Indhold

Totum MasterClass

“Jeg har fundet ro i min faglighed”

Indhold

Efter sin grunduddannelse til kropsterapeut tog Sara Totums Masterclass. I dag kan hun med egne ord behandle på et helt andet niveau.

”Hvis man overvejer at tage Totums Masterclass, skal man klart gøre det,” siger Sara bestemt og tilføjer: ”Det er en investering i en selv. Man når et helt nyt niveau.”

Sara Boesen bestod Totum – Skolen for Kropsterapis masterclass i foråret 2018. Hun begyndte på masteren direkte efter sin grunduddannelse til kropsterapeut.

”Jeg var helt afklaret omkring, at det ville jeg. Masteren føles som en naturlig overbygning på grunduddannelsen,” forklarer Sara.

Læs også: Personlig udvikling på en uddannelse i kropsterapi

Før hun kastede sig over kropsterapien, arbejdede hun i mange år med stemmetræning. Hun er uddannet sangpædagog fra Musikkonservatoriet og i stemmerehabilitering fra Anne Rosing Instituttet.

”Jeg ønskede at arbejde med sammenhængen mellem krop, psyke og stemme på et højere niveau, hvor jeg kunne kombinere kropsterapien med mine redskaber fra tidligere. Efter masteren kunne jeg se, at jeg havde en virkelig god pakke at tilbyde, og derfor sagde jeg mit job som konsulent op og blev selvstændig kropsterapeut og stemmetræner på fuld tid.”

Man finder sin egen vej

Inden Sara begyndte på masteren, havde hun helt andre forventninger til, hvad hun ville få ud af det.

”Jeg troede, det var lidt det samme som grunduddannelsen – bare en fortsættelse. Men det er det ikke. Undervisningen på masteren består af workshops, og niveauet er naturligvis højere. Man bliver ikke taget i hånden på samme måde som på grunduddannelsen, og det forventes, at man arbejder videre mellem workshopperne med sine egne klienter. Vi går fra udbygning af værktøjskassen til at forfine brugen af værktøjerne” forklarer Sara.

Læs også: Hvad indeholder en kropsterapiuddannelse?

På masteren undervises man ikke kun af kropsterapeuter, men også af undervisere med andre faglige baggrunde.

”Det er super inspirerende at møde andre behandlingsformer og metoder, som kan integreres direkte i værktøjskassen – for eksempel havde vi et længere forløb med en osteopat,” siger Sara og fortsætter:

”Man får en masse nye vinkler samt en dybere viden om emner, der blev gennemgået på grunduddannelsen.”

Selve sammensætningen af forløbet på masteren har Sara været rigtig glad for.

”Først fik man en superfin værktøjskasse på grunduddannelsen. Men hvad er det, der gør mig til noget særligt indenfor kropsterapi? Det finder man ud af på masteren,” siger Sara og forklarer:

”Der sker noget, når man er sammen med andre, der har samme baggrund. Vi har alle det samme fundament, men man finder også ud af, hvad der er ens forcer – man finder sin egen vej.”

Læs også: Dagbog fra en kursist: Man kan ikke lade som om, dårlige ting i fortiden ikke er sket

Flere strenge at spille på

Sara har oplevet, at der er to spor, i det man lærer på Totums Masterclass.

”Udover at man bliver en superdygtig behandler, så kommer man også igennem en personlig udvikling, og det er en kæmpe gevinst,” siger hun og fortsætter:

”Jeg kan navigere meget frit i min værktøjskasse nu. Jeg kan se de forskellige metoder i en større helhed og har flere strenge at spille på.”

Læs også: Blogindlæg: Vi er skabt til at være selvstændige

Det at have arbejdet sammen med andre fagligheder har givet Sara nogle erfaringer, som hun bestemt ikke ville være foruden.

”I dag kan jeg skræddersy og veksle mellem flere forskellige metoder og forløb. Målet er det samme, men vejene dertil kan være mange. Jeg kan behandle på et helt andet niveau,” fortæller Sara.

Der er ingen tvivl hos Sara om, at det var det rette for hende at tage Totums Masterclass:

”Jeg har rykket mig helt vildt – det er som om brikkerne er faldet på plads. Jeg har fundet ro i min faglighed.”

Seneste indlæg