Indhold

Kropsterpi er som zoneterapi for hele kroppen

Kropsterapi er som zoneterapi på hele kroppen

Indhold

For zoneterapeut og kropsterapeut Anne Irene Madsen er det meget enkelt: Kropsterapi var præcis den brik, hun manglede som behandler. 

En sangfugl og en fjern plæneklipper er de eneste baggrundslyde, da Anne Irene Madsen en varm sommerdag slår dørene op til sin praksis og inviterer indenfor til en snak om zoneterapi, kropsterapi og hvordan hun har kombineret de to teknikker i sit arbejde. Der hviler en ro over stedet, over behandlerrummet, som er holdt i lyse, venlige toner og over behandleren selv, som hurtigt får skabt en afslappet stemning. 

Anne Irene Madsen har en bred og varieret baggrund  med zoneterapien og kropsterapien som centrale pejlemærker. Hun er uddannet Totum Kropsterapeut i 2019, har taget Totum Masterclass i 2020 og fungerer nu som hjælpelærer hos Totum. Anne er desuden massør fra Lasota, RAB-registreret zoneterapeut fra DDZ og har behandlet på sin egen klinik siden 2010. 

På spørgsmålet om, hvordan zoneterapien og kropsterapien supplerer hinanden, svarer hun uden tøven: “Som zoneterapeut behandler jeg på fødderne, mens kropsterapi for mig er ligesom zoneterapi på resten af kroppen.” 

Mærkede effekten på egen krop 

Annes egen introduktion til kropsterapi var en behandling hos en massør, der viste sig så effektiv, at hun på stedet blev nødt til at spørge, hvor han havde lært sin teknik. Da hun fandt ud af, at han var uddannet kropsterapeut hos Totum, gav det hende lyst til at vide mere og videreudvikle det, hun allerede kunne. 

Kropsterapien er blandt andet karakteriseret ved pulserende massagebevægelser og akupressur. Anne oplevede, at dette overflødiggør brug af massageolie, så hun lettere kan gå frem og tilbage mellem at arbejde på fødderne og på kroppen, hvilket giver hende en enestående fleksibilitet og frihed under behandlingen.

”Når en klient kom til mig med ondt i nakken, var det fint at kunne behandle med zoneterapi på foden, og det er jeg stadig rigtig glad for. Men jeg manglede noget. Jeg manglede at kunne gå ind og arbejde direkte med nakken, og give klienten følelsen af umiddelbar kontakt med problemet,” fortæller Anne.

Hvordan griber du konkret en behandling an?

”Zoneterapi og kropsterapi arbejder med de samme principper, og der er mange overlap i forståelsen af kroppen. Det er i virkeligheden meget meridianerne, man arbejder med. Det vil sige, man kigger på muskelrelationerne.” 

Anne taler om kroppen som et slags landkort, hvor hun som behandler er mere stedkendt end de fleste. Hun forklarer nærmere: 

”For eksempel, nogle af de muskler som hører til mave-meridianen, de går op i nakken. Typisk starter man en behandling ved at gå op og mærke i nakken, fordi det giver et rigtig godt fingerpeg om, hvor man skal tage fat henne på netop denne klient,” siger Anne og uddyber:

”Det kan måske virke mystisk for klienten, at man arbejder i nakken og så går ned og trykker på lårene, men der er en mening med det!” 

Som klient er det ofte først bagefter, man mærker, hvad meningen var, men her er Anne meget opmærksom på kommunikation og klarhed. Hun fortæller, hvad hun mærker, spørger ind til hvad klienten mærker og lærer klienterne at signalere løbende, hvordan de har det, så behandlingen bliver et samarbejde.

Hvilke symptomer fik du lettere ved at tackle gennem kropsterapien?

”Der kom en med stivhed i skulderen og kunne slet ikke løfte armen op. I forhold til zoneterapien, hvor man jo ikke er oppe at røre selve skulderen, og ren massage, hvor man masserer på en anden måde, har vi nogle sindssygt effektive måder inden for kropsterapien, der virkelig rykker ved den måde, vi arbejder med skulderen på. 

Jeg brugte alle de skulderteknikker, jeg kunne, og da han gik derfra, spurgte han ”Hvor længe holder det? For nu kan jeg jo bevæge min arm igen!” Det holdt, og han var virkelig imponeret over, at hans arm lige kunne fikses på den måde, og nævner det stadig af og til. Udover at behandle leddet og få løst op for musklerne, fik jeg også løst op for hans overbevisning om, at han ikke kunne, og så kunne han!”

Har det at kunne tilbyde kropsterapi (udover zoneterapi) givet flere klienter på briksen?

”Ja, det har det. Helt klart. Nu får jeg både dem, jeg fik før, plus dem der søger noget mere. Jeg oplever stor tilfredshed hos dem, der får enten kropsterapi og zoneterapi sammen eller nogle gange mere af det ene eller det andet alt efter deres behov. 

Jeg har for eksempel haft en dame, som kom med vand i benene, de var meget hævede, og det var ubehageligt og gjorde ondt. Der startede jeg med at behandle fødderne zoneterapeutisk og lave lymfedrænnage på underbenene, men fordi jeg kunne kombinere det med kropsterapeutiske teknikker, arbejdede jeg med hele benet og hele lymfesystemet, og klienten oplevede meget hurtig og meget markant lindring. Da hun havde problemer med maven og forstoppelse, kunne jeg også gå ind og behandle det. 

I forbindelse med nedlukningen af samfundet i foråret kunne hun ikke få behandling i tre måneder, og der stod det klart, at uden den opfølgende behandling kom alle hendes symptomer igen—det var simpelthen så tydeligt et bevis på, hvor effektiv kropsterapien havde været.”

Totum Kropsterapi samler det bedste under ét system

Der skænkes te, og snakken falder på blomsterne i haven, som giver deres helt egen form for velvære. Og velvære er i det hele taget et omdrejningspunkt. For hvor finder man det i junglen af behandlingstilbud? Hvorfor fx gå til en kropsterapeut, hvorfor ikke gå til en traditionel fysioterapeut, en massør, eller måske en kiropraktor?

”Du giver egentlig meget godt svaret selv. Fordi de er allesammen meget specialiserede. Men kropsterapien har kombineret de bedste teknikker fra dem alle sammen.” 

“Man har inkorporeret elementer fra fysioterapi, fra massage og så videre, men sat det ind i et holistisk system, og det der gør det til kropsterapi er, at man har sat denne her pulserende bevægelse på, som ingen af de andre har, men som alle kan se virker. Hele lymfesystemet går i gang med at få fjernet affaldsstoffer og samtidigt beroliger det nervesystemet. Det er der ingen af de andre teknikker, der gør, så vidt jeg ved.” 

Krop og sind bør ikke adskilles

Kropsterapi tænker sindet med i behandlingen, da vores tanker og oplevelser ofte manifesterer sig i kropslige symptomer. Anne behandler det hele menneske, snarere end enkelte symptomer, og det omfatter også følelser og erindringer, der sætter sig i kroppen som muskelspændinger. Derfor er samtale en naturlig del af Annes værktøjskasse som kropsterapeut: 

”Vi er ikke psykologer og skal ikke ’lege lommepsykologer’”, siger Anne med et smil, men tilføjer: ”Men hvis man rører ved en arm og folk bliver kede af det, ville det jo være mærkeligt, at vi ikke spurgte, hvad det handlede om. Og det at folk får fortalt om det, er ofte nok til at de føler, de kommer af med det, og det ikke trigger længere.”

Kropsterapeuten hjælper klienten, men kroppen og sindet hjælper også til. Klienter lærer for eksempel at trække vejret “gennem” kroniske smerter, samtidigt med at terapeuten lindrer og behandler årsagen til problemet. Mange oplever at de pludselig kan løfte armen igen, klø sig selv på ryggen eller genvinder bevægelse andre steder, hvor kroppen før var låst. 

Du kan læse mere om Anne Irene Madsens praksis:

https://aim-zone.dk/

Seneste indlæg