, når jeg bliver urolig? Og kan jeg opdage nogle af signalerne lidt tidligere?
En af de unge formulerer måske bevægelsen allerklarest:
”Hvordan min krop reagerer? Det har jeg aldrig nogensinde lagt mærke til.”
For Rikke er det netop her, kropsterapien kan finde sin plads i arbejdet med udsatte unge. Ikke som svaret på alt det svære, de har med sig, og heller ikke som en erstatning for de mennesker og fagligheder, der allerede er omkring dem. Men som et rum, hvor kroppen ikke kun bliver noget, der reagerer – den bliver også noget, den unge kan begynde at lytte til og lære at være med.
