Vidste du godt, at dine arme kan afsløre meget mere, end du måske lige går og regner med? For vores arme er faktisk noget af det, vi kommunikerer mest med. Som kropsterapeut sætter vi fokus på, hvad kroppen fortæller – her er lidt om armene.
Armene kan, ligesom resten af vores krop, fortælle os utrolig meget om, hvem vi er, og hvordan vi har det. Sammen med skuldrene er vores arme nogle af de dele af kroppen, vi bruger mest til at kommunikere med andre. Når du eksempelvis taler, understøtter du dine ord med gestikulation, og på den måde tydeliggør du, hvad du mener, men særligt også graden af hvor meget, du mener det.
Hos Totum, Skolen for Kropsterapi, arbejder vi med sammenhængen mellem krop og følelse. Der er nemlig en nær sammenhæng i det, du føler, og de signaler, din krop giver. Du skal bare lære at lytte til kroppens sprog. Det lærer man som kropsterapeut.
Armene bakker vores ord op
Når vi bruger ord som stop og nej, kan det understreges, når vi vender håndfladerne væk fra kroppen eller bevæger hånden i en skærende bevægelse i luften.
Vi kan også åbne og lukke vores kropsprog med armene. Som når vi breder armene ud og giver andre et kram, eller når vi krydser dem foran kroppen for at beskytte os selv. For når vi lægger vores arme over kors, lukker vi dem over hjertet og danner en beskyttende barriere mellem os selv og andre.
Mange gange sker de her bevægelser med armene i vores underbevidsthed. Prøv og læg mærke til det næste gang du står med armene over kors, er det egentlig fordi, din krop fortæller dig, at du står i en situation, hvor du går i forsvar?
Vores arme kan vise omsorg
Men det er ikke kun i forsvar, vi bruger vores arme. Det er også, når vi viser omsorg over for andre. For det er også armene, der udtrykker den energi, der kommer fra hjertet og går ud til verden ved at berøre, kærtegne og give knus. Åbne arme betyder at åbne sit hjerte – det er et udtryk for frygtløshed og accept. Vi kan altså trække ting og mennesker til os. Vi kan holde fast, og vi kan omfavne. Trænger du til at trække noget eller nogen til dig? Eller er der noget eller nogen, som du måske burde give slip på?
Med armene kan vi samtidig føre hænderne op til de følsomme områder på hals, nakke og ansigt, hvor der er mange frie nerveender. Når vi berører os selv på disse områder, kan vi berolige vores nervesystem. Der er derfor, vi aer eller holder os selv på disse områder, når vi bliver nervøse. Ved at berøre områderne med frie nerveender, kan vi sænke tonus i nervesystemet og dermed berolige os selv.
Glæde, vrede, opgivelse, handlekraft, usikkerhed, anspændthed osv. kommer altså til udtryk gennem vores arme.
Vil du gerne lære mere om kroppens sprog?
Så kan du læse meget mere om behandlingsformen og uddannelsesforløbet her