Har landets største – og vigtigste – arbejdspladser udviklet sig til steder, hvor folk bliver ulykkelige, syge og stressede?
En lille pige skal på tur med sin klasse. De har madpakker med og skal på planetariet. Hun har glædet sig. Kort efter de er kommet ind, bliver hun væk fra gruppen. Hun ved ikke helt selv, hvad der er sket. Pludselig var læreren og alle de andre børn bare væk. Hun går ud i garderoben og sætter sig. Hun har nemlig fået at vide, at hvis man bliver væk, så skal man gå i garderoben. Der sidder hun rigtig længe. Hun kan ikke forstå, at der ikke kommer nogen. Først da de skal have frokost kommer læreren og alle klassekammeraterne. Frokosten er i garderoben.
Faktum var, at læreren ikke engang havde opdaget, at hun var væk.
Skolelærere og pædagoger presses på kerneopgaven
Det her er en historie fra den virkelige verden. Man kunne selvfølgelig tænke, at det var lærerens skyld. At det var elendig håndtering fra lærerens side. Men jeg tror ikke på, at det er helt så enkelt. Jeg synes ofte jeg hører om pædagoger, der ’glemmer’ børn på legepladsen eller ældre demente, der efterlades i timevis. Og rundt omkring på landets omsorgsinstitutioner har djøfferne og cheferne travlt med at udvikle systemer, der gør, at ingen bliver glemt. Digitale afkrydsningsark og alle varianter opfindes, så alt bliver registreret.
Som kropsterapeut og en der beskæftiger sig med kroppens og psykens sundhed, ville jeg starte et andet sted. Starte med at stille spørgsmålet: Hvordan kan det være, at de mennesker, der er ansatte til at tage sig af børn, syge og ældre pludselig glemmer deres kerneopgave: At tage sig af? Måske fordi de igennem årene er blevet så effektiviseret og presset, at alt hvad der hedder nærvær er blevet lavet om til arbejdsopgaver fordelt på minutter på en timeseddel.
NÆRVÆR er fuldstændig afgørende for, at vores krop og hjerne kan fungere. Vi kan ikke mærke os selv, hvis vi hele tiden trækkes ud og ind af situationer uden at være i stand til at skabe nærvær og dermed konsultere vores egen mavefornemmelse.
Jo oftere det sker, jo mere påvirkes vores system. Vi glemmer at trække været ordentligt. Hormonbalancen forstyrres, således at vi oftere og oftere befinder os i en kamp/flugt position. Beskrivelsen af hvad stress gør ved kroppen og den negative spiral, den kender de fleste af os efterhånden.
Men som en, der ved, hvad det rent faktisk gør ved kroppen hele tiden at være presset ud af nærværet, er det næsten uhyggeligt at observere, hvordan landets lærere, pædagoger og omsorgspersonale presses i øjeblikket.
Mangel på nærvær mærkes i kroppen
Det er ikke samfundets bedste, hvis de mennesker, der skal lære vores børn nærvær er presset så hårdt, at de ikke selv formår at være nærværende. Det er en virkelig skidt spiral.
På Totum – Skolen for Kropsterapi, hvor jeg er leder, ser vi rigtig mange skolelærere, sygeplejersker, pædagoger og andet personale, der har givet op. De tog uddannelsen fordi netop nærværet med andre mennesker – børn, unge, syge, gamle – var en drivkraft for dem.
”Det skulle handle om mennesker,” siger de ofte, når man hører, hvorfor de valgte deres fag.
Læs også: Vil du være en af landets bedste behandlere på kun et år?
Men efter at have været ansat i den offentlige sektor, med alt for mange ’mennesker’ de ikke kan nå at tage sig af, bliver det for mange af dem vendt til stress og en dyb grundlæggende følelse af ikke at slå til.
Mange af dem ender her hos os på skolen, hvor de tager en privat uddannelse, som gør dem i stand til at forsørge sig selv. De søger væk, for netop at få tid til at skabe det NÆRVÆR, som det kræves, når man arbejder med mennesker.
Læs mere her om skolelæreren Mette, der gik ned med stress – først senere forstod hun hvorfor
Det pres, der køres på offentlige arbejdspladser i øjeblikket – mener jeg er direkte sundhedsskadeligt. Jeg ville ønske, der blev talt lidt mere om, hvordan skolelærerene får mulighed for at skabe en sund hverdag for dem selv og vores børn. En hverdag, hvor der er tid til at skabe nærvær og ro.
Det burde være temaet for overenskomstforhandlingerne: Hvordan sikrer vi, at landets omsorgspersoner får nogle rammevilkår, der ikke skader deres fysiske og psykiske sundhed.
