Hvad finder man, når man undersøger borgernes og fagpersoners erfaringer med kropsterapi som del af kriminalpræventive og resocialiserende indsatser systematisk? I den sidste af tre artikler om kropsterapi i Enheden for Kriminalpræventive Indsatser (EKI) ser vi nærmere på kriminolog Maja Høxbro Berntsens speciale. Her fandt hun tre niveauer i borgernes oplevelser – fra et tiltrængt åndehul til et mere terapeutisk arbejde, hvor større kropsbevidsthed for nogle kunne åbne for nye måder at reagere på, når livet spidser til.
Da Maja Høxbro Berntsen første gang stødte på kropsterapi som del af kriminalpræventive og resocialiserende indsatser under sin praktik i EKI, var hun skeptisk. Hvordan skulle noget, der udefra måske kunne ligne “lidt massage”, gøre en forskel for mennesker med lange kriminalitetshistorikker, traumer og et nervesystem, der ofte kører på højtryk?
Men samtaler med både borgere og fagpersoner gjorde hende nysgerrig. For de oplevede, at der skete noget. Det blev udgangspunktet for hendes speciale i kriminologi, Resocialisering gennem kroppen, hvor hun undersøgte, om kropsterapi kan have resocialiserende virkninger – hvilke virkninger der i så fald er tale om, og hvordan de spiller sammen med andre dele af den resocialiserende indsats.
Kropsterapi som del af resocialisering – hvad hvis hovedet ikke kan gøre det alene?
Majas spørgsmål skriver sig ind i en større udvikling inden for resocialisering. Kognitiv adfærdsterapi har længe haft en central plads i arbejdet med at ændre tanke- og handlemønstre, der kan føre tilbage til kriminalitet. Men der er samtidig kommet større opmærksomhed på traumer blandt mennesker med kriminalitetserfaring og på, at traumatiske erfaringer ikke kun kan komme til udtryk i tanker, men også i kroppens reaktioner.
Det rejser et interessant spørgsmål: Kan man nøjes med at arbejde med hovedet?
Majas studie er kvalitativt. Hun har altså ikke målt, om kropsterapi statistisk set fører til mindre kriminalitet. I stedet har hun interviewet tidligere dømte og fagpersoner om deres erfaringer. Da hun analyserede materialet, tegnede der sig tre niveauer i den betydning, kropsterapien kunne have i den resocialiserende indsats.
Niveau 1: Kropsterapi som åndehul
Det første niveau kalder Maja “Rum til ro og afslapning”. Borgerne beskriver, at tankemylder og alarmberedskab dæmpes, og at der for en stund bliver mere ro. En borger fortæller: “Jeg tænker kun på at trække vejret. Så slapper jeg bare af.”
Det kan lyde som en beskeden ting, men roen kunne give et overskud, der rakte ud over briksen. En far fortalte eksempelvis, at han efter behandlingen havde mere energi til sine døtre og tog dem med på legepladsen. Samtidig kunne kropsterapien blive et positivt element i et frivilligt forløb, der ellers også bestod af svære samtaler og praktiske problemer. På dette niveau peger specialet altså især på momentært overskud og motivation.
Niveau 2: Et vindue til at arbejde med det indre spor
På næste niveau bliver roen en ressource, der kan bruges i resten af indsatsen. Maja kalder det “Et vindue til arbejde med det indre spor”, og det ses blandt andet i samspillet med psykologsamtaler.
En psykolog fortæller om en borger, der var så ængstelig og overopmærksom, at det var svært for ham at fastholde koncentrationen. Når kropsterapien lå før samtalen, oplevede psykologen, at borgeren kom mere reguleret ind og lettere kunne koncentrere sig og reflektere. Andre brugte kropsterapien efter en svær samtale til at finde ro i det, der var blevet åbnet.
Maja beskriver det som et “window of opportunity” for det kognitive arbejde. Kropsterapien bliver dermed ikke et alternativ til de øvrige indsatser, men kan være med til at skabe nogle af de betingelser, der gør det muligt at få mere ud af dem.
Niveau 3: Fra automatisk reaktion til flere handlemuligheder
På det tredje niveau ændrer behandlingen karakter. Nu arbejder borger og kropsterapeut mere aktivt med de følelser og kropslige reaktioner, der opstår. Hvad sker der i kroppen, når vreden kommer? Hvad ligger under uroen? Er det angst, sorg eller stress?
Majas analyse peger på, at nogle borgere bliver bedre til at registrere kroppens følelsesmæssige signaler og reagere mere hensigtsmæssigt på dem. Og det bliver interessant i en kriminalpræventiv sammenhæng. For hvis ens automatiske reaktion på pres gennem mange år har været vold, stoffer eller andre destruktive strategier, er det svært bare at beslutte sig for at reagere anderledes, når systemet først er på overarbejde.
En af borgerne beskriver forandringen sådan:
“Jeg kan tænke rationelt. Jeg har lært at tælle til en million baglæns og stået i nogle af de mest pressede situationer og samtidig have mig selv med, uden at skulle være en eller anden tikkende bombe.”
Vreden eller uroen er altså ikke nødvendigvis væk. Men der kan opstå et mellemrum mellem følelsen og handlingen – og dermed flere handlemuligheder.
Skal kroppen også opdage, at man er blevet en anden?
Her går Maja et skridt videre. For nogle af borgerne ser erfaringen af at kunne handle anderledes også ud til at hænge sammen med deres selvbillede. Når man oplever: Jeg kunne have reageret med vold, men jeg gjorde det ikke, bliver det samtidig en ny erfaring med, hvem man er. Specialet kobler blandt andet større selvkontrol til øget tro på egne evner og en ændret identitetsfortælling.
Det fører Maja til begrebet desistance – processen, hvor et menneske gradvist bevæger sig væk fra kriminalitet. En vigtig del af den proces handler netop om identitet: Det er én ting at stoppe med at begå kriminalitet. Noget andet er langsomt at begynde at opfatte sig selv som et menneske, der kan leve et andet liv.
Maja rejser derfor tanken om kropslig desistance. For hvad hvis man med hovedet har besluttet sig for at være en anden, men kroppen stadig reagerer på pres, som den altid har gjort? Måske skal et menneske ikke kun skabe en ny fortælling om sig selv. Måske skal kroppen også have erfaringer med: Jeg kan stå i den her situation uden at gøre det, jeg plejer.
Det er en tanke, specialet peger på som interessant at undersøge videre – ikke noget, det i sig selv kan bevise.
“Det er fandme ikke bare massage”
Majas speciale peger samtidig på, at kropsterapi ikke automatisk får en resocialiserende betydning, bare fordi en borger kommer på briksen. Der er nogle forudsætninger. Borgeren skal være modtagelig, der skal være tillid til behandleren, formålet skal være tydeligt, og kropsterapien skal tænkes sammen med den øvrige indsats.
En borger siger meget rammende:
“Jeg troede det bare var massage, men det er fandme ikke bare massage.”
Citatet indfanger egentlig meget godt de tre niveauer. For nogle er kropsterapien et åndehul. For andre bliver roen et vindue til at arbejde med noget andet. Og for nogle bliver kroppen en mere aktiv del af et terapeutisk forandringsarbejde.
Når livet uden kriminalitet også skal fungere under pres
Majas speciale kan ikke fortælle os, hvor mange der bliver kriminalitetsfri på grund af kropsterapi, og det dokumenterer heller ikke, at kropsterapi alene skaber den forandring, borgerne beskriver. Til gengæld giver det et indblik i, hvordan arbejdet med kroppen kan indgå i en større resocialiserende proces.
For mennesker, der gennem mange år har levet i miljøer, hvor det kunne være nødvendigt at være på vagt, reagere hurtigt eller lukke af for det, man mærkede, er beslutningen om at forlade kriminalitet én ting. Noget andet er at stå i hverdagens konflikter, relationer og pres uden at falde tilbage på de strategier, der engang virkede.
Det er måske her, Majas tanke om kropslig desistance er mest interessant. Ikke fordi kropsterapien fjerner vreden, uroen eller de gamle impulser, men fordi arbejdet med kroppen for nogle kan være med til at gøre reaktionerne tydeligere, før de bliver til handling.
For et menneske på vej ud af kriminalitet kan dét være en ganske konkret form for forandring: At stå i en situation, der ligner dem, man har stået i hundrede gange før – og opdage, at denne gang behøver historien ikke ende på samme måde.
Du kan læse hele Maja Høxbro Berntsens speciale her
Læs videre om kropsterapi i EKI
Denne artikel er en del af en serie om kropsterapi i Enheden for Kriminalpræventive Indsatser, EKI.
At kunne mærke – uden at handle
Kom tæt på en borgers oplevelse af, hvordan arbejdet med kroppen har påvirket hans måde at håndtere vrede, pres og gamle reaktionsmønstre på.
Fra kosteskab til behandlerrum
Læs historien om, hvordan kropsterapien gik fra én træbriks i et lille rum til en organiseret del af indsatsen i EKI med flere uddannede medarbejdere, faste behandlerrum og en faglig kropsgruppe.
