Ulla Kardyb startede på Totums kropterapeutiske uddannelse d. 12 april 2018 i Aarhus. Hun blev færdiguddannet et år og én dag efter. Læs sidste afsnit i hendes fortælling om den rejse, hun har været på.
Læs Ullas dagbogsindlæg fra sidste år her.
“Jeg blev færdig i april 2019. Jeg var helt brugt og skulle lige have en pause fra kropsterapien. Jeg meldte mig helt ud af det hele og vendte først tilbage efter 1-2 måneder, da lysten var der igen.
Jeg har det meget bedre i min krop. Følelsesløsheden, som jeg har fortalt om tidligere, er ikke væk, men jeg kan styre det. Samtidigt ved jeg også nu, hvor det kommer fra, og hvad det er. Jeg kan mærke, hvornår det er tid til en kropsterapeutisk behandling, og så bliver det mindre.
Min terapeut og jeg er enige om, at jeg er færdigbehandlet på den måde, at jeg er inde ved kernen. Den sidste rest af følelsesløsheden, regner jeg ikke med, forsvinder. Men jeg ved nu, at jeg skal passe på mig selv, sige nej til ting og stoppe op og mærke efter.
Noget helt andet er, at jeg har det så godt, at jeg går og taber mig, hvilket er en god ting. Min krop har fået det bedre og har givet slip. Så indtil videre har jeg på de sidste otte måneder tabt mig 7 kilo. De første 4-5 kilo røg af i marts. Det var der, hvor jeg nåede ind til kernen af mine udfordringer.
Jeg giver stadig behandlinger, men jeg er ikke fuldtidsbehandler, og det er kun til venner og bekendte. Jeg har også stadig mit fleksjob. Jeg har en drøm om, at når jeg går på efterløn, vil jeg gerne give lidt flere behandlinger med både kropsterapi og japansk lifting, som jeg også synes er rigtig godt.
Jeg drømmer om at bruge de 200 timer, som man må arbejde på efterløn, på at behandle i samarbejde med det etablerede sundhedssystem fx på nogle af deres behandlingssteder for genoptræning. Så når jeg går på efterløn om ca. tre år, vil jeg gerne i eksempelvis en uge ad gangen give en behandling hver dag.
Samtidigt drømmer jeg også om at kunne komme til at tage nogle enkeltfag og dykke ned i nogle af de emner, som Totum underviser i på Masterclass. Jeg skal aldrig være hverken fuldtids- eller allroundbehandler. Jeg har heller ikke noget ønske om at få min egen klinik. Jeg tog uddannelsen for at få indsigt og forstå min egen krop. Men der er nogle emner, som jeg synes, er rigtig spændende, og som jeg gerne vil lære mere om.
Jeg har været meget glad for at tage uddannelsen, fordi det har været vanvittig godt at lære noget helt andet end det, som jeg beskæftiger mig med til daglig. Det har også været utroligt givende at møde en flok, hvor man næsten forstår hinanden uden at brug ord. Man forstår hinanden på en helt fantastisk måde med det meget intense forløb, som uddannelsen er.
Konklusionen er, at jeg er glad for uddannelsen og de ting, som jeg har lært om mig selv. Men jeg er også glad for den lille behandler, som sidder inde i mig. Den regner jeg med og håber på kan få mere plads i fremtiden.”
Ulla