Indhold

Uforløst vrede kan give problemer med dine knæ

For meget uforløst vrede kan give dårlige knæ

Indhold

Hvornår har du sidst lyttet til dine knæ? Sandsynligvis sidste gang, de prøvede at fortælle dig, at de ikke havde det godt. Man skulle tro, det var, fordi du havde udsat dem for noget fysisk belastende, men det kan også have med dit temperament at gøre. Det forklarer medstifter af Totum Skolen for Kropsterapi Jeppe Dalsgaard.

Knæene er skabt for, at vi kan bevæge os. Uden dem kunne vi hverken gå, løbe eller danse – i hvert fald ikke uden, at det ville se mærkeligt ud, hvis vores ben var helt stive. Med knæene kan vi bøje os og bevæge os med fleksibilitet.

Samtidig er knæet et af kroppens mest sårbare led, og knæsmerter er et udbredt problem, fordi vi udsætter vores knæ for meget.

Men det er ikke kun for hårde tacklinger på fodboldbanen eller for mange gåture i skovens ujævne terræn, der gør skaden. Det handler også om psyken.

– Vores knæ har med fleksibilitet at gøre, men ikke kun fysisk fleksibilitet. Hvis vi ikke er mentalt fleksible – hvis vi ikke kan bøje os og være ydmyge på den ene side og stå fast på den anden side – kan vi belaste knæet og have lettere ved at få skader, siger Jeppe Dalsgaard.

Hvad siger dit knæ om dit temperament?

Han forklarer, at en dreng, der hele sin barndom er opdraget med, at han ikke må udtrykke sin vrede, kan ende med, at han ikke er i stand til at sige fra. Hvis den dreng ikke kommer af med sin vrede og begynder at sige fra, vil han opbygge blokeringer i galdeblæremeridianen.

“Man skal også være i stand til at sætte grænser og stå fast. Skælver man selv, kan knæene også komme til at skælve”

Galdeblæremeridianen er en energibane, der blandt andet løber på siden af benet. Når den føromtalte dreng bliver ældre, kan han få overspændte muskler omkring den energibane, hvilket vil betyde, at der ikke er balance, og knæet bliver dermed det “svage led” i hele kroppens affjedring.

– Hvis han så går ud og spiller fodbold, er det knæet der giver efter først, fordi det er hans svageste led. Dermed ikke sagt, at det ikke er noget fysisk, der udløser det, men havde han ikke haft de problemer med sit temperament, havde det måske været anklen, han var blevet skadet i, siger kropsterapeuten.

Samtidig har knæene også behov for at være stive nok til at holde os oppe. Hvis vi ikke har nogen form for vrede i os, men altid bare bukker under for andre, kan vores knæ også komme til at bukke under.

– Man skal også være i stand til at sætte grænser og stå fast. Skælver man selv, kan knæene også komme til at skælve, siger Jeppe Dalsgaard.

Derfor handler det om at finde en balance mellem stabilitet på den ene side og fleksibilitet på den anden side. Den balance kan du prøve at tænke over, om du har, næste gang dine knæ prøver at fortælle dig noget.

 

Seneste indlæg