Af Karen Johanne Pallesen, PhD (sundhedsvidenskab), cand. scient. (neurobiologi), stresscoach i Synergia.dk
Som mennesker er vi konstant i gang med at skabe mening i vores oplevelser og tilpasse vores handlinger til de situationer, vi indgår i.
Traditionelt har man antaget, at følelser, tanker og handlinger primært udspringer af bevidste og rationelle vurderinger. Nyere forskning viser dog, at dette billede er forenklet.
En stor del af vores følelsesliv og adfærd reguleres af ubevidste neurobiologiske processer, som løbende integrerer kropslige signaler, erfaringer og sanseindtryk. Det, vi oplever som bevidste følelser og beslutninger, er derfor ofte resultatet af processer, der allerede er i gang uden for vores bevidste opmærksomhed.
Vi mennesker forsøger hele tiden at forstå det, vi oplever, og at handle passende på det. Længe har vi troet, at vores følelser, tanker og reaktioner primært udspringer af bevidste, rationelle vurderinger. I dag ved vi, at det kun er en lille del af sandheden (f.eks. Damasio, 1994; Barrett, 2017).
Store dele af vores adfærd styres af ubevidste processer i nervesystemet. Freud var blandt de første til at tale om ubevidste kræfter, og moderne hjerneforskning har på mange måder bekræftet, at han havde fat i noget – om end billedet er langt mere nuanceret, end man dengang forestillede sig (Freud, 1915; Solms, 2019).
Et enkelt eksempel: Du står midt i et lokale og er optaget af noget helt andet, da du pludselig hører dit navn i en samtale bag dig. Øjeblikkeligt bliver din opmærksomhed fanget, og kroppen geares automatisk op. Det sker, før du når at tænke over det. Dit nervesystem har ubevidst sorteret i lydene omkring dig og vurderet, at netop lydene, der matcher dit navn, er vigtige. Først bagefter registrerer du bevidst, at du er blevet mere opmærksom, og kan vælge, om du vil reagere på det eller ej (Porges, 2018; Damasio, 1999).
Denne ubevidste ”vagtcentral” i nervesystemet regulerer konstant vores indre tilstand – puls, vejrtrækning, muskelspænding og energiniveau – uden at vi opdager det. Den gør kroppen mere eller mindre klar til handling, og først derefter bliver vi bevidste om, hvordan vi har det, og sætter ord på: ”Jeg er nervøs”, ”jeg er glad”, ”jeg er nysgerrig”. De kropslige reaktioner kommer altså før den bevidste oplevelse (Damasio, 1994; Barrett, 2017).
Forskning tyder på, at op mod 90 % af alle de signaler, der kommer ind gennem sanserne, aldrig når vores bevidsthed. Nervesystemet sorterer fra og tolker på et ubevidst plan, før vi overhovedet får lov til at ”se filmen” (LeDoux, 1996; Koch, 2012).
Denne ubevidste bearbejdning kaldes nogle steder for neuroception: hjernens automatiske vurdering af, om noget er sikkert, truende eller ligegyldigt (Porges, 2004, 2011). På baggrund af den vurdering tilpasses den autonome tilstand – vi geares op eller ned.
Når vi taler om, at kroppen ”kommer op i gear på et splitsekund”, handler det altså om ubevidste lag af det, vi kender som følelser og stress (McEwen, 2002; Porges, 2018).
Stress – når kroppen kommer ud af balance
Stress fylder meget i samtaler om trivsel og sundhed. Kronisk stress er forbundet med udmattelse, øget risiko for sygdom, kognitive problemer og en lang række psykiske og fysiske symptomer (McEwen, 2002; Daugherty, 2019).
Det giver derfor god mening at forstå, hvad stress egentlig er:
Sætter vi psykologisk, neurobiologisk og sundhedsvidenskabelig viden sammen, kan stress beskrives som en tilstand af emotionel og fysiologisk uligevægt. Kroppen er kommet ud af balance, og nervesystemet forsøger at beskytte os ved at omfordele energiressourcerne (Selye, 1956; Porges, 2018).
I dag taler man mindre om ”kamp-flugt” og mere om mobilisering. Det handler nemlig ikke kun om at kæmpe eller flygte, men bredt om den energimæssige oprustning, der gør os klar til at handle – også i situationer hvor vi ikke oplever akut fare. Mobilisering er én form for stressrespons. Andre mulige reaktioner er immobilisering (frysreaktionen) og sociale strategier såsom at søge støtte eller samarbejde. Alle tre kan ses som forskellige måder, nervesystemet forsøger at sikre vores overlevelse på (Porges, 2011, 2018).
En mere udførlig definition af stress kan derfor være:
Stress er en tilstand af emotionel og fysiologisk uligevægt, som ansporer til selvbeskyttelse gennem ubevidst tilpasning af energiressourcerne i kroppen.
Denne forståelse bygger på en syntese af klassiske og nyere bidrag til stressforskningen (Selye, 1956; McEwen, 2002; Daugherty, 2019; Porges, 2018).
Når vi bliver bevidste om, at vi er stressede, skyldes det, at de underliggende processer har fået en vis styrke, og den indre uligevægt er blevet så stor, at den presser sig op til overfladen som uro, bekymringer, søvnbesvær, irritabilitet eller træthed.
Men selve reguleringen af kroppen foregår hele tiden – også når vi føler, at vi ”har det fint” (McEwen, 2002).
Set med kropsterapeutiske briller er langtidsaktiveret mobilisering netop det, mange klienter kommer ind ad døren med: kroppen står i et vedvarende beredskab, uden at personen nødvendigvis oplever sig selv som ”stresset”.
På briksen arbejder kropsterapeuten direkte med denne ubalance i det autonome nervesystem gennem berøring, åndedræt og tryg social kontakt. Den rolige stemme, øjenkontakten og den respektfulde hånd på kroppen sender andre signaler ind i “vagtcentralen”, end dem nervesystemet længe har været vant til at reagere på.
Det, klienten mærker som afspænding og lettelse, kan samtidig forstås som en omfordeling af energiressourcerne i en mere bæredygtig retning – væk fra konstant kamp/flugt eller frys og hen imod en tilstand, hvor kroppen igen kan hvile, reparere og tænke mere klart.
Stress handler ikke kun om kamp-flugt, men om mobilisering, frys eller sociale strategier som at søge hjælp. Kroppen forsøger ubevidst at beskytte sig og spare på energi.
Følelser som rationelle signaler
Følelser beskrives som kropslige, rationelle signaler, der hjælper os med at navigere, prioritere og træffe beslutninger. Begreber som affekt, emotion og humør foldes ud, og nyere forskning viser, hvordan følelsesoplevelser skabes særskilt i hjerne og krop i samspil med erfaring og kontekst.
Som mennesker opfatter vi følelser fra vores kroppe, der relaterer sig til vores velvære, vores energi- og stressniveau, vores humør og vores temperament. Men hvordan oplever vi disse følelser?
Gennem århundreder er følelser blevet betragtet som noget irrationelt, noget der skal “tøjles”. Denne opgave med at tøjle følelserne, mente man, blev løst af den præfrontale hjernebark, som er et af de evolutionært nyeste områder i hjernen. Som man historisk har opfattet som en form for “dirigent” for vores tanker og handlinger.
Set fra nervesystemets perspektiv tegner der sig dog et andet billede. En veldokumenteret teori, som i dag støttes af omfattende forskning, peger på, at følelsestilstande spiller en central rolle for både bevidsthed og beslutningstagning. Følelser kan i denne forståelse ses som rationelle pejlemærker med afsæt i kroppens grundlæggende behov for selvbeskyttelse.
I mange år har både forskere og den brede offentlighed taget udgangspunkt i teorien om seks “grundfølelser”: glæde, vrede, sorg, overraskelse, frygt og afsky. Man mente, at de var biologisk medfødte og kom til udtryk gennem de samme ansigtsudtryk på tværs af kulturer. Tanken var, at bestemte situationer automatisk udløser bestemte følelser (Ekman, 1975). I dag er denne forståelse dog blevet udfordret, især af forskere omkring professor Lisa Feldman Barrett, der er blandt verdens mest citerede inden for hjerneforskning.
Nyere studier med kontrollerede forsøgsdesigns viser, at mennesker generelt ikke kan aflæse følelser ud fra ansigtsudtryk, medmindre udtrykkene er karikerede eller kulturelt indlærte. En mulig undtagelse er genkendelsen af et ægte smil eller latter (Barrett, 2017).
Samtidig findes der ikke faste aktivitetsmønstre i hjernen, som aktiveres hver gang vi for eksempel oplever frygt. I stedet bygger enhver følelsesmæssig oplevelse på et unikt samspil mellem hjerne og krop, hvor hjernen fortolker kropslige signaler i lyset af erfaring, kontekst og kultur.
Et klassisk eksempel er hjertebanken: Den samme kropslige reaktion kan opleves som angst, spænding eller glæde – alt efter situationen.
Følelser giver os – ofte allerede på et ubevidst plan – information om, hvad der er væsentligt i en given situation. De hjælper os med at vurdere, hvad der er vigtigt, hvordan vi har det, og hvordan vi bør handle. Følelser bærer mening i både vores ubevidste og bevidste oplevelser og indgår som funktionelle elementer i de stresssignaler, der regulerer kroppens energimetabolisme (fx Antonio Damasio, 1994; Lisa Feldman Barrett, 2017, 2021).
Når følelser forstås som kropslige, rationelle signaler om, hvad der er vigtigt, bliver det tydeligt, hvorfor kropsterapi er et stærkt supplement til samtale.
Mange mennesker kan udmærket forklare deres historie og deres uhensigtsmæssige mønstre, men oplever alligevel at have det ”dårligt inde i kroppen” – som om kroppen hele tiden ligger på lur og er klar til sammenbrud, uanset hvor gode forklaringerne er.
På briksen arbejdes der med de underliggende kropslige mønstre, som farver følelsesoplevelserne: muskelspænding, åndedrætsmønstre og gamle forsvarsreaktioner. Når kroppen får hjælp til at slippe noget af den bundne energi og de tunge følelser, ændres også den måde, nervesystemet ”mærker vigtighed” på. Det bliver lettere at skelne mellem gamle følelseslinks og den faktiske situation her og nu – og følelserne kan igen fungere som mere præcise pejlemærker i stedet for at dominere som automatiske reaktioner.
Interoception – at sanse kroppens indre
Et centralt begreb i forståelsen af følelser og stress er interoception – vores sansning af kroppens indre tilstand. Interoceptive signaler fortæller hjernen om blandt andet hjerteslag, mavefornemmelser, åndedræt og muskelspænding (Craig, 2002).
Disse signaler sendes blandt andet gennem vagusnerven og integreres i hjernen i netværk, der hele tiden vurderer, hvad der kræver opmærksomhed. Et af de vigtigste netværk hedder “salience netværket” (hjernens relevansnetværk) og fungerer som en slags indre radar for, hvad der er vigtigt lige nu – både i kroppen og i omgivelserne (Seeley et al., 2007). I samspil med andre netværk danner dette grundlag for vores subjektive følelser, selvoplevelse og bevidste tanker (Barrett & Simmons, 2015).
Når de interoceptive sanseoplevelser er svage, skaber de typisk brede stemninger som velbehag eller ubehag. Når de bliver mere intense, kan de danne basis for klart afgrænsede følelser, som vi lægger mærke til og forsøger at sætte ord på: ”overrasket”, ”forarget”, ”lettet”, ”rasende” (Barrett, 2017).
Hjernens egenaktivitet
Tidligere troede man, at hjernen nærmest ”slukkede”, når vi ikke var optaget af konkrete opgaver. I dag ved vi, at hjernen er aktiv hele tiden. Den scanner konstant både det indre og det ydre miljø for forandringer (Raichle, 2010).
Denne egenaktivitet foregår i såkaldte “intrinsiske (funktionelle) hjernenetværk”. Et af de mest kendte er “Default Mode Network”(DMN), der især er aktivt, når vi vender opmærksomheden indad – dagdrømmer, tænker på os selv, forestiller os fremtiden eller genkalder fortiden. Når vi retter fokus mod en krævende opgave vi skal udføre, dæmpes DMN-aktiviteten, og andre netværk tager over (Raichle et al., 2001).
Selvom vi skelner mellem hjernens netværk og det perifere nervesystem (nervesystemet uden for hjernen og rygmarven, som formidler signaler til og fra kroppen), foregår der en løbende kommunikation mellem hjerne og krop. Kroppens tilstand påvirker netværksaktiviteten – og omvendt.
Interoception er altså en vigtig del af den måde, hjernen organiserer både tanker, følelser og handlinger på (Craig, 2002; Barrett & Simmons, 2015).
I kropsterapi møder man ofte en kombination: meget sensitivitet udadtil – kroppen scanner konstant omgivelserne – samtidig med en indre nedlukning, hvor klienten næsten ikke kan mærke sin egen krop. Her bliver behandlingen også en form for træning i interoception.
Klienten guides til at registrere små fornemmelser i hud, muskler og åndedræt, til at lægge mærke til, hvordan pulsen ændrer sig, når der trykkes et bestemt sted, eller når vejrtrækningen bliver dybere. Det sker i et tempo, hvor systemet ikke overvældes, og hvor det hele tiden er legitimt at sige stop.
Over tid kan denne gradvise genåbning af signaler fra kroppen styrke både oplevelsen af selvforankring og de hjernenetværk, der arbejder med selvopfattelse og indre fortælling. Klienten får ikke blot mere kontakt med sin krop, men også et mere stabilt indre ståsted at tænke og handle ud fra.
Ubevidste følelser i hverdagen
Ubevidste følelsesmæssige spor viser sig i hverdagen som mavefornemmelser, pludseligt ubehag eller uventet lettelse. Små triggere kan vække gamle mønstre, så vi reagerer kraftigt, før vi når at forstå hvorfor – og bagefter opfinder rationelle forklaringer.
Ubevidste følelsesmæssige processer påvirker os langt mere, end vi normalt tror.
Forestil dig, at du møder et nyt menneske og uden nogen åbenlys grund mærker modvilje eller afstand.
Du kalder det måske en ”mavefornemmelse” og forsøger bagefter at finde en rationel forklaring. I virkeligheden kan det handle om ubevidste følelsesmæssige associationer til tidligere oplevelser, som kroppen genkender, før du selv gør (LeDoux, 1996; Scherer, 2009).
Det kan også være en positiv oplevelse: Du går ned ad gaden og overvældes pludselig af velvære. Først senere opdager du duften fra et nymalet plankeværk, der minder dig om trygge barndomssomre. Kroppen har mobiliseret energi i en oplevelse af noget positivt og behageligt, længe før tankerne indhenter oplevelsen.
Når de følelsesmæssige associationer til tidligere oplevelser er stærke, kan de udløse reaktioner, som virker ude af proportioner med den aktuelle situation. Måske har du oplevet at have et alvorligt sygt barn og senere, mange måneder eller år efter, stadig fare op, når du hører en ambulance i nabolaget. Den gamle, stærke association aktiveres lynhurtigt, og kroppen reagerer med et stærkt behov for at handle (LeDoux, 1996).
I sådanne situationer bliver det tydeligt, at vores reaktioner i høj grad styres af ubevidste processer, og at vores bevidste forklaringer ofte er efterrationaliseringer (Barrett, 2017; Damasio, 1994).
Fortolkning, coping og personlig arv
Vi har alle prøvet at misforstå en situation og reagere på måder, der ikke helt passer til virkeligheden. Psykologen Richard Lazarus var en af dem, der tidligt beskrev, hvordan både bevidste og ubevidste fortolkningsprocesser spiller ind på, om noget føles stressende (Lazarus, 1966).
Ifølge hans stress- og copingteori opstår stress ikke kun på grund af ydre begivenheder, men i høj grad på grund af den måde, vi fortolker dem på: Vurderer vi situationen som truende, og oplever vi, at vores ressourcer ikke rækker, stiger stressen (Lazarus & Folkman, 1984). Senere neurovidenskab har vist, at disse vurderinger i vidt omfang er bundet til de kropslige og emotionelle processer, der foregår uden for bevidstheden (Porges, 2018; Barrett, 2017).
Ud over vores fælles, evolutionære ”nervesystem-arv” bærer vi også hver især en personlig arv med os. Vores tidlige erfaringer sætter spor i nervesystemet og påvirker, hvilke signaler der vækker stærke reaktioner senere i livet.
Ikke mindst når vi ikke er opmærksomme på de mekanismer, kan de styre vores fortolkninger og valg i nuet (Schore, 2012; Siegel, 2012).
De ubevidste følelsesspor, der i hverdagen dukker op som “mavefornemmelser”, uforklarlig tristhed eller en velkendt vrede, viser sig ofte tilsvarende i kropsterapi. Nogle mennesker har nærmest vanemæssige følelsestilstande, de søger tilbage til, fordi det føles genkendeligt og dermed trygt for nervesystemet – også selvom følelserne er tunge.
På briksen kan de samme mønstre aktiveres gennem berøring, stillinger og åndedræt, men nu i et trygt rum, hvor reaktionen hverken skal undertrykkes eller udleves ukritisk. I stedet støttes klienten i at mærke, ryste, græde eller sukke – og samtidig blive i kontakt med både behandleren og deres egen krop. På den måde får de ubevidste mønstre en ny kontekst: fra automatiske reaktioner i hverdagen til noget, der kan sanses, reguleres og langsomt omskrives til mere fleksible måder at være i verden på.
Kropsterapi som adgang til ubevidst regulering i nervesystemet
Når så stor en del af vores følelser, stressreaktioner og valg styres af ubevidste processer i nervesystemet, giver det mening, at vejen til forandring ikke kun går gennem tanker og samtale.
Menneskets reaktioner og handlemønstre formes i høj grad af ubevidste processer i nervesystemet. Stress, uro, følelsesmæssige skift og automatiske forsvarsreaktioner kan derfor opstå, før bevidst refleksion overhovedet når at komme på banen.
Det giver et stærkt fagligt holdepunkt for kropsterapiens måde at arbejde på. Forandring skabes ikke kun gennem indsigt og samtale, men også gennem arbejde med kroppens tilstande: muskelspænding, åndedræt, rytme, kropssansning og autonomt beredskab
Kropsterapi kan dermed forstås som en direkte vej til at påvirke de reguleringssystemer, der styrer tryghed, alarm og kontakt. Når kroppen støttes i at registrere signaler, dæmpe overaktivering og skabe mere fleksibilitet i responsmønstre, bliver det lettere at handle bevidst i stedet for at blive styret af automatiske reaktioner.
Dette styrker relevansen af kropslige behandlinger som berøring, guidet vejrtrækning, bevægelse og træning af kropsbevidsthed. Sådanne tilgange kan øge evnen til selvregulering og støtte en mere stabil psykisk balance over tid.
Vil du læse mere?
Litteratur
Barrett, L.F., 2017. How Emotions Are Made: The Secret Life of the Brain. Boston, MA: Houghton Mifflin Harcourt.
Barrett, L.F., 2021. Seven and a Half Lessons About the Brain. New York, NY: Mariner Books.
Barrett, L.F. & Simmons, W.K., 2015. Interoceptive predictions in the brain. Nature Reviews Neuroscience, 16(7), pp.419–429.
Craig, A.D., 2002. How do you feel? Interoception: the sense of the physiological condition of the body. Nature Reviews Neuroscience, 3(8), pp.655–666.
Damasio, A.R., 1994. Descartes’ Error: Emotion, Reason, and the Human Brain. New York, NY: Putnam.
Damasio, A.R., 1999. The Feeling of What Happens: Body and Emotion in the Making of Consciousness. New York, NY: Harcourt Brace.
Daugherty, A.K., 2019. Unstressed: How Somatic Awareness Can Transform Your Body’s Stress Response and Build Emotional Resilience. Oakland, CA: New Harbinger Publications.
Freud, S., 1915. The unconscious. In J. Strachey (ed.), The Standard Edition of the Complete Psychological Works of Sigmund Freud, Vol. 14. London: Hogarth Press.
Koch, C., 2012. Consciousness: Confessions of a Romantic Reductionist. Cambridge, MA: MIT Press.
Lazarus, R.S., 1966. Psychological Stress and the Coping Process. New York, NY: McGraw-Hill.
Lazarus, R.S. & Folkman, S., 1984. Stress, Appraisal, and Coping. New York, NY: Springer Publishing Company.
LeDoux, J.E., 1996. The Emotional Brain: The Mysterious Underpinnings of Emotional Life. New York, NY: Simon & Schuster.
McEwen, B.S. & Lasley, E.N., 2002. The End of Stress As We Know It. Washington, DC: Joseph Henry Press/Dana Press.
Porges, S.W., 2004. Neuroception: A subconscious system for detecting threats and safety. Zero to Three, 24(5), pp.19–24.
Porges, S.W., 2011. The Polyvagal Theory: Neurophysiological Foundations of Emotions, Attachment, Communication, and Self-Regulation. New York, NY: W.W. Norton & Company.
Porges, S.W., 2018. Polyvagal theory and the quest for safety. In: (overordnet reference til nyere polyvagal-publikation; kan præciseres efter behov i din samlede litteraturliste).
Raichle, M.E., 2010. The brain’s dark energy. Scientific American, 302(3), pp.44–49.
Raichle, M.E., MacLeod, A.M., Snyder, A.Z., Powers, W.J., Gusnard, D.A. & Shulman, G.L., 2001. A default mode of brain function. Proceedings of the National Academy of Sciences, 98(2), pp.676–682.
Scherer, K.R., 2009. The dynamic architecture of emotion: Evidence for the component process model. Cognition and Emotion, 23(7), pp.1307–1351.
Schore, A.N., 2012. The Science of the Art of Psychotherapy. New York, NY: W.W. Norton & Company.
Seeley, W.W., Menon, V., Schatzberg, A.F., Keller, J., Glover, G.H., Kenna, H., Reiss, A.L. & Greicius, M.D., 2007. Dissociable intrinsic connectivity networks for salience processing and executive control. Journal of Neuroscience, 27(9), pp.2349–2356.
Selye, H., 1956. The Stress of Life. New York, NY: McGraw-Hill.
Selye, H., 1974. Stress Without Distress. Philadelphia, PA: J.B. Lippincott.
Siegel, D.J., 2012. The Developing Mind: How Relationships and the Brain Interact to Shape Who We Are, 2nd ed. New York, NY: Guilford Press.
Solms, M., 2019. The hard problem of consciousness and the free-energy principle. Psychoanalytic Perspectives