Indhold

Store beslutninger kræver ikke altid flere tanker

Indhold

For John er lethed ikke det samme som, at noget er nemt, bekvemt eller uden udfordringer. Lethed er en indre fornemmelse af, at noget føles rigtigt og sandt for ham. Det er den kropslige oplevelse af ro, plads og retning – også selvom beslutningen kan være krævende eller modig.
Lethed er det modsatte af at leve oppe i hovedet, hvor tvivl, bekymringer og begrænsninger hurtigt tager over. Når noget føles tungt, handler det ofte om frygt, gamle mønstre eller valg, der ikke stemmer overens med den, han er. Når noget føles let, oplever John, at kroppen siger ja – og at livet begynder at bevæge sig.
For John er lethed derfor ikke en garanti for, at vejen bliver enkel. Det er snarere et kompas. En måde at navigere på, hvor kroppen får lov at være med, når de store beslutninger skal træffes.
Nogle menneskers vej ind i kropsterapien starter med en klar plan. De ved præcis, hvad de vil, og hvor de er på vej hen. Sådan var det ikke for John Mørch.
Da Totum Kropsterapi første gang dukkede op foran ham på Facebook, vidste han faktisk ikke rigtigt, hvad det var. Han kunne ikke forklare metoden, han havde ingen detaljeret femårsplan, og han havde ikke lavet et excelark med fordele og ulemper.
Han mærkede bare noget.
Og det blev begyndelsen på et helt nyt liv.

To liv – før og efter stress

John plejer selv at sige, at han har levet to liv.
Ét liv før stressen.
Og ét liv efter.
Før stressen arbejdede han intenst og havde mange bolde i luften. Han arbejdede på en erhvervsskole, skrev undervisningsmaterialer og havde flere opgaver kørende samtidig. Han var glad for at undervise, inspirere og formidle – det lå naturligt til ham. Men tempoet var højt, – John ville alt, kunne alt og sagde aldrig nej. Til sidst blev det for meget.
Han blev sygemeldt med stress i næsten et år og beskriver en periode, hvor han var helt slukket. På et tidspunkt sad han otte timer på kanten af sofaen med jakke på og ventede på at skulle til psykolog – og kom alligevel for sent. Så langt ude var han.
Når John fortæller det i dag, er det uden drama, men med den ro, der kun kommer, når man har været et svært sted og er kommet igennem det.Stressen blev ikke bare et kollaps. Den blev et vendepunkt.

Da kroppen begyndte at tale

Efter den periode begyndte John at opdage noget vigtigt: Når han kun lyttede til hovedet, blev livet tungt. Når han lyttede mere til kroppen, kom der bevægelse. Han kom blandt andet på et mindfulnesskursus, som hjalp ham op igen. Men han opdagede også, at så snart han fik det bedre, begyndte han at leve på samme måde som før. Han vendte tilbage til den gamle motorvej med fart på. Senere blev han inviteret med på et kursus i Access Bars. Det var her, han første gang mødte spørgsmålet: Føles det let – eller føles det tungt? Det spørgsmål satte sig fast. For pludselig handlede beslutninger ikke kun om logik. De handlede også om energi, kropsfornemmelse og ærlighed.

“Jeg ved ikke hvad det er – men det føles let”

Da Totum senere dukkede op, reagerede John med det samme. Han sagde til sin kone, at han ville tilmelde sig uddannelsen. Hun spurgte naturligvis, hvad det var for noget. Hans svar var vidunderligt enkelt: “Det ved jeg faktisk ikke helt. Men det føles let.” Det er måske ikke sådan, karriererådgivere normalt anbefaler, at man træffer beslutninger. Men for John blev det rigtigt. Han tog til introaften, mærkede stemningen og følte sig allerede klar til at begynde. Han fortæller, at han nærmest var startet inde i hjertet, før han officielt var startet på holdet. Det er måske den bedste beskrivelse af intuition: Kroppen ved det nogle gange før hjernen og kalenderen gør.

Livet begyndte at flytte sig hurtigt

John tog et vikarjob for at få økonomien til at hænge sammen, mens han uddannede sig. Det virkede fornuftigt. Fast indtægt, sikkerhed, struktur. Men samtidig begyndte klienterne at komme. Først arbejdede han tre dage om ugen i jobbet og havde klinikken ved siden af. Kort tid efter måtte han bede om færre dage, fordi klinikken voksede. Så gik han ned på to dage. Senere én dag. Til sidst var retningen tydelig. Det interessante er ikke bare, at det gik stærkt. Det interessante er, at han hele tiden justerede efter det, han mærkede. Ikke efter frygt. Ikke efter gamle forestillinger. Men efter det liv, der var ved at vise sig.

Men han bor jo i Arden…

En forestilling mange går med, er, at man kun kan skabe en succesfuld praksis i de store byer. John er et levende modbevis. Arden er en nordjysk stationsby med omkring 5.500 indbyggere. Ikke ligefrem verdens navle. Alligevel har han skabt en travl klinik med klienter, der kommer langvejsfra – nogle kører over en time for at komme hos ham. Hvorfor? Fordi mennesker ikke kun vælger behandler ud fra geografi. De vælger relation. De vælger at føle sig mødt. Set. Forstået. Trygge. Det er værd at huske – både som behandler og som menneske. Vi tror ofte, at rammerne er det vigtigste. Men det er kontakten, der flytter noget.

At tage kroppen med på råd

Når John taler om lethed, betyder det ikke, at noget er nemt. Det betyder, at noget føles sandt.
Et valg kan godt være udfordrende og stadig føles rigtigt. At starte på en uddannelse kan være dyrt og upraktisk – og samtidig dybt meningsfuldt.
At sige op kan være skræmmende – og samtidig give luft i brystet.
Mange mennesker træffer store beslutninger alene med hovedet. De regner, analyserer og bekymrer sig:

Hovedet spørger:
• Hvad nu hvis det går galt?
• Hvad tænker andre?
• Har jeg råd?
• Er det realistisk?

Kroppen spørger ofte om noget helt andet:
• Føles jeg levende her?
• Trækker jeg vejret frit?
• Bliver jeg større eller mindre?
• Er der ro – eller kamp?

Det betyder ikke, at man skal ignorere økonomi eller ansvar. Men det betyder, at man med fordel kan lade kroppen deltage i beslutningen.

Modet til at stole på noget større

John siger også noget vigtigt: Det kræver mod at vælge lethed. For lethed er ikke altid socialt anerkendt. Nogle gange ligner det usikkerhed udefra. Nogle gange forstår andre det ikke. Men når man igen og igen oplever, at de valg, der føles sande, fører noget godt med sig, vokser tilliden. John havde ikke alle pengene klar. Han havde ikke hele planen. Han havde børn, ansvar og praktiske hensyn. Men han tog skridtet. Og både han og børnene fik mad på bordet, som han siger med et smil.

Hvis gløden er der

Når John møder mennesker, der overvejer en ny retning, siger han noget enkelt: Hvis der bare er den mindste glød i maven – så pust til den. Lad være med straks at slukke den med bekymringer og fornuft. Mærk den først. Giv den luft. Se, hvad der sker. For nogle gange begynder et nyt liv ikke med en perfekt plan.
Nogle gange begynder det bare med kroppen, der stille hvisker: ”Den her vej”.

Seneste indlæg