Af Karen Johanne Pallesen, PhD (sundhedsvidenskab), cand. scient. (neurobiologi), stresscoach i Synergia.dk
Gennem det meste af det 20. århundrede har psykologien været præget af forestillingen om, at følelser er biologiske “fingeraftryk”, vi alle fødes med. Men nyere neurovidenskabelig forskning, anført af Lisa Feldman Barrett, tegner et radikalt anderledes billede.
Vi er ikke “passive ofre” for vores følelser – vi skaber dem nemlig selv.
Denne nye forståelse har store konsekvenser for, hvordan vi ser på sundhed, sygdom og forbindelsen mellem krop og sind.
Gennem store dele af det 20. århundrede har psykologien været præget af idéen om, at følelser er biologiske “fingeraftryk”, vi fødes med. Nyere neurovidenskabelig forskning, anført af Lisa Feldman Barrett, peger dog i en anden retning.
Vi er ikke “passive ofre” for vores følelser – vi er med til at skabe dem.
Det ændrer ikke kun vores forståelse af følelser, men også synet på sundhed, sygdom og forbindelsen mellem krop og sind.
For at forstå, hvor markant Barrett udfordrer tidligere antagelser, giver det mening først at se på den klassiske teori, hun skriver sig op imod.
Paul Ekman blev verdenskendt for sin teori om “basale emotioner”. Hans studier tydede på, at mennesket har seks universelle grundfølelser – glæde, sorg, vrede, frygt, overraskelse og afsky – som kommer til udtryk på samme måde i ansigtet på tværs af kulturer (Ekman, 1992). I denne model forstås følelser som automatiske programmer, der udløses af bestemte hændelser og kan aflæses direkte i ansigtets muskulatur.
Barretts forskning peger imidlertid på, at der ikke findes videnskabelige beviser for sådanne faste “fingeraftryk” i hverken hjernen eller ansigtet. Et smil kan være et udtryk for glæde, men det kan også skjule usikkerhed eller være udtryk for en helt anden følelse som f.eks. hån.
Hjernen reagerer ikke blot på enkelte signaler. Den skaber mening ud fra hele situationen, vores kulturelle baggrund og kroppens aktuelle tilstand (Barrett, 2017). Variation er ikke undtagelsen, men reglen. Derfor kan to mennesker opleve vrede på vidt forskellige måder – både fysiologisk og i selve oplevelsen.
Nervesystemets spådomme
Hjernen arbejder konstant på at forudsige, hvad sanseindtryk og kropslige signaler betyder, før de er fuldt registreret.
Den sammenligner sine forudsigelser med virkeligheden og retter ind ved fejl. Følelser er hjernens bedste bud på, hvad kroppen oplever i en given situation.
Hjernen lever i mørke bag kraniets vægge, afskåret fra den ydre verden. Dens eneste adgang til virkeligheden er en strøm af elektriske impulser – rå data, som i sig selv er uden mening.
For at skabe orden i dette mylder benytter hjernen prediktiv kodning. I stedet for passivt at vente på, at sanserne forklarer verden nedefra og op, arbejder hjernen proaktivt. Den simulerer hele tiden virkeligheden ved at sende forventninger ud, baseret på tidligere erfaringer. Det er en biologisk nødvendighed. Hvis hvert eneste sanseindtryk skulle analyseres fra bunden, ville energiforbruget blive for stort (Barrett, 2017).
En proces styret af sandsynlighed
Når hjernen modtager signaler, laver den en lynhurtig sandsynlighedsvurdering: “Hvad minder dette input mest om, ud fra alt det, jeg tidligere har oplevet?”
- Forudsigelsen: Ser du en bukket form i en mørk skov, simulerer hjernen “slange” og gør kroppen klar til flugt, længe før synet har stillet skarpt, og du er blevet helt bevidst om, hvad det er du ser.
- Sammenligningen: Når de faktiske data når frem, holdes de op mod simuleringen. Stemmer de overens, så sparer hjernen energi.
- Forudsigelsesfejlen: Hvis “slangen” viser sig at være en gren, opstår der en fejlmeddelelse. En sund hjerne bruger straks afvigelsen til at opdatere sin model, så frygten afløses af erkendelsen af, at der ikke var fare på færde.
Følelser som kvalificerede gæt
Det samme gælder vores indre liv. Følelser er ikke direkte reaktioner på verden, men hjernens bedste bud på, hvad kroppens fysiske fornemmelser betyder i en bestemt sammenhæng. Ved hjælp af begreber, vi har lært gennem kultur og opvækst, giver hjernen de elektriske signaler mening.
Vores virkelighed opstår dermed i spændingsfeltet mellem forventning og erfaring. Vi oplever ikke verden, som den er, men som vi – på baggrund af vores fortid og erfaringer – forventer, at den er.
Vi er ikke "passive ofre" for vores følelser
- vi skaber dem selv.
Kropsbudgettet og den biologiske balance
Hjernens kerneopgave er at styre kroppens energiregnskab – kropsbudgettet – gennem allostase (kroppens måde at holde biologisk balance på over tid). Vedvarende trussel og stress tærer på dette budget, så kroppen aldrig får ro til at genopbygge. Over tid kan underskuddet opleves som udmattelse, depression eller angst, snarere end blot “negativt humør”.
Hjernens kerneopgave er at styre kroppens energiregnskab – kropsbudgettet – gennem allostase (kroppens måde at holde biologisk balance på over tid).
Vedvarende trussel og stress tærer på dette budget, så kroppen aldrig får ro til at genopbygge. Over tid kan underskuddet opleves som udmattelse, depression eller angst, snarere end blot “negativt humør”.
Hjernens mest grundlæggende opgave er ikke at tænke, men at holde dig i live ved at forvalte kroppens ressourcer. Barrett kalder dette allostase, populært beskrevet som “kropsbudgettet” (Barrett, 2017).
Hjernen forsøger hele tiden at forudsige, hvornår kroppen får brug for energi – i form af glukose, ilt eller hormoner – og hvornår den skal spare. Alt, hvad du gør, tænker og føler, påvirker dette budget.
Ved vedvarende stress eller følelsesmæssig ubalance er det ofte et tegn på, at kropsbudgettet er i underskud. Hvis hjernen konstant forudsiger trusler, bliver den ved med at trække på budgettet uden at give kroppen mulighed for at restituere.
Med tiden kan det opleves som at være “brugt op”, og det er en tilstand, hjernen ofte fortolker som depression eller angst.
Set i dette lys er depression ikke nødvendigvis kun en kemisk ubalance i hjernen. Den kan også forstås som et kropsbudget i dybt underskud, hvor hjernen forsøger at spare på energien ved at lukke ned for engagementet i verden (Barrett, 2017).
Interoception: Grundtonen i vores indre
Interoception er hjernens fortolkning af indre kropssignaler og skaber en grundtone af behag/ubehag og høj/lav energi – det, der kaldes affekt. Først når hjernen sætter ord og begreber på disse fornemmelser, opstår følelser.
Fundamentet for vores følelsesliv er interoception – hjernens løbende registrering og fortolkning af signaler fra organer, hormonsystem og nervesystem. Disse signaler mærkes ofte først som en vag grundstemning af behag eller ubehag, ro eller uro, høj eller lav energi. Denne grundtilstand kaldes “affekt” (Barrett, 2017; Damásio, 2018).
Følelser opstår, når hjernen giver denne kropslige tilstand mening ved hjælp af begreber, vi har lært gennem opvækst og kultur (Barrett, 2017). Den samme fornemmelse i kroppen kan derfor tolkes forskelligt alt efter situationen. En knugende fornemmelse i maven kan opleves både som nervøsitet (f.eks før man skal sige noget foran en forsamling), men også som sult, hvis man ikke har spist i timevis.
Her bliver sproget afgørende. Når vi mangler præcise ord for det, vi mærker, bliver det sværere for hjernen at regulere kroppens tilstand præcist. Ubehaget kan derfor opleves som diffust, overvældende eller angstpræget.
Barrett beskriver denne evne som “følelsesmæssig granularitet”.
Følelsesmæssig granularitet
Lav granularitet giver diffuse tilstande som “dårlig” eller “stresset”, hvor hjernen overreagerer på uklare kropssignaler. Høj granularitet sorterer fornemmelser præcist, så nervesystemet belastes mindre. I kropsterapi ændres kropslige mønstre og interoceptive signaler, så hjernen kan danne nye, roligere følelseskonstruktioner og mere nuancerede reaktionsmuligheder.
Følelsesmæssig granularitet handler om evnen til at sætte præcise ord på det, man mærker i kroppen. Det er ikke kun et spørgsmål om sprog, men om hjernens evne til at afkode og kategorisere kroppens fysiske signaler (Barrett, 2017).
Jo mere nuanceret vi kan skelne mellem vores indre tilstande – f.eks. rastløshed, skam, skuffelse, overbelastning eller forventningsglæde – desto lettere bliver det for hjernen at vælge en hensigtsmæssig reaktion. At kunne mærke: “Jeg er overbelastet og har brug for en pause” åbner for noget andet end blot at tænke: “Der er noget galt med mig.”
Hvor en person med lav granularitet oplever følelser som store, uklare klumper af “behag” eller “ubehag”, kan en person med høj granularitet registrere langt finere nuancer i den samme grundfølelse.
Når man ser nærmere på, hvordan hjernen bearbejder specifikke kontra uspecifikke følelser, handler det i virkeligheden om forskellen mellem en grovkornet og en finkornet sortering af virkeligheden.
Den grove sortering (Lav granularitet)
Når hjernen opererer med uspecifikke følelser, reagerer den på det, man kalder affekt. Affekt er en simpel følelse af at være “oppe eller nede” (valens) og “rolig eller ophidset” (aktivering).
Hvis du oplever lav granularitet, modtager hjernen et signal om ubehag, men den mangler et specifikt begreb til at isolere årsagen.
Resultatet er en generaliseret alarmtilstand. Fordi hjernen ikke ved præcis, hvad “fejlen” er, har den tendens til at overreagere. Den aktiverer måske et fuldt stressrespons (kamp/flugt), selvom kroppen i virkeligheden blot var dehydreret eller havde brug for en pause. Det svarer til at have en alarm i huset, der hyler konstant, uanset om nogen er ved at bryde ind i huset, eller om brødet på brødristeren bare har fået lidt rigeligt.
Den fine sortering (Høj granularitet)
Når hjernen derimod bearbejder følelser mere specifikt, fungerer de præcise ord som filtre, der sorterer i de fysiske signaler. I neurovidenskaben kaldes denne proces “conceptual expansion” (Barrett, 2017).
- Mønstergenkendelse: Hjernen søger i tidligere erfaringer efter det begreb, der bedst matcher de aktuelle kropslige sensationer.
- Præcis kategorisering: I stedet for blot at mærke “uro i maven” kobler hjernen signalet til begrebet “forventningsfuld spænding”.
- Effektiv sortering: Når tilstanden får et præcist navn, kan hjernen “arkivere” følelsen mere korrekt. Det gør den kemiske reaktion i kroppen mere målrettet og kortvarig, fordi hjernen har fundet en mere præcis forklaring på det, der foregår.
Jo mere specifikt vi kan kategorisere, desto mindre “støj” er der i nervesystemet. En specifik følelse giver hjernen en klar retning, mens en uspecifik følelse efterlader den i en tilstand af gætteri, som er biologisk udmattende (Barrett, 2017).
Når kroppen lærer hjernen nye følelser
I Totum Kropsterapi får Barretts teorier en direkte praktisk anvendelse, der bygger bro mellem det mentale og det fysiske. Når følelser er konstruktioner baseret på interoceptive signaler fra kroppen, kan den følelsesmæssige oplevelse ændres ved at ændre de signaler, hjernen modtager (Barrett, 2017).
Kropsterapi arbejder bottom-up ved at påvirke det fysiske væv og nervesystemet direkte, så hjernen må opdatere sine forudsigelser.
Når en kropsterapeut løsner spændinger i muskulaturen eller arbejder med pulserende teknikker, brydes fastlåste fysiske mønstre, som hjernen ellers ville bruge som råmateriale for sine forudsigelser. En klient, der lever med en kronisk opspændt krop, sender hele tiden signaler om fare til hjernen.
Når kroppen hjælpes ind i fysisk afspænding og dybere åndedræt, sendes nye signaler om tryghed. Det giver hjernen mulighed for at danne nye forudsigelser, som fører til ro frem for stress. Det er afgørende, fordi samtale alene ofte har svært ved at trænge igennem, når kroppens signaler fastholder en trusselstilstand.
Samtidig hjælper kropsterapi klienten med at opbygge højere følelsesmæssig granularitet. Ved at lære at mærke og skelne mellem forskellige fysiske fornemmelser på briksen får klienten bedre redskaber til at tolke sit kropsbudget i hverdagen. Terapeuten understøtter nervesystemets evne til at skifte fra mobilisering til restitution. Når der arbejdes med traumereaktioner, handler det f.eks. om at lære hjernen, at kropslige signaler, der tidligere betød fare, nu kan tolkes anderledes i en tryg kontekst.
Det er en proces, hvor kropsbudgettet langsomt bygges op igen, og hvor klienten gradvist får større ejerskab over sin egen følelsesmæssige konstruktion.
Litteratur
Barrett, L. F. (2017). How Emotions Are Made: The Secret Life of the Brain. Houghton Mifflin Harcourt.
Ekman, P. (1992). An argument for basic emotions. Cognition & Emotion, 6(3-4), 169-200.
Damásio, A. (2018). The Strange Order of Things: Life, Feeling, and the Making of Cultures. Pantheon.