Fokusforløb
Hvad er det?
Som en del af uddannelsen får du en række fokusforløb, hvor vi stiller skarpt på udvalgte områder, der supplerer den faste undervisning.
Forløbene giver dig faglig viden og nye perspektiver, som du kan tage med dig i dit arbejde som kropsterapeut.
Nervesystemets Sprog
Hvad sker der egentlig i hjernen og nervesystemet, når vi bliver stressede, urolige eller overvældede? Hvorfor reagerer mennesker så forskelligt på den samme situation – eller den samme behandling? Og hvad ved vi i dag om vagusnerven, åndedrættet og kroppens regulering?
I kurset dykker vi ned i den moderne neurovidenskab og kobler den til det, du møder som kropsterapeut. Du får en større forståelse for kroppens reaktioner på stress og belastning og bliver klogere på, hvad forskningen faktisk fortæller os – og hvor vi skal være varsomme med forenklede forklaringer.
Undervejs arbejder vi blandt andet med vagusnerven, det autonome nervesystem, stress, prædiktiv kodning og åndedrættets betydning for kroppens regulering.
Hvor og hvordan:
Kurset foregår online via Zoom og består af tre undervisningsgange á 90 minutter.
Underviser : Karen Johanne Pallesen.
Karen Johanne Pallesen er neurobiolog, ph.d. i sundhedsvidenskab og uddannet Totum kropsterapeut. Hun har mere end 20 års erfaring som hjerneforsker og arbejder med at gøre kompleks neurovidenskab forståelig og anvendelig.
Kombinationen af hendes forskning og kropsterapeutisk erfaring betyder, at undervisningen hele tiden kobles til den virkelighed, du møder som kommende behandler.
Kursets indhold
Undervisningsgang 1
Vagusnerven - forbindelsen mellem hjernen og kroppen
Vagusnerven omtales ofte som kroppens “ro-nerve”. Men hvad laver den egentlig, og kan man virkelig aktivere eller stimulere den på bestemte måder?
I denne undervisningsgang lærer du vagusnerven at kende, og du får indblik i, hvordan den indgår i den løbende kommunikation mellem hjernen og kroppens organer, og hvordan kropslige signaler kan være med til at forme vores følelser og oplevelser.
Vi ser også nærmere på den polyvagale teori, som fylder meget inden for kropsterapi. Du lærer, hvad teorien kan bidrage med, hvor dens begrænsninger ligger, og hvordan du kan forholde dig fagligt og nysgerrigt til de forskellige påstande om vagusnerven.
Efter undervisningsgangen har du:
- en grundlæggende forståelse af vagusnervens funktion
- indsigt i samspillet mellem hjernen, kroppen og følelserne
- et mere nuanceret blik på den polyvagale teori
- et bedre grundlag for at tale med klienter om nervesystemet
Undervisningsgang 2
Stressens magt - hvorfor reagerer vi så forskelligt?
Hvorfor kan den samme behandling føles tryg for én klient og overvældende for en anden? Hvorfor reagerer kroppen nogle gange, før vi selv forstår, hvad der er sket?
Her undersøger vi, hvordan hjernen og nervesystemet hele tiden vurderer kroppens signaler, omgivelserne og vores tidligere erfaringer. Denne vurdering er med til at forberede kroppens reaktioner og kan forklare, hvorfor mennesker reagerer så forskelligt på belastning, berøring og behandling.
Du bliver klogere på stress som en biologisk tilpasningsproces og på, hvad der kan ske, når kroppens alarmberedskab aktiveres ofte eller gennem længere tid. Vi ser på, hvordan stress kan påvirke kroppen, følelserne, tankerne og vores måde at handle på.
Gennem praksisnære eksempler arbejder vi med, hvordan du kan forstå klientens reaktioner og tilpasse dit møde og din behandling til det enkelte menneske.
Efter undervisningsgangen har du:
- en biologisk forståelse af stress og kroppens alarmberedskab
- indsigt i, hvorfor klienter kan reagere forskelligt på den samme behandling
- større forståelse for sammenhængen mellem erfaringer, forventninger og kropslige reaktioner
- et stærkere grundlag for at møde klientens reaktioner med ro, nysgerrighed og faglighed
Undervisningsgang 3
Åndedrættet - et praktisk redskab til regulering
Åndedrættet passer sig selv, men vi kan også påvirke det bevidst. Netop derfor kan det bygge bro mellem kroppens automatiske reaktioner og de metoder, vi arbejder med i kropsterapien.
I denne undervisningsgang undersøger vi, hvad der sker i kroppen, når vejrtrækningen ændrer sig. Du får en forståelig introduktion til åndedrættets fysiologi og afprøver forskellige vejrtrækningsmetoder på din egen krop.
Vi ser blandt andet på langsom og diafragmatisk vejrtrækning, betydningen af CO₂ og sammenhængen mellem respiration og det autonome nervesystem. Samtidig undersøger vi, hvad forskningen faktisk viser: Hvornår en øvelse kan være hjælpsom.
Målet er ikke blot, at du lærer nogle øvelser. Du skal forstå, hvorfor de påvirker kroppen forskelligt, så du bedre kan vurdere, hvad der passer til den enkelte klient.
Efter undervisningsgangen har du:
- en grundlæggende forståelse af åndedrættets fysiologi
- erfaring med forskellige vejrtrækningsmetoder
- indsigt i, hvordan åndedrættet kan påvirke kroppens regulering
- blik for både muligheder og begrænsninger i behandlingsrummet
- et bedre grundlag for at vælge øvelser ud fra klientens aktuelle tilstand
Tilmelding
Start: 1. November 2026
Vagusnerven
Søndag 1. November 2026 Kl. 19.00-20.30
Nervesystemets design og funktion: Det autonome nervesystem og stressens magt
Søndag 8. November 2026 Kl. 19.00-20.30
Åndedrættet som bro mellem teori og praksis
Søndag 15. November 2026 Kl. 19.00-20.30
Start: 4. April 2027
Vagusnerven
Søndag 4. April 2027 Kl. 19.00-20.30
Nervesystemets design og funktion. Det autonome nervesystem og stressens magt
Søndag 11. April 2027 Kl. 19.00-20.30
Åndedrættet som bro mellem teori og praksis
Søndag 18. April 2027 Kl. 19.00-20.30