Sorg er noget, vi vil opleve flere gange gennem vores liv.
Men når vi oplever sorg, kan vi hurtigt komme til at sætte den til side, fordi det kan føles som om, der ikke er plads til sorgen. Men det er vigtigt at lytte efter, hvad din krop fortæller dig.
Vi oplever den alle sammen. Sorgen. Når én vi elsker, går bort, skal vi sørge – og andre skal sørge over os.
Ja, det er ikke det gennemsnitlige “lette” emne denne gang. Men nogle gange er det også vigtigt at tage fat i de emner, som er svære at tale om.
For tab og sorg er en del af det at være menneske. Derfor skal vi også kunne tale om det. Og mange finder det faktisk enormt stærkt og livsbekræftende at gennemgå en sorgproces.
Husk dig selv i sorgen
Men nogle gange bliver sorgprocessen ikke fuldført. Måske fik vi ikke plads til selv at sørge, fordi vi skulle tage os af andre. Måske var der ingen til at tage sig af os, mens vi behøvede at sørge.
Måske følte vi, at det var forkert at være så ked af det. Farligt endda.
Så vi undertrykte følelsen.
Det kan være, at presset fra samfundet og omgivelser uden ord fortalte os, at nu måtte vi altså komme videre. Fra kropsterapiens perspektiv er sorg en proces, hvor vi lader noget dø. Hvor vi giver slip og går gennem den smerte, der er at give slip. Og kropsligt afspejler dette sig i vores åndedræt.
Åndedræt og sorg
I åndedrættet foregår der en konstant udveksling. På hver indånding tager vi ny ilt ind, og på hver udånding giver vi slip på den gamle og brugte luft. Men åndedrættet er mere end bare en udveksling af ilt og kuldioxid.
Det er en konstant øvelse i at åbne sig for verden og give slip på det gamle. Hvis vi ikke giver slip og lader det gamle og døde passere, kan vi heller ikke tage imod ny næring, nyt liv.
Når sorgen sidder fast – det der også kaldes kompliceret sorg med et lægefagligt udtryk – bliver vejrtrækningen ofte begrænset. Den bliver fastlåst – præcis som sorgen selv. Et åndedræt, der bærer præg af sorg, har en rykvis indånding og derefter en ufuldstændig udånding. Den minder om gråd, men fordi der stadig ligger en tilbageholdelse af udtrykket, får det ikke den samme forløsende effekt som en dybtfølt og hjerteskærende gråd.
Det kan måske lyde mærkeligt at tale om en forløsende gråd, og om at gråd er godt. At gråd føles godt, er måske heller ikke de rigtige ord. Men gråden er nødvendigt. Og det føles godt bagefter, fordi det har en forløsende effekt.
Har du nogensinde lagt mærke til, hvor frit åndedrættet føles efter en grundig tudetur? Hvordan der pludselig kan være en følelse af lethed indeni?
Hvordan hjælper en kropsterapeut med at forløse sorg?
Når vi behandler sorg, kan vi både tage udgangspunkt i det kropslige og det medmenneskelige. I et samfund, hvor sorg og nedtrykthed ikke rangerer ligeså højt som Facebookbilleder af fest og farver, kan det være svært at give plads til den sårbarhed og det “sammenbrud”, der kan være nødvendigt.
Så uanset om du er kropsterapeut eller ej, er det noget af det vigtigste at skabe et sted, hvor sorgen er okay, og hvor den kan få et udtryk. I al dens uskønhed og fortvivlelse.
Fra det kropslige perspektiv kan en kropsterapeut gå ind og arbejde med den muskulatur, som fastlåser sorgens udtryk. Organmæssigt og muskulært relaterer sorg sig til et metal-element i den kinesiske 5-elements teori, hvor lunge og tyktarm er organerne. Det er interessant at bemærke, at en muskelrelation til lungerne er den store åndedrætsmuskel, diafragma.
En spændt og ufleksibel diafragma begrænser åndedrættet og gør det svært at tage ny, nærende luft ind og give slip på det gamle. Ved at åbne åndedrættet og løsne muskulaturen, som holder vores udtryk tilbage, kan sorgen forløses.
Når vores tilbageholdte udtryk får lov at komme ud, oplever vi at kunne give slip.
Og når vi har givet slip, bliver der plads til noget nyt. En nyfunden værdsættelse af livet. En taknemmelighed over at have kendt den, man også savner. En ny lyst til selv at leve – med savnet og med alle de gode minder.
