Philip Hansen

Philip Hansen

Jeg søger at hjælpe mine klienter med at få dybere kontakt til sig selv via kroppen. En behandling hos mig lægger vægt på frigørende massage, dybe tryk, guided åndedræt og fri samtale. Behandligen hjælper dig til at komme ned i gear og gennem kroppen finde ind til det, der er vigtigt for dig.

Indhold

Selvkritik: Er du din egen værste fjende?

Selvkritik

Indholdsfortegnelse

Hvordan ville ens liv mon være, hvis man aldrig kritiserede sig selv eller andre? Hvis man var overbærende som en mild bedstemor, uanset hvad nogen havde gjort. Ville man være fri og lykkelig i et liv uden dom? Eller ville man miste evnen til at skelne mellem rigtig og forkert?

Ville man blive mere empatisk eller netop miste den evne, hvis ikke man kritiserede dem, der opførte sig uempatisk? Ville man blive et mere helt menneske eller netop stoppe sin udvikling mod at blive det, hvis ikke man svingede pisken og en gang imellem kritiserede sig selv for at være uambitiøs?

På den ene side vil mange nok genkende, at indre kritik kan få en til at føle en form for permanent utilfredshed og frustration med sig selv. Ifølge PhD Claus Springborg, der har skrevet en bog om emnet, og som holder online foredrag om det hos Totum i april, så er indre kritik roden til meget ondt. Det kan bl.a. skabe lavt selvværd, handlingslammelse og permanente spændinger i kroppen.
På den anden side står spørgsmålet, om indre kritik da ikke er godt for noget?

Vi har sat Totum kropsterapeut og underviser Daniel Bonde i stævne for at kaste et kritisk blik på indre kritik. Et tema som Daniel arbejder med på briksen, og som han efter eget udsagn ”også har en del personlig erfaring med”.

Selvkritik hæmmer den frie udfoldelse


Først og fremmest, hvad har selvkritik og kropsterapi egentlig med at gøre med hinanden?

Kropsterapi har med hele mennesket at gøre. Så når der er selvkritik til stede i et menneske, er det også til stede i kroppen. Vi hænger sammen som én organisme, og derfor er overdreven selvkritik ikke kun et mentalt problem, selvom vi måske i første omgang oplever det som den der indre stemme i hovedet.
Når den indre kritiker kommer, holder den en eller anden side af personligheden ude i kulden. I min optik er det dét, der sker. Der er et eller andet, der ikke må være der, og selvkritik kan være med til at holde det på afstand. Det ser man nogle gange på briksen ved, at noget ligesom ikke kommer i bevægelse.

I bevægelse?
Ja, en bevægelse forstået på denne måde kan både være fysiske bevægelser eller indre bevægelser som i et udtryk, en energistrøm, en sansning, en følelse. Det er alle sammen energi-bevægelser, kunne man sige. Noget der bevæger sig indeni systemet, indeni kroppen.

Når selvkritikken dukker op, finder vi – også kropsligt – en måde at holde en del af os selv i skak. Det kan for eksempel være når vi holder på os selv, sådan at den sårbare side ikke kommer frem, fordi den opleves forbundet med svaghed.

Bag ved “holdtheden” i kroppen er der så måske en stemme, der så siger noget om at personen godt kan gøre det lidt bedre, prøve lidt mere, være lidt stærkere. På den måde afspejles en mental tilstand i en kropslig tilstand.
Krop og sind er en enhed!

Hvordan ser man så som kropsterapeut, at ens klienter har problemer med at holde sider af sig selv væk?
Man kan for eksempel se det på briksen som en stoppet bevægelse – igen forstået på den måde at bevægelsen kan være fysisk; klienten løfter hånden, måske får en impuls til at beskytte sig selv eller sige noget, men stopper sig selv så bevægelsen ikke bliver fuldbyrdet. Bagved det ligger der ofte en overbevisning om at den impuls, der opstod, var forkert eller uønsket.

Og så kan bevægelsen også være en følelse. Som når klienten egentlig mærker en ked-af-det-hed, men sørger for at følelsen bliver under kontrol og ikke kommer helt igennem som gråd.
Der er en impuls til at græde, at lade kroppen reagere, at lade følelsen få lov til at komme igennem. Men den indre kritiker er den stemme der f.eks. siger: “Stram op! Drenge græder ikke”. Eller: “Du er grim, når du tuder!” Der er mange spændende og overraskende hårde udsagn gemt i den indre kritiker.

Og som man måske kan fornemme, så er der noget frihed og spontanitet, der går tabt, når selvkritikken kører.

Er selvkritik altid det her med at blokere for sin egen spontanitet?
Sådan som jeg ser det har selvkritikken en funktion, som har at gøre med at holde noget ‘uønsket’ væk. At sørge for at passe ind eller opføre sig sådan, som vi tror, at andre kan lide os.

Man har jo ofte hørt eller internaliseret det her tidligt i livet. ”Gør sådan, ikke sådan!” og mærket i sin familie at ”Det er bedst hvis jeg gør sådan her, så bliver far og mor ikke sure på mig”. En person har f.eks. lært, at det er bedst at være sød og artig. Så er der omvendt ikke meget plads til at være vred, grænsesættende eller uenig. Det er det, jeg mener med at skubbe sider af sin personlighed ud i kulden. Den vrede, grænsesættende eller uenige side må så helst ikke komme frem, for så er personen jo ikke længere sød og artig.

Og her spiller både kroppen og den indre stemme en rolle. I kroppen sørger man måske for ikke at mobilisere for meget energi, der kunne blive til vrede eller gennemslagskraft. Det sker blandt andet gennem over- og underspændtheder i musklerne, hvilket kan give smerter og ubalancer. Og den indre kritiker spiller sin rolle ved at svinge pisken og sige: “Ti stille. Du har alligevel ikke noget klogt at sige her. Bare lad som ingenting…” eller hvad den indre monolog nu kunne være.

Pointen er, at der virkelig er noget impulskontrol i spil. Og man kan i hvert fald kan sige at selvkritik stopper friheden – dér hvor man gør det, som man egentlig føler er det rigtige.
På den måde er selvkritik det, der hæmmer den frie udfoldelse.

To slags selvkritik

 

Er der aldrig noget godt ved selvkritik?
Man kan godt reflektere og give sig selv konstruktiv ’kritik’, men det er noget andet. Der følger ikke den samme udskamning eller nedgørelse med. Det er en åben kritik, der er noget udvikling i det, modsat den der ”Åh du er også bare grim og dum… Lad være med at sige noget”. Der er ligesom noget der går i stå med den hårde tone. Det er to forskellige spor i selvkritik.

Hvordan ved man så, om man er i det ene eller andet spor?
I den hæmmende eller nedbrydende selvkritik vil der typisk være en sammentrækning eller blokering til stede i systemet. Og så er der noget gentagelse, det er en stemme man nok allerede kender alt for godt. Når jeg tænker på min egen stemme af den karakter, så er den hård og forkertgørende. ”Sådan må du ikke være! Det skal du ikke gøre! o.s.v.”

I det andet spor er der noget nysgerrighed og åbnende til stede. ”Hmm.. det føltes ikke helt godt, sådan som jeg opførte mig her. Hvordan kunne jeg ellers have grebet det an?”
Man kan også sige sådan, at konstruktiv selvkritik inviterer noget ind, mens destruktiv selvkritik skubber noget væk. Det er to forskellige bevægelser. Så et godt pejlemærke man kan bruge, er at mærke efter, om man er nysgerrig eller konkluderende. Inviterende eller hård.

Hvordan arbejder du ved briksen med sporene?
Som terapeut er jeg meget den der inviterer ind. Så hvis jeg ser en tilbageholdt bevægelse hos klienten, inviterer jeg til, at den må komme igennem og blive tydeligere. Eller hvis det er svært, så hjælper jeg med at undersøge, hvordan klienten bærer sig ad med at holde tilbage. Tit er det nemlig svært “bare at give slip”, når man endnu ikke har mærket, hvordan man holder fast.

En anden vigtig ting i kropsterapien er at løsne den muskelpansring, som er med til at holde de udtryk, impulser, bevægelser og følelser tilbage, som vi helst ikke vil kendes ved.

Personen, der har lært at det er bedst at være stærk og ikke græde, kan f.eks. have stærke spændinger i kæbe eller hals, som sørger for at gråden ikke kommer frem. Ved at løsne dem kan det tilbageholdte udtryk lettere komme igennem, og sker det, så kan personen endelig mærke, at det faktisk gør godt at græde. At kroppen bliver friere og sjælen roligere. Med andre ord kommer der en god, og ny, erfaring med at lade en side, der før var skubbet ud i kulden, komme frem.

Ikke mere selvkritik

 

Der er måske nogen der vil sige, at det er når de er selvkritiske, at de får styr på sig selv. Og hvis man kommer til at gøre noget dumt, må man kritisere sig selv, sådan at man ikke kommer til at gøre det igen. Er man ikke nødt til at opdrage sig selv?

Bag alle vores forsvarsmekanismer ligger jo en forestilling om, at hvis ikke jeg gør sådan her, så går det galt. Der er terapirummet jo skidegodt til at få nogle erfaringer med, at det går godt, når man for eksempel rækker hånden ud, viser at man er bange, græder, skælder ud eller hvad det nu kan være.
Der skal være kærlighed og tryghed til stede i det rum, hvor man med tøvende skridt og bævende knæ bevæger sig ud et sted, hvor man er bange for om isen kan bære. Man skal ikke tvinges ud på isen, så bliver det ikke en god ny erfaring.

Det samme gælder for ens egen kritiske sans. Man kan som sagt godt se sig selv og sin opførsel efter med inviterende nysgerrighed, spørger: handler jeg som jeg gerne vil handle i verden, behandler jeg andre og mig selv respektfuldt?

Hvis ikke, hvordan kan jeg så gøre det bedre til næste gang?
Dén indre samtale tror jeg meget på.

Men det er i mine øjne noget helt andet end den indre kritiker der med pisken i hånden siger: “Få nu styr på dig selv! Opfør dig ordentligt! Tag dig sammen!”
Jeg tror ikke den taktik virker særlig godt i længden. Det er i hvert fald min egen erfaring med at bruge den hårde indre stemme til at “få styr” på mig selv.
Det bragte det ikke mere varme og kærlighed ind i verden, tværtimod, og samtidig var det virkelig ikke rart. Mildest talt.

Hvad har været skelsættende for dig i forhold til selvkritik?
For mig var det et enormt skift i det her, da jeg fik en bestemt side af mig selv hjem, som jeg virkelig havde holdt ude i kulden. Jeg opdagede, at jeg havde kæmpet bravt, og med en hård og nedgørende indre stemme i nakken, for at være en rigtig mand. Du ved, sådan som jeg havde set man skulle være mand i tv o.s.v. Macho, store muskler. Styr på tingene og uden for store følelser.

For pokker, hvor har jeg skældt mig selv ud for at være som jeg er og se ud som jeg gør. Uden store macho-muskler.

Da jeg endelig omfavnede, at der er meget femininitet i min måde at være mand på, så forandrede den indre stemme sig helt enormt! Man kan sige, at jeg tog min feminine side hjem. For mig har det været en essentiel del af processen, og det handler jo ikke om at der er noget i vejen med store muskler og maskulinitet. Problemet er at forsøge tvinge sig selv til at passe ind i en eller anden rolle eller snæver udgave af sig selv fremfor at være hele sig selv. Der bliver givet meget hård kritik på den baggrund tror jeg.

Facebook
LinkedIn
Email

Forfatter

Philip Hansen

Philip Hansen

Jeg søger at hjælpe mine klienter med at få dybere kontakt til sig selv via kroppen. En behandling hos mig lægger vægt på frigørende massage, dybe tryk, guided åndedræt og fri samtale. Behandligen hjælper dig til at komme ned i gear og gennem kroppen finde ind til det, der er vigtigt for dig.

Seneste indlæg

Kropsterapeut Sean Murphy

Troen på forvandling

Kropsterapi kræver ikke tro på mirakler. Men i Sean Petter Murphys liv har kropsterapien ikke desto mindre givet ham en stærk tro

Scroll til toppen