“Der sidder så meget selvmedlidenhed i den ankel der, Jeppe…”
Mit første møde med kropsterapien kan stadig fylde mig med taknemmelighed. Tænk, hvis jeg stadig havde gået rundt som voksen mand med al den selvmedlidenhed. Læs ugens blog om, hvordan behandlingen af en sportsskade endte med at blive noget af det bedste, der nogensinde er hændt mig.
“Hvad var dit første møde med kropsterapi?”
Dette spørgsmål fik jeg for nyligt. Og når jeg tænker over det, så er mit første møde med kropsterapien nok en af årsagerne til, at jeg har gjort det til et livsprojekt at udbrede kendskabet til behandlingsformen, og siden grundlagde uddannelsesinstitutionen TOTUM.
Jeg var ung, 21 år, og spillede rigtig meget basketball. Jeg har altid været en af de højeste på årgangen og blev ofte beskrevet som ’stor og stærk’. Sådan følte jeg min nu ikke altid inden i. Faktisk havde jeg ofte en oplevelse af, at der var en afgrund imellem min omverdens og mit eget syn på mig selv.
Selvmedlidenhed kan sætte spor direkte på din krop. Er du en aktiv sportsudøver med et dårlig mindset, vil du ofte få skader – og din selvmedlidenhed vil forstærkes.
Sportsskadet med en forstuvet ankel
En dag havde jeg forvredet min ankel til træning. Anklen var hævet, og jeg kunne nærmest ikke gå. Jeg måtte halte hjem med min sportsskade og fik rullet en ispose på og krøb ind under dynen. I flere dage lå jeg og ømmede mig. Jeg var sikker på, at den var forstuvet. Weekendens kamp ville jeg nok ikke kunne være med i, tænkte en 21-årige Jeppe med et tungsind, som kun overgås af æseldyret i Peter Plys.
Min svoger kunne noget med ’massage’. På dette tidspunkt var kropsterapi som fag ikke etableret, som det er i dag. Jeg tror ikke der var mange i familien, som reelt vidste, hvad han lavede dernede i sin klinik.
”Kom ned til mig, Jeppe, så får vi styr på den ankel – selvfølgelig kan du spille kamp,” sagde han.
Jeg kastede mig op på cyklen og trådte med den ene ben, mens det andet hang og dinglede hele vejen ned til Gothersgade, i det indre København, hvor hans klinik lå. En ung mand på 21 år som mig, havde begrænset erfaring med massage og den slags. En smule fysioterapi, når det var gået lige rigeligt vildt for sig på basketball-banen. Den psykologiske dimension var heller ikke landet hos mig endnu. Med andre ord, jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til, da jeg humpede ind i hans klinik og krøb op på briksen.
“Ved du godt at al selvmedlidenheden, den sidder dernede i din ankel? spurgte han med et glimt i øjet. Nøhh, sagde jeg, og kunne mærke en klump i halsen”
En anderledes behandling af sportsskader
Det var såmænd ikke fordi han gjorde særlig meget ved anklen. Han trykkede på ryggen og i nakken. Trak i benene og gav mig zoneterapi. Det jeg husker mest var, overraskelsen over, hvor smertefuldt et enkelt sted på ryggen kunne være.
”Ja, Jeppe,” sagde han og rømmede.
”Ved du godt at al selvmedlidenheden, den sidder dernede i din ankel?” spurgte han med et glimt i øjet.
”Nøhh,” sagde jeg, og kunne mærke en klump i halsen.
”Lider du af meget af selvmedlidenhed, Jeppe?” spurgte han.
Jeg rystede på hovedet og havde (indrømmet) lidt tårer i øjnene – ikke en ideel position for en ung mand, der var kendt for at være ’stor og stærk’ som mig. Jeg sank en klump.
Både min svoger og jeg vidste godt, at han havde ramt plet.
Jeg kunne cykle hele vejen hjem og træde med begge fødder efter min behandling. Det var ikke væk. Men væsentligt forbedret.
Sandheden var, at jeg led så forfærdeligt meget af selvmedlidenhed som ung. Alting var faktisk virkelig virkelig synd for 21-årige Jeppe fra Østerbro i København. Og uden at sige for meget kan jeg nok godt afsløre, at den slags ikke virker specielt positivt på det modsatte køn, hvilket igen forstærkede min selvmedlidenhed.
Der var faktisk rigtig meget, som var synd for mig, syntes jeg selv. Og jeg var slet ikke selv opmærksom på det. Den sportskadede ankel blev mit opgør med min selvmedlidenhed. I dag ved jeg som professionel kropsterapeut godt, at selvmedlidenhed ikke har særlig meget med en forstuvet ankel at gøre. Men som kropsbehandler havde min svoger kunne gennemskue de psykologiske knuder, jeg gik og tumlede med i det øjeblik, jeg kravlede på hans briks. Han kunne se, hvordan de satte spor direkte på min krop. Ved at sætte ord på det, han så på min krop, gav han mig muligheden for at skyde genvej gennem rigtig mange potentielle nederlag. Og jeg har resten af mit liv været dybt taknemmelig for at jeg fik den sportsskade, forstuvede min ankel og kom i behandling af min svogers kloge hænder.
Hvorfor får man altid skader?
Det er nemlig det geniale ved at arbejde med kropsterapi, som vi underviser i på TOTUM. At man ikke bare behandler en forstuvet ankel som en bevidstløs maskindel, der er gået i stykker. Kroppen er nært forbundet med vores følelser, det man ville kalde state of mind, og når man behandler sportsskader, spændinger eller kroniske sygdomme i kroppen, ser man både på den konkrete skade og den følelsesmæssige sindsstilstand. De er nemlig dybt forbundne. Lidt forenklet, kan man forklare det således: Hvis du lider af selvmedlidenhed, er risikoen for at du spænder de forkerte steder, har en dårlig kropsholdning og bruger din krop forkert, stor. Er du en aktiv sportsudøver med sådan et mindset, vil du ofte få skader – og dermed forstærkes din selvmedlidenhed: ”Hvorfor er det altid mig, der bliver skadet?” Kroppen bliver endnu mere anspændt, og gør endnu flere forkerte bevægelser.
Sådan virker kropsbehandling på sportsskader
Det er en negativ spiral, som ingen fysioterapi af anklen, knæet eller skulderen vil kunne afhælpe, for sportsskaden vil bare komme igen et andet sted. Man ser det også med angst. Børn kan falde fra store højder i drabelige stillinger og rejse sig og lege videre, uden smerter, fordi kroppen var afslappet, da den faldt. De er ikke bange. Vi voksne, der har slået os gennem massevis af fald, kan få sportsskader og forstuvede ankler bare af små vrid eller fald, fordi vi spænder op og bruger kroppen forkert. Det gjorde stadig lidt ondt – både i min selvmedlidenhed og min forstuvede ankel efter behandlingen. Men det helede hurtigt. Og jeg sad med på bænken og heppede på resten af holdet hele kampen. Uden at føle den mindste smule ondt af mig selv.
