Vi oplever en tilstrømning af sygeplejersker på vores uddannelser i øjeblikket. De elsker deres fag, men kan ikke holde til at arbejde i den offentlige sektor mere. Derfor søger de mod den private sektor.
Vi oplever i øjeblikket en tilstrømning af sygeplejersker og andre fagfolk med baggrund i plejesektoren på vores uddannelser. En del af dem har været igennem sygdomsforløb og stress, og mange af dem er stået af for ikke at gå ned med stress.
Der er ikke længere tid til kerneopgaverne
De kommer til skolen for kropsterapi, fordi de stadig elsker deres fag. De er gået ind i plejefaget for at kunne hjælpe andre i nød, og det, jeg hører mange sige, er, at de oplever, at netop det, som var deres kerneopgave, det er der ikke tid til mere.
Når de søger over i det private får de en uddannelse som kropsterapeut. Det er en etårig uddannelse, hvor de behandler gennem kroppen. Herefter starter de op som selvstændige eller på en privat klinik. Men fælles for kropsbehandlingen er, at det er en behandling, hvor man giver sig tid til hver eneste klient. Her skal man tale sammen. Man skal forholde sig til hele billedet af, hvad klienten fortæller om smerter eller gener i kroppen, og man skal aflæse kropssproget.
Som privat praktiserende kropsterapeut er der tid til den enkelte, og der er tid til at mærke efter. Her når man sin klient med en menneskelig relation og et nærvær, som på mange måder er forsvundet i det offentlige.
Det paradoksale er, at netop de mennesker, som er uddannet til at holde os andre på benene, når vi bliver syge, selv bliver syge af deres arbejde.
Tvunget til at frasige sig ansvaret
Det gjorde indtryk på mig, da vores minister for offentlig innovation, Sophie Løhde, op til overenskomstforhandlingerne meldte ud, at de offentligt ansatte er overbetalte. Og når man ser på se på de seneste sager fra Holbæk Sygehus, hvor sygeplejerskerne gik til ledelsen med en erklæring om, at de fraskriver sig ansvaret for patientsikkerheden.
Her ser vi en gruppe fagfolk, som ikke kan stå inde for deres eget arbejde mere. Og det er ikke bare dippedutter til industrien, de arbejder med. Det er rigtige mennesker. Børn med sygdomme, kvinder, der skal føde, trafikuheld, gamle, som ligger for døden. Det er vores pårørende, og det er os selv. Forstil dig, hvordan det må være som plejepersonale at skulle efterlade et sygt barn, en fødende eller en ældre dement i en tilstand, hvor de ikke bliver behandlet eller draget omsorg for? Det er der ingen mennesker, der kan stå model til.
Det er netop den behandling, som gør, at det offentlige sundhedsvæsen i sig selv er blevet storproducent af sygdomsramte. De har fået skabt et arbejdsmiljø, som man ikke kan leve i. Kroppen kan ikke fungere, når der aldrig er tid til at mærke efter. Sådan er det også for sundhedspersonalet. Og det paradoksale er, at netop de mennesker, som er uddannet til at holde os andre på benene, når vi bliver syge, selv bliver syge af deres arbejde.
Jeg vil lige indskyde, at jeg personligt altid selv har følt mig godt behandlet i det offentlige sundhedssystem. Min oplevelse er, at mange af de ansatte faktisk gerne vil gøre deres arbejde ordentligt. De vil gerne møde patienter med nærvær.
Men hvad sker der, når for mange af ens kolleger er syge, og man hele tiden skal ændre arbejdsgang? Så bliver man presset. Både på tid og evne til at være nærværende. Og til sidst mister man helt forbindelsen – både til sig selv og de patienter, man skal tage sig af.
Det vigtigste job
Og så er der det med lønnen. Jeg mener personligt, at de burde betales langt mere. Sådan burde de have det i plejen. Det at tage sig af et andet menneske er det højeste og vigtigste job, man kan have.
Som kropsterapeut i den private sektor kan man tjene langt mere end 25.000-30.000 kroner om måneden. Flere vælger også en hverdag, hvor de arbejder som vikar og behandler og dermed skaber en hverdag, der passer med den livssituation, de er i. Om det er tid til at hente små børn eller tid til også at tage sig af en mor på plejehjem.
De, som kommer og tager en uddannelse hos os, er dygtige og talentfulde og var fulde af ambitioner på sundhedsområdets vegne.
Jeg kan sagtens forstå, hvorfor sygeplejerskerne søger mod de private uddannelser. Det kan jeg virkelig. Der er mange af de sygdomme, som det offentlige ikke har stor succes med at afhjælpe, for eksempel stress, angst, migræne eller kroniske smerter, som de får metoder til at behandle som kropsterapeut. Paradoksalt nok er det netop stress og dens afarter som depression og angst, mange af dem selv kommer med, som de lærer at behandle. Og selvom jeg som skoleleder på en kropsterapeutisk uddannelsesinstitution på alle måder går ind for, at flere skal bruge kropsbehandlingen – netop fordi den både forebygger og helbreder så mange af de sygdomme, som det offentlige ikke afhjælper, så synes jeg også, det er en skam, at så mange gode folk forlader det offentlige.
Den offentlige sundhedssektor kan godt skabe gode arbejdspladser – og behandlingsmuligheder. Men det kræver mest af alt, at man har ambitionen.
Vi bliver syge når vi mister ansvar og frihed
Når man lægger en strategi med at spare sig ud af travlheden, og man skærer så hårdt i personalet og på alt, hvad der hedder trivsel og fleksibilitet omkring vagtplaner, så skaber det sygdom. Og i sidste ende tror jeg, det må koste kassen for hospitalsdirektørerne og plejehjemsledere, der må hente dyre vikarer ind.
Jo mere selvbestemmelse, man tager væk, des mindre egenrådighed. Jo mindre ansvar og frihed, man gives, des sygere bliver vi som mennesker. Vi er individer, der er skabt til at tage ansvar for os selv. Vi har hver vores rolle. Og hvis vi hele tiden fratages muligheden for selv at mærke efter og bruge vores viden, så brænder vi ud.
De, som kommer og tager en uddannelse hos os, er dygtige og talentfulde og var fulde af ambitioner på sundhedsområdets vegne. Det var folk, som ønskede at tage fat og hjælpe. Flere af dem, der blev ramt af stress, blev ligefrem skubbet ud af deres job, fordi de var så udbrændte med stress eller depression af aldrig at slå til. De fik ingen hjælp selv.
Og så er der dem, som kommer hos os i god tid. De har set skriften på væggen: De skal væk, før de brænder ud.
