Indhold

Lyt til dine hænder: De afspejler dine følelser

Indhold

Vores hænder afspejler de måder, vi foretager os noget på, og de følelser, vi har omkring det, vi gør. Hvad forsøger dine hænder at fortælle dig om dine følelser?

Hænder griber, giver, holder. De vrides i fortvivlelse, knuges i desperation eller knyttes i vrede. Hænder skaber, kærtegner, skubber væk. Vi giver nogen en hjælpende hånd eller har måske selv brug for én. Nogle gange lader vi tingene glide mellem fingrene på os, andre gange holder vi fast for længe, og af og til går vi hånd i hånd med en, vi holder af.

Vi kan lære rigtig meget om os selv ved at kigge nærmere på vores krop. Og vi kan få det bedre både psykisk og fysisk ved at lytte til de ting, som vores krop forsøger at fortælle os. Vores hænder afslører en hel masse om, hvem vi er, og hvordan vi har det.

Læs også: Lyt til dine armes sprog

Kommer du nogle gange til at give for meget af dig selv?

Er du i stand til at tage imod de ting, som livet rækker dig? Hvis du har hårdt knyttede hænder, kan dine hænder ikke gribe noget nyt.

Er du bange for at give slip og holder alt for fast i noget eller nogen? Pas på, at du ikke kommer til at holde så hårdt fast i de mennesker, du holder af, at de ender med at løbe skrigende bort.

Under du dig selv den kærlighed, du fortjener? Får du gjort noget ved de ting, der nager dig, og de ting du drømmer om?

Vores hænder spejler vores følelser

Vores hænder er ofte det første, der møder verden. Derfor afspejler de, hvordan vi møder livet og håndterer både medgang og modgang. De er den yderste manifestation af vores hjerteenergi, hvor vi berører, kærtegner eller viser kærlighed – eller modsat knytter næverne og viser modvilje. Hænderne kan gribe ud efter livet, men de kan også holdes op foran os og beskytte mod de ting, som vi ikke ønsker at tage ind. Vi kan bruge dem til at sige STOP – hertil og ikke længere.

Vores hænder afspejler, hvis vi er angste for at miste, eller for at alting forsvinder, hvis vi ikke holder fast. Det er også langt hen ad vejen med vores hænder, at vi skaber. Derfor repræsenterer de alle de måder, vi foretager os noget på, og de følelser, vi har omkring det, vi gør.

Konflikt i hænderne kan være udtryk for, at vi ønsker at række ud og røre, men bliver holdt tilbage af frygt eller utryghed. Eller at vi føler, at vi ikke har noget at give eller ikke fortjener at tage imod.

Hvad prøver dine hænder at fortælle dig?

 

Seneste indlæg