Åh nej, skriger hjernen, når den ikke har styringen. Den er vant til at træffe de sikre, kloge, gode og fornuftige løsninger. Men hvad gør man, når hjernen står i vejen, når man har brug for forandring? Simple redskaber kan hjælpe med at træffe beslutninger, der leder til forandring.

Det bedste vores hjerner ved, er status quo. Det kan hjernen forholde sig til, for det handler primært om at holde sig i gang med den viden og vaner, som den har nu. Det hjælper bare ikke at opretholde status quo, hvis man ønsker at ændre sine vaner.

Dette kender Hannah Hjorth, som er kropsterapeut og hjælperlærer hos Totum, alt til. Hun ønskede forandring, men turde ikke, fordi hendes hjerne konstant var i alarmberedskab.

Selvom den bevidste hjerne rationelt ved, at det er en god løsning at ændre vanen, reagerer amygdala straks på forandringer, og kan ikke lide det. Amygdala er hjernens alarmklokke.

“Når amygdala opfatter noget som farligt og utrygt – og sådan opfattes forandringer – giver hjernen signaler til kroppen om farerne. Det hæmmer læring i hverdagen” udtaler Anette Prehn, som er sociolog, forfatter og foredragsholder samt nuværende formand for Det Nationale Stresspanel, til Ajourmagasinet i 2015.

Lær at arbejde med din hjerne

Amygdala sikrer, at din hjerne holder fokus på den farlige situation og kun den. Det er godt, hvis du møder et farligt dyr, men hæmmende i hverdagen med mange inputs og forandringer, fordi det kan hæmme ‘hjernens chef’ – pandelapperne.
Og præcis den situation kender Hannah rigtig godt. Den har præget en stor del af hendes liv, men hun har gennem både kropsterapi, yoga og meditation fundet redskaber, som kan køle amygdala ned.

“Jeg har altid været interesseret i sundhed gennem både fysisk sundhed og aktiviteter og kost. Men det var aldrig en rigtig mulighed at få en uddannelse og et job ad den vej. For det var ikke det rationelt sikre”, fortæller Hannah Hjort på 43 år, som efter en lang række af forskellige kontorjobs endte med at blive kropsterapeut.

Yoga afhjalp stress

I 2010 var Hannah ramt af stress og fyringer på sin arbejdsplads. Samtidigt fik hun konstateret sklerose.
“Det kickstartede min rejse. Jeg lagde min kost om og dyrkede en masse yoga”, siger hun.

Selvom Hannah mærkede forskellen i sin egen krop, turde hun ikke springe ud i at skulle vejlede andre i den retning også:
“Jeg valgte stadig det gode, sikre job bagefter igen. Jeg har altid overtænkt alle scenarier. Jeg har brugt enorme mængder tid og energi på at forestille og forberede mig på det, som kunne gå galt, og hvorfor det ikke var en mulighed”.

Hannahs liv er dog ikke for alvor gået galt og i hvert fald ikke på nogle måder, som hun har kunnet forudse. Alligevel har hendes hjerne primært været optaget af at gøre det fornuftige og det kendte.

Vi vælger livet

“Jeg har en i dag afdød veninde. Jeg fortalte hende om alle de ting, som jeg ville, men også om al den tvivl jeg havde. Alle de umuligheder der gjorde, at jeg ikke kunne forfølge mine drømme. Hun sagde: ‘Nogle af os vælger livet’. Den sætning er blevet hos mig. Jeg vælger også livet!”, forklarer Hannah.

Derefter landede Hannah på en briks hos en kropsterapeut.
“Så var jeg ikke længere i tvivl. Jeg ville også være kropsterapeut. Men hvordan gør jeg det? Der er jo regninger og hele dage på skole, som der også skulle betales for”, fortæller hun.

Igen tog Hannahs hjerne over, skabte angst for at gå efter drømmen, og satte alle de udfordringer op som en uoverstigelig barriere.

Hannah besluttede at vælge de muligheder som viste sig ved vælge med hjertet i stedet for hjernen og de fornuftige valg. Hun skulle bare have sin hjerne til at spille med hende – og ikke imod.

Ingen kender morgendagen

Hannahs sklerose, tabet af veninden og mødet med kropterapien sammenlagt med alle de andre erfaringer, som hun havde gjort sig med sund kost, yoga og meditation, blev vejen ud af amydalas greb om Hannahs beslutningsproces.

“Der er ingen som ved, om jeg bliver mere syg. Der er heller ingen som ved, om jeg en dag ikke længere kan bruge min krop”, siger Hannah og henviser til sin sygdom. Men hun har besluttet, at indtil den dag måske kommer, vil hun bruge sin krop og sine hænder til at behandle.

Ro til hjernen

I dag prioriterer Hannah at komme ud at ride i skoven, og at meditere. Det giver hendes hjerne den nødvendige ro, så bekymringerne bliver på afstand. Hvis hun ikke prioriterer kroppen, kan hun mærke det i hjernen.

“Kernen af mig er lys og glad. Jeg har arbejdet meget med at få min hjerne til at tie stille og virkelig mærke, hvad kroppen vil. Sådan at ego og hjerne ikke forvirrer”, siger hun og fortsætter:

“Når jeg tygger på et eller andet, som jeg alligevel ikke kan løse, giver jeg mig selv en opgave. Det kan være at fokusere på vejrtrækningen eller mærke underlaget, som jeg går på. Høre lydene omkring mig. Virkelig være i nuet. Jeg skal gøre det bevidst, og det hjælper en konkret opgave på”.

De daglige meditative opgaver gør en forskel.
“Jeg lever jo i den samme verden som alle andre. Pauserne og det at turde mærke kroppen er alfa omega. Det er meget fysisk, men det at mærke efter, kan slukke min hjerne”, afslutter Hannah.

 

 

Lær at samarbejde med din hjerne

Til at samarbejde med hjerne, og i særdeleshed amygdala, har sociolog og forfatter Anette Prehn en hurtig tjekliste. Det er en opsummering af hendes mest virksomme strategier og kommer fra hendes bogserie Hjernesmart.

 

    • At kalde amygdala ved navn (3. person ental)

 

    • En dyb, rolig vejrtrækning og en rolig indre stemme

 

    • At minde dig selv om (tidligere) vellykkede følelsesreguleringer

 

    • At bruge dine pandelapper til at vurdere, om du er enig i amygdalas/vagthundens advarsel om ”fare” på baggrund af dens mønstergenkendelse

 

    • At “reframe”, dvs. at omfortolke situation ved at se den igennem en række andre ”briller” end dem, du ellers har på lige nu

 

    • At få erfaringer med den (ellers) amygdalatriggende situation, mens amygdala er i ro (”neurons that fire apart, wire apart”)

 

    • VIMSK: Vand/mad, ilt, motion, søvn og kram (disse fem er tænkt som en slags tjekliste: hvis du er “i underskud” er amygdala mere følsom)