Jeg havde en klient på min briks forleden dag. En kvinde, som har travlt med karrieren. Siden hun var ung, har hun lidt af periodevis migræneanfald. Hun lever som de fleste: Relativt sundt, dyrker moderat motion og passer sin nattesøvn.
Migrænen har fulgt hende gennem næsten hele hendes voksne liv, og hun har været igennem utallige behandlinger. Både i sundhedssystemet og hos alternative behandlere. Vi søgte efter, om vi kunne finde et mønster i, hvornår migræneanfaldene opstod.
På et tidspunkt gik det op for hende, at der var nogle særligt krævende møder på hendes job. Hun følte sig altid oplagt inden hun skulle ind. Og møderne gik som regel godt. Men om aftenen derhjemme kom migrænen.
Hvorfor får man migræne?
Følelser og sansninger kan ligge gemt og ubearbejdet i kroppen – og springe ud som migræneanfald
Behandling AF migræne
Efterhånden fandt vi frem til, at disse møder vækkede nogle særlige følelser i hende. Følelser hun ikke var bevidst om. Det var først da hun kom hjem for at slappe af, at kroppen gav lov til at reagere på det, hun havde følt under mødet. Og jo mere, vi kom ind til kernen, gik det op for hende, at der var rigtig mange situationer i løbet af hendes hverdag, som vækkede følelser i hende, hun ikke var bevidst om. Følelser og sansninger, som lå gemt og ubearbejdet i kroppen og sprang ud som migræneanfald på alle mulige tidspunkter.
Min klients problematik er på ingen måde unik. Jeg ser det ved rigtig mange, der kommer i behandling hos mig.
Det der sker er, at vi får bombarderet vores sanser i løbet af dagligdagen. Det er facebook-opslag, sms’er, mails, nyheder, fysiske møder, dialoger med kolleger eller familiemedlemmer. Konstant får vi noget i hovedet, som vi skal forholde os til. Umiddelbart mærker vi ikke, hvad det gør ved os, at få en nedladende mail fra chefen, eller klikke ind på et facebookopslag om forurening. Men mennesket er sådan indrettet, at når vi udsættes for stimuli af enhver art, så sættes sanseapperatetet i gang og derfra aktiveres centralnervesystemet (alt det vi føler) og som igen skaber fysiske reaktioner i kroppen. Hver eneste lille sansning, vi laver vækker følelser i os. Vi er bare sjældent bevidst om at det sker.
Hvis vi får alt for mange sansninger, som ikke bliver bearbejdet i løbet af en dag ender det med, at nervesystemet bliver overbelastet. Så bliver vi nærmest overvældet af følelser og fysiske reaktioner, så snart der er ’hul’ og vi slapper af. Derfor ser jeg også ofte, at klienter, der starter hos mig, får det ’værre’ de første par gange efter en behandling. Det er som om der bliver taget hul på en stor byld og det bare vælter ud med spændinger, smerte og sommetider sorg eller angst.
Overbelastet nervesystem
Særligt folk der arbejder med mange informationer og høj kommunikation har det med at få overbelastet deres nervesystem. Det er for eksempel journalister, kommunikationsfolk eller advokater. Men jeg ser også en del børn og unge, der i en tidlig alder er blevet overbelastet på nervesystemet.
Og det er ikke så underligt, hvis man ser på børns hverdag. De går i skole eller institution, blandt mange andre individer. Det er konstant omgivet af larm og nye ting og mennesker, de hele tiden skal lære og forholde sig til. De skal hele tiden være sansende på deres omgivelser og får stort set ingen ro til at bearbejde de, de oplevede eller komme i kontakt med, hvad de selv følte i den pågældende situation. Om eftermiddagen, når de kommer hjem er de ofte så udmattede, at man som forældre nærmest ikke kan andet end at lade dem glide ind foran en skærm og lade dem slappe af. Problemet er bare, at det, de ser på skærmen er lige så kraftig en påvirkning af deres nervesystem. Det er store følelsesmæssige dramaer, action og komplekse menneskelige fortællinger, som deres nervesystem også skal forholde sig til. De føler med hovedpersonerne i det, der sker på skærmen.
“For ungerne er det svært. Jeg kæmper selv med det. Min datter på fem har ingen forståelse for, at jeg beder hende slukke Ipaden og lave ingen ting et øjeblik.”
Ubearbejdede følelser giver smerter
Jo mere pres, der bliver på sanseapperatet og nervesystemet, jo flere ubearbejdede følelser, der ligger, jo stærkere tendens har kroppen til at slå ud med smerter, træthed, fordøjelsesproblemer, overfølsomhed eller alle mulige andre symptomer.
Spørgsmålet er: Hvad katten gør man ved det?
For sagen er: Vi lever i en moderne verden med mobiltelefoner, Netflix og facebook. Og arbejdsmarkedet er nu engang sådan indrettet, at ungerne skal i børnehave og skole, og vi voksne skal arbejde – ofte i storrumskontorer med larmende snak, telefoner og et hav af møder.
Jeg oplever det selv. Hele tiden.
Som kropsterapeut er mit råd: Lug ud i mængden af sanseindtryk. Både for dine børn og dig selv.
Vælg de sanseindtryk og mængde af information, som du skal have bevidst.
Ved at anderkende, at hver eneste information du får vækker en følelse i din krop, som skal bearbejdes, bliver du også bevidst om, hvad du vil bruge din sanse-energi på.
Er det alle informationer på jobbet, du behøver at få – eller er der møder, samtaler eller mails, som du ikke behøver at deltage i?
Begræns dit eget forbrug af sociale medier, sms’er og netsurfing. Begræns måske endda antallet af sociale arrangementer.
Sorter i mængden af sanseindtryk
Skab huller i dagligdagen, hvor der ingen stimulanser er. Jeg forsøger at meditere hver eneste dag. Og min anbefaling til de klienter, der kommer med overbelastning er: Skab ro en kort periode hver dag.
Bare fem minutter, hvor du giver dig selv lov til at mærke den følelse, der sidder i din krop. Du behøver ikke engang reagere på den. Bare bliv opmærksom på det.
”Okay. Jeg følte mig utilstrækkelig, da jeg sad i møde med chefen til formiddag”
Bare den erkendelse gør, at kroppen af sig selv sætter gang i en bearbejdning. Og gør man det til en vane, vil man efterhånden blive klar på at mærke kroppens signaler, at det ikke når at hobe sig op. Belastningen vil lettes.
For ungerne er det svært. Jeg kæmper selv med det. Min datter på fem har ingen forståelse for, at jeg beder hende slukke Ipaden og lave ingen ting et øjeblik. Det kræver også noget ekstra af mig. Pludselig vil hun snakke eller kræver min opmærksomhed på et tidspunkt, hvor jeg selv er udmattet. Men jeg bliver ved med at prøve. Og sommetider lykkes det. Så kan vi gå en tur, uden at sige så meget. Eller jeg mærker at hun bliver afslappet og rolig bare ved at være sig selv. Uden stimulanser udefra.
Hjemme hos os anskuer vi mængden af sanseindtryk lidt som man gør det med kalorier i maden.
Vi har kun godt af en begrænset mængde hver dag. Så dem vi skal have, skal have høj kvalitet.
