Hvad sker der, når mennesker, der har levet med kriminalitet, traumer og et konstant alarmberedskab, begynder at kunne mærke sig selv igen? I den første af tre artikler om kropsterapi i Enheden for Kriminalpræventive Indsatser, EKI, kommer vi tæt på borgernes egne oplevelser – og på den forandring, der kan ske, når der opstår et mellemrum mellem impuls og handling.
“I den verden, jeg har været i, har man ikke lyst til at kunne mærke og være i det. Der skal man bare gøre sine ting og så lade være med at tænke over det.”
Ordene kommer fra en af de borgere, der har modtaget kropsterapi som en del af sit forløb i Enheden for Kriminalpræventive Indsatser, EKI. Og så fortæller han noget, der på mange måder indkapsler den forandring, han selv oplever:
“Den bedst mulige måde, jeg kan forklare det på, er, at min hjerne og krop snakker sammen. Der er ikke noget, kroppen gør, som hjernen ikke er med på eller omvendt.”
Det kan lyde enkelt. Men for et menneske, der gennem mange år har lært ikke at mærke, kan det være en stor forandring.
Når det har været nødvendigt ikke at mærke
Sara Heissel er tovholder på den kropsterapeutiske indsats i EKI. Her arbejder hun og hendes kolleger med mennesker, der ønsker at forlade kriminalitet og skabe en anden tilværelse. Nogle har siddet mange år i fængsel. Nogle er røget ind og ud af kriminalitet. Mange har svære opvækster og traumer med sig. Og det sætter spor.
Sara fortæller blandt andet om borgere med store vredesproblematikker. Men hun er samtidig forsigtig med bare at kalde det “vrede”. For under vreden kan ligge frygt, sorg eller andre følelser, som mennesket har haft svært ved at rumme.
Nogle af de strategier, der giver problemer i voksenlivet, har måske engang været nødvendige: at være på vagt, at slå først, at lukke ned eller at tage stoffer for ikke at mærke.
Det giver derfor ikke altid mening kun at se på adfærden. Man må også være nysgerrig på det system, der reagerer.
Når reaktionen ikke længere tager over
Borgeren fra før beskriver meget konkret, hvordan hans reaktioner har ændret sig. “Jeg kunne flyve lige i smasken på folk uden at tænke over det.”
I dag oplever han noget andet:
“Der skal meget til, før jeg overhovedet overvejer, at det er vold, der er løsningen. Det gælder på arbejde. Det gælder med mennesker. Det gælder med mig selv.”
“Med mig selv” handler blandt andet om stoffer. Hvor det tidligere kunne være en måde at håndtere presset på, fortæller han, at han ikke længere er samme sted. Han har også en lille datter. Og midt i fortællingen kommer ønsket om at være den far for hende, som han ikke selv havde.
Det er her, kropsterapien i EKI bliver interessant. For målet er selvfølgelig ikke bare at få et menneske til at slappe af på en briks. Det interessante er, hvad der kan ske uden for behandlingsrummet.
At kunne have sig selv med, når det brænder på
Sara beskriver arbejdet som en gradvis udvikling af en ny kropslig identitet. Borgeren lærer sine egne signaler bedre at kende. Hvad sker der i mig, når presset stiger? Hvornår går mit system i alarmberedskab? Og kan jeg opdage det, før den automatiske reaktion tager over?
Borgeren beskriver selv forskellen: “Jeg kan tænke rationelt. Jeg har lært at tælle til en million baglæns og stået i nogle af de mest pressede situationer og samtidig have mig selv med uden at være en eller anden tikkende bombe.”
Han siger ikke, at pressede situationer pludselig føles rare. Tværtimod. Han kan stadig være dårligt tilpas i dem. Forskellen er, at han i højere grad kan være i det:
“Jeg er bare begyndt at finde løsninger eller bare være i det på en måde, jeg ikke har kunnet før uden at ty til alt mulig vold og stoffer.”
Det er en vigtig nuance. Målet er ikke nødvendigvis aldrig at mærke vrede, uro eller angst igen. Det er at kunne mærke det uden automatisk at skulle handle på det.
Forandring sker ikke i en lige linje
Sara er meget tydelig omkring, at forandringen ikke foregår i en lige linje. Der kan være tilbagefald. Et menneske kan have været godt på vej og senere opleve nyt pres, der aktiverer gamle mønstre. Men det betyder ikke nødvendigvis, at man er tilbage ved begyndelsen.
Som Sara siger: “Så står vi ikke det samme sted, som vi gjorde første gang. Så har vi altså et lidt andet kropsligt plateau at starte ud fra.”
Hun oplever, at nogle borgere hurtigere kan finde tilbage på sporet igen, men det er en proces, som kan tage år.
“Jeg skal bare mærke det”
Noget af det stærkeste i borgerens fortælling kommer måske til sidst. For gennem et langt forløb har han allerede talt meget. Og han har lært, at han nogle gange har brug for at tale, når noget er svært.
Men ikke altid.
“Jeg lover dig, hvis jeg har brug for at snakke, så gør jeg det. Nogle gange har jeg slet ikke brug for at snakke. Jeg skal bare mærke det.”
Det, han beskriver, er ikke et liv uden vrede, uro eller svære situationer. Han fortæller tværtimod, at han stadig kan være dårligt tilpas, når det brænder på. Forskellen er, at han i højere grad kan registrere det, der sker i ham, og blive i det længe nok til, at den gamle reaktion ikke behøver tage over.
For Sara handler en del af arbejdet netop om at skabe den erfaring igen og igen. At opdage: Hvad sker der i mig lige nu? Hvad er på vej? Og hvad kan jeg gøre med det?
På den måde bliver forandringen også meget konkret. For hver gang et menneske står i en situation, hvor det tidligere ville have reageret med vold, stoffer eller en anden automatisk strategi – og opdager, at det denne gang kan gøre noget andet – opstår der samtidig en ny erfaring med, hvem man er, og hvad man er i stand til.
Måske er det derfor, hans egne ord rammer så præcist: “Jeg skal bare mærke det.”
For det at mærke bliver ikke målet i sig selv. Det bliver en mulighed for at opdage, hvad der er ved at ske – og nå at vælge, hvad der skal ske bagefter.
Læs videre om kropsterapi i EKI
Denne artikel er en del af en serie om kropsterapi i Enheden for Kriminalpræventive Indsatser, EKI.
Fra kosteskab til behandlerrum
Læs historien om, hvordan kropsterapien gik fra én træbriks i et lille rum til en organiseret del af indsatsen i EKI med flere uddannede medarbejdere, faste behandlerrum og en faglig kropsgruppe.
Fra impuls til valg
Læs om kriminolog Maja Høxbro Berntsens speciale og de tre niveauer, hun fandt i borgernes oplevelser af kropsterapi som del af en resocialiserende indsats.
