Øvelser
For at forstå andre mennesker er vi nødt til at bruge os selv. Her er 3 øvelser, der hjælper dig med at stille skarpt på det indre liv hos andre og gøre dig til en menneskekender.
Øvelse 1 – find din indre rocker!
Prøv at indtage en kropsholdning som en rocker! Du ved, den rigtig hardcore type.
(Du må gerne overgøre din holdning en smule for at få en god fornemmelse af det!)
Hvordan føles det mon at gå rundt sådan hver dag?
Hvilke følelser fremkalder det i dig?
Hvordan tror du, livet ser ud fra denne synsvinkel?
Øvelse 2 – vær genert
Skift nu din holdning og efterlign en 6-årig, genert pige. Hvor spænder du op? Hvad sker der f.eks. i din hofte/lyske og i dine skuldre?
Kender du nogen, der engang imellem kan minde lidt om en lille, genert pige – eller om en rocker – i deres kropssprog?
Måske er der nogen i dit liv, som, når du tænker over det, egentlig har en lidt speciel kropsholdning..?
Hvorfor mon de har “valgt” den (krops)holdning til livet?
Øvelse 3 – Åbn øjnene, vær nysgerrig
Begynd at lægge mærke til folk du går forbi på gaden. Er der nogle menneskers gangart eller holdning, der springer i øjnene? Hvordan mon det føles at gå og stå sådan? Er f.eks. armenes bevægelser slappe eller energiske? Hvilken følelse tror du, der ligger bag?
Vær nysgerrig og sæt dig selv i deres sted!
Hvis du vil lære at forstå mennesker omkring dig, så prøv at efterligne deres kropsholdning og måske overgøre det en smule. (Altså selvfølgelig ikke foran dem!!)
Prøv at stille skarpt på, hvad du føler indeni, når du står eller går sådan!
Det giver dig en rigtig god ide om, hvad der foregår i det andet menneske.
Ekstra tip: Brug din intuition!
Din intuition får du adgang til, når du lytter mere til din krop end din tænkende hjerne. Intuition er en kropslig intelligens, som bl.a. gør os i stand til at mærke andre mennesker og deres følelsesliv. Stol på det, du mærker! |