Når børn bliver vrede, urolige eller kede af det, leder vi voksne ofte efter de rigtige ord. Men nogle gange kan kroppen være en anden vej ind. Kropsterapeut Camilla Wetche Henriksen arbejder med bevægelse, kropslige signaler og samregulering som en måde at møde børns følelser på – uden at målet nødvendigvis er at få dem til at forsvinde.
Når børn bliver vrede, urolige eller kede af det, gør vi voksne ofte det mest naturlige i verden: Vi prøver at finde ud af, hvad der er galt. Vi spørger, forklarer og leder efter de ord, der måske kan hjælpe barnet videre.
Men nogle gange kommer ordene ikke. Måske ved barnet ikke selv, hvorfor det pludselig bliver for meget. Måske er der sket så meget i løbet af dagen, at verden bryder sammen over en strømpe, der sidder forkert, eller en besked om, at det er tid til aftensmad.
Her kan kroppen være en anden vej ind.
For kropsterapeut Camilla Wetche Henriksen blev den erkendelse begyndelsen på en ny måde at møde både sine egne og andre børn på. Med mindre fokus på at finde den rigtige forklaring med det samme – og større opmærksomhed på kroppens signaler, bevægelse og det, der sker mellem barnet og den voksne.
Det begyndte med en spændt kæbe
Camilla Wetche Henriksen er uddannet kropsterapeut fra Totum og arbejder i dag primært med børn og deres forældre. Men hendes interesse for børns følelsesregulering begyndte hjemme hos hende selv, mens hun var under uddannelse.
Som i så mange andre børnefamilier kunne eftermiddagene godt spidse lidt til. Børnene var trætte, de voksne var trætte, og lunten kunne blive kortere. Samtidig var Camilla gennem uddannelsen begyndt at lægge mere mærke til sin egen krop. Her opdagede hun, at hun hen mod slutningen af dagen ofte spændte i kæben.
I stedet for bare at ønske spændingen væk blev hun nysgerrig på den. Hun oplevede en sammenhæng med de dage, hvor hun havde været optaget af familiens behov og glemt sine egne pauser undervejs. Den spændte kæbe blev på den måde til information. Kroppen gjorde hende opmærksom på noget, hun ikke nødvendigvis selv havde nået at sætte ord på endnu.
Og langsomt opstod et nyt spørgsmål: Hvis hun kunne begynde at forstå sig selv på den måde, hvad kunne hun så få øje på hos sine børn?
Børn mærker også med kroppen
Når et barn kommer hjem og er irritabelt, rastløst eller pludselig bryder sammen over noget, der med voksne øjne virker ganske småt, er det nærliggende at spørge: Hvad er der galt? Hvad er der sket? Hvorfor bliver du så vred?
Det er omsorgsfulde spørgsmål. Men de kræver også, at barnet kan forstå og formulere det, der foregår indeni. Og det er ikke altid så enkelt.
Da Camilla begyndte at arbejde med børn som kropsterapeut, blev hun overrasket over, hvor meget de allerede kunne mærke. Et barn kunne f.eks. registrere, at nakken var spændt eller pege ret præcist på, hvor noget føltes anderledes.
“Det var godt nok ikke mig, der var eksperten her.”
For Camilla blev det en vigtig erfaring. Der behøver ikke altid være så mange ord. Nogle gange kan man begynde et andet sted: Hvad mærker du? Hvad gør kroppen?
Det kropslige perspektiv ligger tæt op ad begrebet interoception – vores evne til at registrere signaler fra kroppens indre. Kropslige fornemmelser er ikke det samme som følelser, men de indgår i det samspil mellem krop, hjerne, situation og erfaring, som er med til at forme vores følelsesmæssige oplevelse.
Følelsesregulering hos børn handler ikke kun om ro
Når et barn er meget vredt, ked af det eller fuld af uro, kan ønsket om ro hurtigt komme til at fylde. Især når klokken er halv seks, maden skal på bordet, og resten af familien også er ved at løbe tør for overskud.
Men følelsesregulering hos børn handler ikke kun om at få de store følelser til at forsvinde. Et barn, der har mistet et kæledyr, må gerne være ked af det. Et barn, der oplever noget uretfærdigt, kan blive vredt. Og et barn, der glæder sig helt vildt, behøver ikke nødvendigvis dæmpes.
Det er en vigtig pointe i Camillas arbejde. Målet er ikke altid at få barnet hen til ro så hurtigt som muligt, men også at kunne være med forskellige følelsesmæssige tilstande og efterhånden finde videre fra dem.
Følelser opstår ikke løsrevet fra kroppen. Som vi også beskriver i Totum Science-artiklen om hvordan følelser bliver til, er kroppens reaktioner én af flere veje til bedre at forstå det, barnet står midt i.
Når kroppen kommer før spørgsmålet
En oplevelse med Camillas ældste datter blev særlig tydelig for hende. Datteren skulle til gymnastik og glædede sig, men Camilla kunne samtidig mærke en uro hos hende. Tidligere ville hun måske have spurgt: “Er du okay?” eller “Hvordan har du det?”
Denne gang spurgte hun i stedet, om datteren havde lyst til, at hun lavede “bølger” i hendes krop – familiens navn for de pulserende bevægelser, Camilla kendte fra kropsterapien.
Efter nogle minutter oplevede Camilla, at datterens skuldre sænkede sig, og kroppen blev mindre urolig. Og så kom ordene af sig selv. Hun glædede sig til gymnastikken, men hun var også lidt nervøs for, hvad de andre ville sige.
“Så tager jeg fat i kroppen først.”
Ikke fordi samtalen er forkert, eller fordi kroppen altid skal komme først. Men fordi vi som voksne nogle gange leder så ihærdigt efter de rigtige ord, at vi overser, at barnet allerede fortæller os noget på andre måder.
Samregulering begynder også hos den voksne
Det er svært at tale om børns følelsesregulering uden også at se på den voksne. Børn udvikler deres evne til at regulere følelser i samspil med andre. Det kaldes ofte samregulering, og det betyder også, at den voksnes egen tilstand kommer med ind i situationen.
Her vender vi tilbage til Camillas spændte kæbe. Hvis hun selv står med spændt kæbe og en meget kort lunte, er hun ikke bare en neutral iagttager af sit barns vrede eller uro. Hun er også selv en del af det, der sker.
Den erfaring tager Camilla med ind i arbejdet med familier. Når et barn kommer i klinikken, fordi forældrene oplever en adfærd, der er svær, bliver blikket derfor ikke kun rettet mod barnet. Forældre og børn påvirker hinanden, og den voksnes opmærksomhed på egne reaktioner kan også åbne for nye muligheder i samspillet.
Leg og bevægelse kan gøre kroppen lettere at forstå
Når Camilla arbejder kropsligt med børn, ser det ikke nødvendigvis ud som den kropsterapi, en voksen møder på briksen. Der kan være sæbebobler, tæpper og bevægelse. Hjemme hos familien opstod “løven”, hvor den spændte kæbe fik lov til at bevæge sig. Andre gange handler det om at hoppe eller undersøge, hvad kroppen får lyst til.
Sæbeboblerne bruger Camilla f.eks. til at skabe opmærksomhed på åndedrættet og dets samspil med nervesystemet. Barnet trækker vejret ind og puster ud – ikke fordi nogen først har forklaret, hvordan vejrtrækningen fungerer, men fordi det er sjovt at se boblerne flyve afsted.
På den måde bliver kroppen noget, barnet kan gå på opdagelse i gennem leg frem for noget, der nødvendigvis skal forstås eller forklares med de rigtige ord.
At se mere end barnets adfærd
For Camilla har den første opdagelse af en spændt kæbe efterhånden ført fra hendes egen familie til børn og forældre i klinikken, hjemmebesøg, grupper og besøg i institutioner. Men den grundlæggende nysgerrighed er stadig den samme: Hvad sker der, hvis vi ikke kun ser på det, barnet gør, men også bliver opmærksomme på det, kroppen fortæller?
Det betyder ikke, at enhver uro, vrede eller spænding har én bestemt kropslig forklaring. Og det betyder heller ikke, at bevægelse eller kropsterapi er svaret på alle de udfordringer, børn og familier kan stå med.
Men det kropslige perspektiv kan give os noget mere at se med. For barnet er ikke kun dets adfærd eller de ord, det kan finde frem, når vi spørger, hvad der er galt. Barnet mærker, reagerer og orienterer sig også gennem kroppen.
Måske ligger der netop dér en mulighed for at møde barnet lidt tidligere – før vi behøver at forstå det hele, forklare det hele eller finde de helt rigtige ord.
