Implementeringen af Totum kropsterapi som led i arbejdet med kriminalitetsforebyggelse i Københavns Kommunes Enhed for Kriminalpræventive Indsatser, EKI, begyndte med én medarbejder, en træbriks og et meget lille behandlerrum. I dag er kropsterapien blevet en organiseret del af indsatsen med flere uddannede medarbejdere, faste behandlerrum og en ”kropsgruppe”. Vejen dertil giver et konkret indblik i, hvad der skal til, når en ny behandlingsform skal finde sin plads i offentligt regi.
Da Sara Heisel begyndte at arbejde med kropsterapi i EKI, var der ikke meget, der lignede en færdig indsats. Hun havde en træbriks og et lille rum, der mest af alt mindede om et kosteskab. Der var så lidt plads, at hun næsten måtte gå sidelæns rundt om briksen. Skulle borgeren sidde på en stol, måtte Sara selv sætte sig på briksen, og lige uden for rummet lå hoveddøren, som kunne smække 10-20 gange i løbet af en behandling.
I dag ser det anderledes ud. EKI har to store behandlerrum med elektriske brikse og er på vej mod fire medarbejdere med kropsterapeutiske kompetencer. Kropsterapien er ikke længere noget, der foregår lidt på siden, når der tilfældigvis er plads til det. Den har fået en plads i den samlede indsats.
Men vejen dertil begyndte ikke med den store plan. Den begyndte med muligheden for at prøve noget af.
Man må begynde et sted
Kropsterapien begyndte at finde vej ind i EKI omkring 2019. NADA var allerede blevet introduceret i afdelingen, og efterfølgende fik Sara mulighed for at uddanne sig til Totum kropsterapeut. Da hun fik lov til at bruge det lille rum til behandlingerne, oplevede hun det som en sejr.
I dag kan det være let at se på de gode behandlerrum, de uddannede medarbejdere og den etablerede ”kropsgruppe” og tænke, at sådan en indsats kræver de helt rigtige rammer fra begyndelsen. Men Saras erfaring er næsten den modsatte. Nogle gange handler det om at begynde med det, der faktisk er muligt, og derfra lade erfaringerne vise, om der er noget at bygge videre på.
“Man må tage det, man kan få på det tidspunkt, man står med, og få det til at virke.”
Rummet var måske ikke optimalt. Men der stod en briks, og borgerne begyndte at komme på den. Det blev begyndelsen.
Fra én kropsterapeut til flere
Efter få måneder blev Saras kollega Martin nysgerrig på det, der foregik. Han havde en ergoterapeutisk baggrund og kunne genkende noget i måden at arbejde med kroppen på. Sammen begyndte de at få flere borgere på briksen og tale om det, de oplevede i behandlingerne. I begyndelsen foregik de faglige drøftelser ofte ganske uformelt ved kaffemaskinen.
Efterhånden voksede både interessen og organiseringen. Flere kolleger blev uddannet til kropsterapeuter hos Totum, og EKI etablerede en ”kropsgruppe”, hvor medarbejderne regelmæssigt kan dele erfaringer, stille spørgsmål og udvikle den kropslige del af indsatsen sammen.
Det har haft betydning på flere måder. For jo flere der har kompetencerne, desto mindre afhængig bliver indsatsen af én bestemt person. Hvis kropsterapien kun eksisterer, fordi én ildsjæl driver den frem, bliver den også sårbar den dag, vedkommende ikke længere er der. Derfor har det været vigtigt for EKI, at både viden, erfaring og ansvar efterhånden er blevet fordelt på flere medarbejdere.
Det er borgernes oplevelse, der tæller
Sara og hendes kolleger kunne selv opleve, at der skete noget i behandlingerne. Men hvis kropsterapien skulle have en mere fast plads i EKI, var deres egen oplevelse ikke nok. Derfor begyndte de tidligt at spørge borgerne og samle deres erfaringer.
I interviews fortalte borgere blandt andet om mere ro, bedre søvn og flere ressourcer. I artiklen At kunne mærke – uden at handle kommer vi tættere på en af borgernes egne oplevelser med kropsterapien og den forandring, han beskriver.
Senere er indsatsen blevet undersøgt yderligere, blandt andet gennem kriminolog Maja Høxbro Berntsens speciale. I Fra impuls til valg ser vi nærmere på hendes undersøgelse og de tre niveauer, hun fandt i borgernes oplevelser af kropsterapien. Dermed blev erfaringerne fra behandlerrummet til noget, der kunne deles og diskuteres med andre.
For Sara blev det vigtigt i dialogen med ledelsen. For der er forskel på at sige “vi synes, det virker” og på at kunne vise, hvad borgerne faktisk fortæller om deres oplevelse af behandlingen. Borgernes tilbagemeldinger var med til at skabe grundlag for de næste skridt: flere uddannede medarbejdere, bedre rammer og en videre udvikling af indsatsen.
Det er også en erfaring, der rækker ud over indsatsen i EKI. Når noget nyt skal have plads i en offentlig organisation, skal det, der opleves i behandlerrummet, på en eller anden måde kunne gøres synligt uden for behandlerrummet.
Kropsterapien står ikke alene
En vigtig del af historien er samtidig, at kropsterapien ikke er blevet bygget op som en isoleret indsats. Borgerne kommer ikke til EKI for at få kropsterapi som et mål i sig selv. Kropsterapien indgår sammen med den praktiske og den psykologiske/kognitive del af arbejdet.
Det betyder også, at kropsterapien skal give mening i forhold til det, den enkelte borger forsøger at bevæge sig hen imod. Hvis målet eksempelvis er at kunne passe et arbejde, men angst, stress eller et konstant alarmberedskab gør det svært at være i en almindelig arbejdsdag, kan arbejdet med kroppen være én vej til at understøtte den udvikling.
På den måde bliver spørgsmålet ikke, om kroppen eller samtalen er den rigtige vej. Spørgsmålet bliver snarere, hvad der kan hjælpe netop dette menneske videre – og hvordan de forskellige fagligheder kan understøtte hinanden.
Når noget nyt møder modstand
At kropsterapien har fået en plads i EKI, betyder ikke, at alle var overbeviste fra begyndelsen. Når en ny tilgang flytter ind på en arbejdsplads, vil der næsten altid være nogen, der er nysgerrige, nogen, der er skeptiske, og nogen, der helst vil holde sig til det, de allerede kender.
Sara ser ikke nødvendigvis den modstand som et problem.
“Modstanden er en del af fremgang.”
I stedet for at forsøge at overbevise kollegerne med ord valgte man blandt andet at invitere dem tættere på selve arbejdet i ”kropsgruppen”. På en kropsterapeutisk dag fik medarbejdere fra forskellige faggrupper mulighed for selv at prøve at arbejde på briksen og mærke nogle af teknikkerne.
For nogle bekræftede dagen, at kropsterapi ikke var noget for dem. Det var også en helt legitim afklaring. For andre åbnede den for en nysgerrighed. En af dem var Louise, som senere selv besluttede at begynde på uddannelsen til kropsterapeut.
Måske ligger der noget vigtigt i netop det. Kropsterapi kan være vanskelig at forstå alene gennem en beskrivelse af den. Når kroppen er en del af arbejdet, kan den personlige erfaring nogle gange give en anden forståelse af, hvad tilgangen kan – og hvad den ikke kan.
Når kroppen bliver en del af det fælles sprog
Efterhånden som flere medarbejdere selv fik erfaring med det kropslige arbejde, begyndte der også at ske noget i måden, de så borgerne på. Flere havde selv mærket, hvordan alarmberedskab kan opleves i kroppen, og hvordan det føles, når kroppen begynder at falde mere til ro. Det gjorde det lettere at genkende, hvornår en borger måske kunne have gavn af den kropsterapeutiske indsats.
Kropsterapien blev med andre ord mindre fremmed. Sara oplever også, at arbejdet med kroppen har været med til at skabe en kultur, hvor der kan være kortere vej til at vise sårbarhed og bede om hjælp.
Det gælder også blandt kropsterapeuterne selv. Her er det afgørende, at det faglige fællesskab ikke kun bliver et sted, hvor man fortæller om de behandlinger, der gik godt. Der skal også være plads til at komme med den behandling, hvor man bagefter sad med en følelse af, at noget ikke lykkedes, og spørge: Hvad skete der egentlig her?
Det er ofte dér, den faglige udvikling begynder.
Fra mulighed til struktur
I dag står den kropsterapeutiske indsats i EKI derfor et andet sted end dengang, Sara fik nøglen til det lille rum. Der er behandlerrum, flere uddannede medarbejdere, en ”kropsgruppe” og en voksende mængde erfaring og viden om arbejdet.
Og med den udvikling følger nye spørgsmål. For når en indsats vokser, bliver det også nødvendigt at blive tydeligere på, hvilke borgere den er relevant for. EKI arbejder derfor blandt andet med at gøre visitationen mere systematisk: Hvem kan have gavn af kropsterapien? Hvornår er den ikke det rette tilbud? Og hvornår fylder eksempelvis misbrug eller psykiatriske problemstillinger så meget, at borgeren har behov for en anden form for hjælp?
På sin vis fortæller de spørgsmål måske mere end de elektriske brikse om, hvor langt indsatsen er kommet. For spørgsmålet er ikke længere først og fremmest: Kan vi få lov til at gøre det her? Nu handler det om, hvordan man skaber gode faglige rammer omkring det, man allerede gør.
Det begyndte med en briks
For andre kropsterapeuter, der gerne vil bringe kropsterapien ind i kommuner, institutioner eller andre offentlige tilbud, er historien fra EKI interessant, netop fordi den ikke begyndte med perfekte betingelser. Den begyndte med én medarbejder, der fik mulighed for at prøve noget af. Så blev en kollega nysgerrig. Borgerne begyndte at fortælle om deres oplevelser. Flere blev uddannet. Ledelsen tog næste skridt. Skeptiske kolleger blev inviteret med, og langsomt voksede der en struktur frem omkring det, der var begyndt i det små.
I dag står der elektriske brikse i to behandlerrum i EKI. Men det lille rum, hvor Sara næsten måtte gå sidelæns rundt om træbriksen, er stadig en vigtig del af historien.
For måske behøver man ikke vide fra begyndelsen, præcis hvor en ny indsats skal ende. Man skal vide nok til at tage det første fagligt forsvarlige skridt, være nysgerrig på det, der sker, og være villig til at lære af både borgerne, kollegerne og de erfaringer, der følger med.
Læs videre om kropsterapi i EKI
Denne artikel er en del af en serie om kropsterapi i Enheden for Kriminalpræventive Indsatser, EKI.
At kunne mærke – uden at handle
Kom tæt på en borgers oplevelse af, hvordan arbejdet med kroppen har påvirket hans måde at håndtere vrede, pres og gamle reaktionsmønstre på.
Fra impuls til valg
Læs om kriminolog Maja Høxbro Berntsens speciale og de tre niveauer, hun fandt i borgernes oplevelser af kropsterapi som del af en resocialiserende indsats.
