Hvad gør man, når lægen siger, at alt ser fint ud, men smerterne stadig er der, og frygten for sygdom ikke vil slippe? Gennem sine 20 år som praktiserende læge har Anne Astrup mødt mange mennesker, der fortsat havde smerter eller andre fysiske symptomer, selvom undersøgelserne ikke gav nogen klar forklaring. I dag er hun også uddannet Totum kropsterapeut og har fået nye muligheder for at arbejde med både de kropslige symptomer og den utryghed, der kan følge med, når man ikke ved, hvorfor man har det, som man har det.
Når symptomerne er virkelige, men forklaringen mangler
Forestil dig at gå til lægen med smerter, hjertebanken eller andre symptomer, der gør dig bekymret. Du bliver undersøgt, men lægen finder ikke noget, der kan forklare det, du mærker. På den ene side er det en lettelse, at der ikke er tegn på alvorlig sygdom. På den anden side går du hjem med præcis de samme symptomer, som fik dig til at opsøge lægen. Og måske også med en usikkerhed om, hvad du så skal stille op.
Den situation kender Anne Astrup fra sine næsten 20 år som praktiserende læge. Hun har mødt mange mennesker, der havde tydelige fysiske symptomer, selvom undersøgelserne ikke gav nogen entydig forklaring. Og hun ved, hvor frustrerende det kan være at få at vide, at alt ser fint ud, når man stadig har ondt eller føler sig utilpas.
Det værste, man næsten kan gøre, er at møde mennesker med en afvisning i forhold til det, de oplever i deres krop.
For Anne har det derfor været vigtigt at skelne mellem ikke at kunne påvise sygdom og ikke at tage symptomerne alvorligt. Det er to vidt forskellige ting. At lægen ikke finder en forklaring, betyder ikke, at smerterne eller ubehaget ikke er virkeligt.Men det efterlader også et spørgsmål, som Anne blev mere og mere optaget af gennem sine år som læge: Hvordan hjælper man et menneske, når undersøgelserne ikke giver et svar, men symptomerne stadig fylder i hverdagen?
Fra lægepraksis til behandlingsbriks
Efter næsten 20 år som praktiserende læge begyndte Anne Astrup at stille spørgsmål ved den måde, hun arbejdede på. Hun holdt af lægefaget og især den tætte kontakt med patienterne, som hun ofte havde fulgt gennem mange år. Men hun oplevede også, at tiden i konsultationen sjældent slog til, når et menneskes problemer var mere sammensatte end en enkelt diagnose.
Det gjaldt ikke mindst de patienter, der kom igen og igen med smerter eller andre fysiske symptomer, uden at undersøgelserne gav en klar forklaring. Som læge kunne Anne undersøge dem, udelukke en række sygdomme og forsøge at berolige dem. Men hun oplevede også begrænsningen i at fortælle et menneske, at der ikke var noget galt, når vedkommende stadig havde ondt eller var bange for at fejle noget alvorligt.
Efter en stresssygemelding i 2023 begyndte Anne at overveje, om hun skulle fortsætte i lægepraksissen. Hun ønskede ikke at opgive arbejdet med mennesker, men at få bedre mulighed for at beskæftige sig med de sider af deres helbred, som hun ikke altid havde tid eller redskaber til at arbejde med som læge.
Valget faldt på uddannelsen til Totum kropsterapeut. I dag har hun sin egen klinik i Middelfart, hvor hun kan bruge længere tid sammen med den enkelte og kombinere samtalen med fysisk behandling.
Det betyder ikke, at Anne har lagt sin lægefaglige viden bag sig. Tværtimod bruger hun den stadig, blandt andet til at vurdere, hvornår en klient bør undersøges hos sin egen læge. Men hvor hendes opgave tidligere først og fremmest var at finde ud af, om symptomerne skyldtes sygdom, har hun nu mulighed for også at arbejde med, hvordan mennesket oplever og reagerer på dem.
Når man føler sig syg, selvom behandlingen er afsluttet
Et af de områder, Anne interesserer sig særligt for, er mennesker, der har været igennem alvorlig sygdom.
Hun beskriver et paradoks, som blandt andet kan opstå efter et kræftforløb. Et menneske kan føle sig rask, da sygdommen bliver opdaget, og derefter gennemgå måneder med operationer, kemoterapi og andre behandlinger, som belaster kroppen voldsomt. Når behandlingen endelig er afsluttet, kan lægen fortælle, at der ikke længere er tegn på aktiv sygdom.
Men mennesket føler sig måske mere sygt end nogensinde.
Når man med sin lægeautoritet siger, at nu er du altså rask, er det jo ikke det samme som, at den, der går ud ad døren, føler sig rask.
For Anne handler det ikke kun om de fysiske følger af behandlingen. Det handler også om, hvad sygdommen har gjort ved menneskets forhold til sin egen krop.
Før sygdommen kunne et stik i maven eller en usædvanlig træthed være noget, man knap bemærkede. Efter et alvorligt sygdomsforløb kan de samme fornemmelser vække frygt for sygdom eller tilbagefald. For hvordan skal man vide, hvad der er almindelige kropslige reaktioner, og hvad der er tegn på noget alvorligt?
Når smerterne bliver, selvom sygdommen er væk
Anne fortæller om en kvinde, der har været igennem et omfattende behandlingsforløb for æggestokkræft. Hun er blevet opereret og har fået kemoterapi, og de efterfølgende kontrolscanninger har ikke vist tegn på tilbagefald. Det er naturligvis en god besked at få. Men den ændrer ikke ved, at kvinden stadig har betydelige smerter i den ene side af maven.
Nogle dage er smerterne så kraftige, at hun har brug for stærk smertestillende medicin. Og de sidder netop i det område, hvor sygdommen tidligere gav symptomer. Det gør situationen særlig vanskelig. For hvordan skal man finde ro i beskeden om, at alt ser fint ud, når kroppen bliver ved med at gøre ondt på en måde, der minder om dengang, man var alvorligt syg?
Det er netop den modsætning, Anne er optaget af. At man kan få en lægelig besked, der burde skabe lettelse, men alligevel stå tilbage med både smerter og frygt for sygdom. Undersøgelserne kan fortælle noget vigtigt om, hvorvidt kræften er vendt tilbage, men de fjerner ikke nødvendigvis de symptomer og bekymringer, som mennesket lever med.
Undersøgelserne kan fortælle noget vigtigt om, hvorvidt kræften er vendt tilbage, men de fjerner ikke nødvendigvis de symptomer og bekymringer, som mennesket lever med.
Anne overvejer, om kvindens tidligere sygdomsforløb også kan have betydning for, hvordan hun oplever smerterne i dag. Ikke fordi smerterne dermed er indbildte eller nødvendigvis skyldes frygt, men fordi erfaringen med alvorlig sygdom kan gøre det vanskeligt at føle sig tryg ved kroppens signaler.
I behandlingen arbejder Anne med rolige, pulserende bevægelser, åndedræt og berøring, også omkring det område, hvor kvinden har ondt. Under nogle behandlinger oplever kvinden, at smerterne aftager eller helt forsvinder. De vender tilbage igen, men Anne fortæller, at kvinden over tid også har oplevet en mere vedvarende bedring.
“Men det er jo ikke en mirakelkur”, understreger Anne.
For Anne er det interessante, at kvinden under behandlingen får mulighed for at opleve det smertefulde område på en anden måde. Et sted på kroppen, der længe har været forbundet med sygdom, smerter og bekymring, kan for en stund føles anderledes. Det fortæller ikke, hvorfor smerterne opstår, men det giver kvinden en erfaring med, at de ikke nødvendigvis føles ens hele tiden.
Og måske er det netop noget af det, Anne kan bidrage med som kropsterapeut: Ikke at erstatte lægens undersøgelser eller love, at smerterne forsvinder, men at arbejde med den utryghed og de kropslige oplevelser, som ikke nødvendigvis forsvinder, bare fordi undersøgelserne ser fine ud.
Det er blandt andet her, Anne oplever, at kropsterapien giver hende nogle andre muligheder. Hun har bedre tid til at lytte til menneskets historie, og hun kan arbejde direkte med de kropslige fornemmelser, som fylder så meget. Ikke kun gennem samtale, men også gennem berøring, bevægelse og åndedræt.
