Indhold

Sådan lindrer du dit barns kolik

Indhold

Kolik er en af de værste lidelser, der kan ramme dit barn. Forældre føler sig ofte magtesløse, da de ikke ved, hvordan de skal lindre den intense smerte, som barnet oplever. Kropsterapeut og Totum-grundlægger Jeppe Dalsgaard vejleder til trykpunkter, som kan afhjælpe dit barns kolik.

Kroniske, langvarige skrigeture, også kaldet kolik, rammer hvert tiende barn, og er en lidelse, som efterlader både barnet og forældrene ulykkelige. Det er ikke 100 procent videnskabeligt bevist, hvad der forsager kolik. Men der er noget, som tyder på, at gråden skyldes stærke mavesmerter hos barnet – mavesmerter som ofte stammer fra tyktarmen, hvor luft og afføring kan ophobe sig. Derfor vil man ifølge kropsterapeut Jeppe Dalsgaard typisk fokusere på tyktarmen, når man skal behandle kolik.

“Min erfaring som kropsterapeut er, at når vi skal arbejde med kolik, så skal vi især arbejde med tyktarmen. Og når vi gør det, så bliver der oftest frigivet en masse afføring og luft. På den måde afhjælper vi kolikken,” siger han.

Hjælp til selvhjælp

Herunder følger en vejledning til, hvordan du selv kan hjælpe dit barn med at lindre smerterne i deres mave. Du kan se, hvordan Jeppe Dalsgaard gør i videoen i bunden af artiklen.

1.
De første to punkter skal du bruge samtidig. Det første punkt ligger i albuefugen på oversiden af armen. Find dette punkt og læg et tryk, mens du med din anden hånd lægger et tryk i svømmehuden mellem dit barns tommel- og pegefinger. Når du har fundet punkterne, kan du nulre, nusse og trykke på punkterne i 30-60 sekunder. Hold så en pause og gentag. Punkterne sidder på begge arme, så du må gerne bytte side.

2.
Næste punkt er tyktarmens zonepunkt, og det ligger under fødderne. Her er det vigtig, at du altid starter på barnets højre fod og bevæger dig i tyktarmens retning – i urets retning. Ellers skubber du skidtet den gale vej. Brug din tommelfinger til at nusse og “gnubbe” i tyktarmens retning. På den måde hjælper du dit barn med at give slip på afføring og luft, som har hobet sig op.

3.
Til sidst kommer rotationen af dit barns krop, som også skal foregå i en bestemt retning – nemlig med uret. Det kan måske se voldsomt ud at rotere barnets ben helt op over hovedet. Men husk på, at en baby er blød og smidig, og at det giver en god massage af tyktarmen. Fold dit barns ben let og rotér så med store bløde cirkelbevægelser.

Vi håber, du får rigtig gode resultater med disse enkle og effektive teknikker. Både så dit barn kan slippe de ophobede affaldsstoffer, og I som forældre kan få mere ro. Rigtig god fornøjelse med at behandle dit barn for kolik.

 

Seneste indlæg