Med kombinationen af behandlinger fra Rigshospitalets læger og fra sin Totum kropsterapeut Lene Alexander fandt Dorthe tilbage til livet efter et alvorligt coronaforløb og langvarige senfølger.
Dorthes liv var i fare, da hun blev indlagt på Rigshospitalet i marts 2020. Hun var en af pandemiens tidlige patienter, og erfaringen i sundhedsvæsenet var ikke, hvad den er i dag. Hendes lunger var svært angrebet, hendes kræfter var lig nul og kun ved en enorm viljestyrke, eller stædighed som hun kalder det, fik hun kæmpet sig op at gå med en rollator og holdt blodgennemstrømningen og iltningen af kroppen i gang. Langsomt frem og tilbage på stuen. Derved undgik hun respirator.
Ligesom resten af verden er Danmark stadig ved at kortlægge konsekvenserne af pandemien. Vi undersøger de økonomiske og erhvervsmæssige tab, vi prøver at få kulturen og andre brancher, der har lidt under coronaen, op at stå igen. Men det er også vigtigt at få de personlige beretninger om konkrete sygdomsforløb med som en del af billedet. For pandemien skaber ringe i vandet, psykiske såvel som fysiske konsekvenser, blandt andet de senfølger, som mange stadig kæmper med.
Senfølgerne mindede Dorthe om, hvor tæt hun havde været på døden, og hvor meget hendes krop havde været igennem. Som hun fortæller:
”Angsten blev tilbage. Jeg havde overlevet coronavirus, men jeg var mærket af forløbet og af senfølgerne. Jeg kunne pludselig blive grebet af panik i supermarkedet pga de mange mennesker omkring mig. Jeg turde ikke tage toget selv, hvis ikke min mand var med. Jeg var så bange for at blive smittet igen. Jeg var simpelthen knuget af angst.”
Når angsten styrer ens hverdag. Når man er konstant anspændt og på vagt. Så må man søge hjælp. Og det gjorde Dorthe både i form af psykologbehandlinger og kropsterapi. Der fik hun hjælp til at slippe angsten og begyndte at genvinde sin balance.
Corona-senfølger
Da Dorthe blev ramt af coronavirus var vores viden om sygdommen stadig stærkt begrænset. Ordet senfølger havde endnu ikke vundet indpas. Man anede ikke, hvad man skulle regne med, og selv efter mange måneder dukkede nye senfølger op. Hun tabte meget af sit ellers sunde, stærke hår. Hun mistede smags- og lugtesans fuldstændigt. Hun fik ledsmerter, søvnbesvær, papirstynde negle og hud på skinnebenene, hvor der går hul ved det mindste stød. Hun oplevede vedvarende føleforstyrrelser i hele den ene side af ansigtet. Og senest blodpropper i lungerne et år efter raskmelding.
Men oven i alt det oplevede Dorthe også de neurologiske senfølger: koncentrationsbesvær, voldsom mental træthed og problemer med at udføre arbejdsopgaver, som eller faldt hende let.
”Fra at have været en, der altid havde 100% styr på tingene, begyndte jeg at miste grebet om den røde tråd i samtaler. Jeg var ikke skarp som før, jeg kunne ikke holde rede på argumenterne, men blev nødt til at holde pauser for at samle kræfter.” Heller ikke hukommelsen er gået uberørt igennem forløbet.
Både angsten, de fysiske senfølger og de neurologiske konsekvenser var en del af det, som Dorthe søgte hjælp for, da hun første gang prøvede kropsterapi.
Kropsterapiens parløb med den etablerede behandling
Dorthe er et levende bevis på at man bør aflive myten om et enten-eller i sine behandlingsvalg: enten sværger man til sygehusenes behandlingstilbud eller også går man andre græsgange. Nej, man behøver naturligvis ikke at fravælge det ene for at opleve værdien i det andet. Kropsterapien er et holistisk system, som netop integrerer viden om kroppen og sindet, men som ikke står i opposition til videnskaben. Dorthes resultater vidner om, hvad man i virkeligheden kan opnå ved at kombinere behandlingerne fra lægevidenskaben med kropsterapien.
Dorthe oplevede coronaens frontalangreb på tre af hendes fem sanser. På en skala fra 0 til 100 scorede Dorthe 0 på lugtesans og smagssans ovenpå sit sygdomsforløb. Ligegyldigt hvad hun snusede til eller puttede i munden, havde det fx kun én smag eller lugt: løg. Hvad følesansen angik har hele den ene side af ansigtet ”sovet” det sidste halvandet år ligesom efter en hård tur hos tandlægen med bedøvelse, der kun gradvist er ved at lette.
Men selv om Dorthe har været i behandlingsforløb på Rigshospitalet for disse corona-senfølger var det kombinationen af den behandling med kropsterapien, der gjorde forskellen. Genoptræning af lugt og smag med duftolier og næsedråber sammen med Totum kropsterapi har bragt Dorthe fra 0 helt op på 98 ud af 100. Det er et enestående resultat i patientgruppen på Rigshospitalet. Som Øre-næse-halslægen erklærede, er der ingen tvivl om at kropsterapeutens arbejde har gjort noget, da Dorthe ganske enkelt var den eneste patient med den form for fremgang. Også føleforstyrrelserne har lettet betydeligt efter behandlingerne hos Totum kropsterapeuten.
Hvordan foregik behandlingerne konkret på briksen?
”Da jeg først kom, var min krop i allerhøjeste alarmberedskab. Jeg var så anspændt og øm, at Lene næsten ikke kunne røre mig. Selv det mindste tryk føltes som at røre en betændt byld. Vi var nødt til at gå meget langsomt frem, men lidt efter lidt fik hun kroppen til at slappe af og slippe nogle af spændingerne.”
Dorthe fortæller, hvordan Lene bl.a. har arbejdet fra top til tå med lymfesystemet og har sat gang i en indre udrensningsproces. Desuden har Lene arbejdet med Dorthes nervesystem for at bringe kroppen i ro, så de anspændte muskler har løsnet sig. Dette har sammen med psykologens arbejde tilladt både krop og sind at give slip på angsten.
Gennem kropsterapien har Dorthe også lært teknikker til at optimere lungekapaciteten og få luften ud i alle afkroge af lungerne. At spærre ballonen ud, som hun siger. ”Lene tog fat i siden og masserede så kroppen kunne udvide sig frit med åndedrættet. Jeg prustede og stønnede op ad trappen på vej til kropsterapi, men nu når jeg har været der, er det som om, jeg svæver ned ad trappen igen.”
Livet skal leves uden frygt
Dorthe er ikke en, der forfalder til klichéer. Men når man har været konfronteret med døden og fundet vejen tilbage, er der nogle helt basale sandheder, som måske lyder simple, men som man føler helt ind i marven. ”Hver dag, ” konstaterer hun, ”er simpelthen en gave. Så enkelt er det. Når man har været helt ude på vippen, gør det noget ved en. Og efter jeg har sluppet frygten for mig selv, har jeg også i højere grad fået øje for at hjælpe andre. Alle dem, der har været der for mig under hele dette forløb.” Man skal ikke glemme eller fornægte, hvad man har været igennem. Men man skal glæde sig over de succeser, man oplever, over de mennesker, der støtter en, og man skal give tilbage. Og netop det gør Dorthe ved at fortælle sin historie.
