Både myndigheder og sundhedsprofessionelle har påpeget, hvor vigtigt det er at tage hånd om de psykiske følger af corona. Læs hvordan kropsterapi dæmpede corona stressen hos en klient, der ikke kunne forlade sit hjem og besøge sin søn.
Fokus på psykiske følger af Corona
Hverdagen i et corona-nedlukket samfund kan være ekstra udfordrende, og det tærer på de psykiske ressourcer. Måske føler du dig stresset over at skulle hjemmeskole dine børn og passe hjemmekontoret samtidig, eller du bor alene og føler dig ensom i det nedlukkede samfund, eller måske har du en helbredstilstand som gør, at du frygter konsekvenserne af at blive smittet med corona – ja det kan være du har decideret helbredsangst.
Heldigvis er der fokus på de psykiske følger af corona. Både statsministeren, direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm samt formand i Skole og Forældre og formand i Psykologforeningen har på forskellig vis påpeget, hvor vigtigt det er at tage hånd om dette.
Der er således kommet et ’corona’ foran flere kendte psykiske tilstande, som vores kropsterapeuter (og andre terapeuter) arbejder med til daglig. Vi taler om corona stress, corona angst, corona ensomhed for at pege på, at corona har givet ’gode’ betingelser for disse belastende tilstande.
En kendt ubekendt
Men corona er én stressfaktor blandt mange i et liv, og det kan være svært for den enkelte at vide, hvor meget den egentlig fylder. Totum kropsterapeut Anne Irene Madsen oplevede dette hos en klient, som kom til hende og følte sig ’urolig’.
”Hænderne rystede og hun kunne ikke sove om natten,” fortæller Anne Irene Madsen og uddyber, at klienten havde været hos sin praktiserende læge, men ikke følte at hun blev taget alvorligt – ’symptomerne måtte hun nok lære at leve med’ var beskeden.
Vejrtrækningen åbnede
Da Anne Irene Madsen åbnede for kroppens lymfesystem og guidede klienten i sin vejrtrækning, kunne hun fornemme, at der blev holdt meget tilbage. Det italesatte hun og fortsatte med at hjælpe med vejrtrækningen.
”Det alene gjorde, at hun åbnede op og fortalte sin historie om, hvordan det har været pludselig ikke at kunne forlade sit hjem og deltage i det hun plejer på grund af corona. Samtidig har hun en handicappet søn som bor på et hjem, som hun ikke må besøge.”
Klienten gik fra behandlingen og følte sig lettet over at have givet sin situation luft. Samtidig var hun forbavset over, at hun ikke selv havde lagt mærke til, at hun kun trak vejret øverst i brystkassen.
Bliver taget alvorligt
Corona fyldte altså mere end klienten selv var bevidst om eller klar til at erkende, og det hjalp at blive støttet fysisk og psykisk i processen med at indse det.
Hun kommer stadig med jævne mellemrum hos Anne Irene Madsen, når noget værker i kroppen. Det kan være nakken, skulderen eller benet, fortæller Anne Irene Madsen og konkluderer: ”For som hun siger: jeg tager hende alvorligt”.